S-trilogien hedder den romansuite, ’Selvbeherskelse’ udgør midten af.
Sidste bind, ’Sauermugg’, lover forlaget en kommende dansk udgave af, og sidste år udkom Sæterbakkens stærkt sansede scener af figuren Edwin Mortens’ forfald og hans lige så rådnende ægteskab, ’Siamesisk’. Dén fik anmelderne til at tænke på Célines misantropiske energi og Becketts sorte humor. Glimt af grum humor er der også i ’Selvbeherskelse’, ja, helt ud i titlens ironi. For er der noget, denne Andreas Feldt i virkeligheden ikke behersker, er det sig selv. Bevares, han prøver. Men i en lidt træg samtale med sin voksne datter kommer han til at slynge ud, at hendes mor og han skal skilles – grebet ud af den blå luft. Chefen giver han en syngende skideballe, sin gamle ven tager han humøret fra under parrenes rituelle selskabelighed. Kollegerne ser han skævt til, og søvnløs om natten knalder han pludselig en knytnæve i sin sovende kones hofte. Selvbeherskelsen er kort sagt ved at sprække, og en dag går han ikke hjem, men i biografen og på værtshus. Da en servitrice giver ham en rundvisning bag kulisserne, slår hans kiksede uvirkelighedsfornemmelser over i drømmelignende surrealisme. Mens hans modvillige selskab med og spendering på to yngre kvinder ved et værtshusbord senere på aftenen igen truer med at gå op i en spids af spekulationer over, hvordan hans egen adfærd nu tolkes – og hvordan han omvendt skal tolke omgivelsernes. Det ubærlige traume Der er noget både tilfældigt og meget konstrueret ved hele denne bevidsthedsstrøm, noget næsten ligegyldigt ved mange af scenerne. Datteren reagerer overhovedet ikke på skilsmisseoplysningen. Chefen stabler sig op som ekspert i Andreas’ arbejdsproces, men er det ikke, hvad chefer gør? Den brovtende vens præsentation af en sætning som mnemoteknisk hjælp til at omskrive pi til tallet 3,1415 ... osv. med de endeløse decimaler er ganske vist selvfed og kikset, men hvad så? Parret med jegfortælleren Andreas’ omstændelighed stiller denne teknik visse krav til læserens vedholdenhed. Tager man den indre monolog som bare tidstypisk utilpassethed – ind i traditionen fra også Joyce og Svevo, Ørnsbo og selv elskværdige Benny Andersen – kører man sur i scenerne. Men den præcise årsag til Andreas Feldts svingen mellem selvgrubleri og overfald på omgivelserne får vi først på bogens sidste side. Gem den – og tro mig på mit ord: Forklaringen gør læsningen umagen værd og giver psykologisk mening til hele mandens betændte bevidsthedsstrøm og idiosynkratiske udfald. De er selvfølgelig ét langt forsøg på at undgå sagens kerne, det ubærlige traume, som alt det andet er overspringshandlinger for. Men så alligevel ikke kun dét. Sort-hvidt dobbeltmotiv Skildringen uden om den fortrængte sorg – ’Selvbedrag’ ville være en lige så dækkende, men alt for afslørende titel – rummer samtidig et alment billede af mennesket over for forgængelighedens meningsløshed. Fortættet f.eks. i en ultrakort scene, hvor Andreas lader vandet på værtshusets pissoir og føler den hånd, han sigter med, som en handske af kød, trukket uden på et tilfældigt skelets knogler – hvorpå han onanerer med samme hånd, til fantasier om de fremmede servitricer. Den anonyme, korte vellysts flugt fra dødens grinende skelet er jo ikke forbeholdt en tilfældig samtidig nordmand. Det er et sort-hvidt dobbeltmotiv i europæisk litteratur og kunst siden middelalderen.
