Det er simpelthen så herligt, at det ikke gør noget, hvis solen ikke skinner.
For når læsningen/bladringen af bogen ‘To som elsker hinanden’ er ovre, vil den med garanti begynde at skinne! Herlighedsfornemmelsen skyldes den glæde, som opstår i læserens sind, efter at hun – måske også han – har læst/genlæst en række digte, nogle meget kendte og meget brugte, skrevet af danske digtere om kærligheden mellem to mennesker og her har oplevet dem i dialog med malerier, ligeledes skabt af danske kunstnere. Digte og malerier parres på opfindsom vis. Nyere kærlighedsdigte skrevet af forfattere som Michael Strunge, Peter Poulsen, Lola Baidel samtaler med malerier af ældre malere, og omvendt oplever man Sophus Claussen virke i samklang med Ursula Reuter. Mellem digt og maleri Vi begynder med Drachmann, der med digtet ‘Alt, hvad der lever må dø’ gennem årene har bragt denne læser ud i mange eksistentielle korttidskriser, sættes op sammen med Sigurd Swanes dystre og voldsomme ‘Hagbart og Signe’ (1918).
