Kan man blive succesforfatter fra den ene dag til den anden i en alder af 52 år?
Og kan man blive ved med at spytte højt roste bøger ud sådan nærmest på samlebånd? Det kan man tilsyneladende godt, i hvert fald kan Giorgio Faletti. Den italienske forfatters første bog, ’Jeg dræber’, udkom i dette forår på dansk efter fem år som en af de mest solgte bøger i hjemlandet. Over 3 millioner eksemplarer er det blevet til, og de to, han har skrevet siden, er godt på vej til at gøre debutbogen kunsten og salgstallene efter. 22 lande har købt rettigheder til oversættelsen af ’Jeg dræber’, og på verdensplan har hans bøger solgt knap 15 millioner eksemplarer. Falettis forfatterskab kom bag på alle, inklusive ham selv. I mange år har Faletti gjort det som komiker og sangskriver, og han var fast inventar i populære tv-show i 80’erne og 90’erne. Men han er også skuespiller, og endda ret god. Sidste år blev han nomineret til en ’david’, som er italiensk films svar på en oscar, for sin rolle som en led litteraturprofessor i en succesfuld komediefilm med titlen ’Notte prima degli esami’, ’Natten før eksamen’. Medfølende blik på det onde Indtil for fem år siden kendte ingen ham som forfatter. Men det er som forfatter, at han er havnet i verdensklasse. Politikens egen anmelder overgav sig helt efter at have læst ’Jeg dræber’: »Kære læser, denne mosaik af en krimi er sandelig fra operaens hjemland. Med en krydret intrige mere indviklet end kogt spaghetti i en roterende tørretumbler når vi gang på gang op på det høje c i denne libretto noir, hvor ærlige knægte i takt skærer tænder i mødet med de groteske grusomheder samt sender enten dårende eller dræbende blikke til bjergtagende barmfagre kvinder eller skæbnesvangert karlfolk med rænker så lange som vinklaser i september!«. Dagbladet La Repubblica har skrevet om ’Jeg dræber’: »En mørk krimi i stærke farver, der griber læseren i kraven og trækker ham ind i bogen«. Andre kritikere roser Faletti for hans sans for både rytme, dosering, elegance, dybde, smerte, psykologi og suspence. Gode mennesker går på kompromis ’Jeg dræber’ handler om en massemorder, der i den ellers så fredelige og stenrige by Monte Carlo begår det ene bestialske mord efter det andet. Før hvert drab ringer morderen til værten på det populære radioprogram Voices og annoncerer, at han er parat til at slå til igen. Den ukendte præsenterer sig med den kryptiske formel »én og ingen«, men politiet i Monaco må have assistance af FBI-agenten Frank Ottobre, før det efter mange spændende sider står klart, hvem den skyldige er. Det skal vi naturligvis ikke afsløre her, men forfatteren røber, at han har et medfølende, næsten ømt blik på sin uhyggelige hovedperson, der skræller ansigtet af sine ofre. »Der er jo tale om en psykopat, men hans motivation for at myrde er ren og skær og bunder i kærlighed. Såkaldt gode mennesker går indimellem på kompromis. Det gør denne mand ikke. Han følger sin vej og sin bevæggrund, og selv om man skal se hans virke gennem vanviddets filter, giver han også positive associationer«, siger Giorgio Faletti. Ud af skrivebordsskuffen Faletti tager berømmelsen med en iøjnefaldende ro og gør en dyd ud af det. »Hvis man begynder at gå op i berømmelsen, kan man ikke gå uden for en dør uden at tænke på, hvad tøj man har på«. Han mener selv, at det hjælper, at berømmelsen er kommet sent i livet. Så har modenheden formet et bolværk mod hybris. Faletti havde i mange år skrevet små fortællinger til skrivebordsskuffen, og da han på opfordring af en ven sendte smagsprøver til nogle forlag, blev han mødt med det ene højlydte grin efter det andet. Men én tog ham alvorligt og bad ham skrive en roman i en fart. Han kastede sig over ’Jeg dræber’ og skabte romanen efter først at have set den rulle forbi sit indre øje som en film. Han synes, at der er god logik i at blive forfatter i en sen alder. »En komiker, en skuespiller eller en musiker arbejder som en sprinter. Du går op på scenen, og før du ser dig om, har du nået målet. Og du får publikums reaktion. Den måde at arbejde på passede mig fint, da jeg var yngre. At skrive bøger er derimod som at løbe et maraton«, siger Faletti. »Jeg skriver som regel de første 12 kapitler i et stræk uden vanskeligheder. Men så løber jeg ind i en knude. Det kan være et banalt fortælleteknisk problem, som at morderen skal ankomme med en ambulance, men tage fra stedet uden. Hvordan klarer jeg det på en elegant måde? Det er i sådan en situation, at en forfatters to ydervilkår står krystalklare: Man har på den ene side frihed til at gøre, hvad man vil. Men man er samtidig fuldstændig alene«. Detaljeret research Faletti blev i en ung alder introduceret til især angelsaksisk litteratur, herunder kriminalromaner, som han fandt i sin bedstefars hengemte kasser. Han er autodidakt, men talentet har fået næring af det utal af bøger, der gemte sig i kasserne. Og de påvirker hans forfatterskab. Alle hans bøger udspiller sig for eksempel i et internationalt miljø langt fra det italienske hjemland. Valget af Monte Carlo til ’Jeg dræber’ skyldes, at Faletti kender landet, fordi han engang havde en kæreste, der boede der. Alligevel tog han flere gange til Monte Carlo for at researche, for hans bøger er nok fiktion, men rammen er – om man så må sige – ramme alvor. For eksempel besøgte han politiet for at høre, hvilken specialafdeling de henvender sig til med dna-prøver. Svaret var en fransk specialafdeling i Lyon. Det er vel en detalje, kunne man indvende, men Faletti mener, at en forfatter skal have orden i fakta, fordi læserne er meget opmærksomme. »En kvinde skrev til mig, at hvis man drejer til venstre og kører ned ad den og den vej, så er det ikke rigtigt, at man kommer til den og den landsby. Så kører man nemlig lige hjem til hende, skrev hun. Og så måtte jeg jo undskylde min fejltagelse!«. For ikke at løbe med halve vinde rejser han rundt i verden og laver research on location. Han har snuset rundt i de mest skumle kvarterer i New York og boet hos en indianerstamme i USA. Og han læser også faglitteratur og konsulterer eksperter. For eksempel når han skal skrive om massemordere som i ’Jeg dræber’. Falettis egen udvikling som kunstner står muligvis over for endnu en drejning. Han har solgt filmrettighederne til sine bøger til en producent, og inden længe får han muligvis tilbudt en rolle i filmen. Så kan man vist roligt sige, at ringen er sluttet.
