TOE eller ’theory of everything’ hedder den store hvide hval, som mange fysikere jagter – en teori, der kan forbinde og forklare alle fysiske fænomener i universet.
En næsten lige så grandios bestræbelse har litteraturvidenskaben huset siden 1960’erne – det årti, hvor teoribølgen slog igennem, og hvor jagten på en generel teori, der formår at omfatte al betydningsdannelse, satte ind. ’Litteraturteori’ kaldes produktet af denne strømning ofte, men det er faktisk mere præcist at bruge den mindre specifikke engelske benævnelse ’theory’, for genstandsområdet var som regel langt større og mere diffust end litterære tekster, og inddragelsen af hjælpediscipliner – lingvistik, psykologi, økonomi, antropologi, osv. – så omfattende, at det kunne være svært at få øje på noget, der lignede en egentlig litteraturvidenskabelig kernefaglighed. Det var vitterlig en »teori om alting«, man søgte, og som ikke så få mente at have fundet. I løbet af det sidste årti er teoribølgen inden for litteraturvidenskaben ebbet ud og erstattet af mere separate og mere beskedne faglige bestræbelser, hvilket både er godt og skidt. ’After theory’ har den engelske kritiker Terry Eagleton kaldt denne tilstand, mens svenskeren Arne Melberg mere malende har brugt udtrykket ’teoritræthed’ om den. Findes i alle kulturer Denne tiltagende teoritræthed byder Jørgen Dines Johansen – mangeårig litteraturprofessor i Odense – nu trods med sit nye magnumværk, ’Litteratur og intersubjektivitet’, der afrunder et stort anlagt forskningsprojekt om litteratur og begær. Dines Johansen, der i sin tid bidrog substantielt til den teoretiske oprustning, er godt nok ikke begejstret for den grasserende og efterhånden genstandsløse ’theory’. Denne afskrives i en fodnote som en flygtig modetendens. Men de store teoretiske ambitioner har han ikke opgivet. Hans nye bog forsvarer udførligt relevansen af teorier – og vel at mærke teorier i flertal – for forståelsen af både litteratur som sådan og af litterære tekster i særdeleshed. Og gør det med stor forstandighed, om end han er lidt lang i spyttet. Som fænomen beskrives litteratur i bogen på tre niveauer – som tegn, som bevidsthedsprodukt og som offentlig kommunikationsform – der må forstås på egne præmisser ved hjælp af henholdsvis semiotik, psykologi og videnssociologi (diskursteori). Hjælpediscipliner inddrages altså stadig med flid, og meget stof resumeres noget pligtskyldigt undervejs, men fokusset flytter sig ikke fra de store spørgsmål om, hvad litteratur er og kan, og hvorfor litteratur findes. Det er bogens store fortjeneste, at den går ufrygtsomt og ganske uasketisk til disse spørgsmål og belyser dem fra et hav af synsvinkler, som spænder lige fra det eksistentielle over det antropologiske til det kognitive og evolutionsbiologiske. Litteratur forstås ikke som et helt og aldeles enestående fænomen, men som noget der findes i alle kulturer (i form af myter, eventyr, fabler og ordsprog), og som er i familie med andre fantasiskabte verdener (blandt andet natdrømme, dagdrømme og symbolske lege). Overflødig – og uundværlig Som en konsekvens af den teoretiske pluralisme får man adskillige svar på de store spørgsmål undervejs. Selv om bogen ser strengt disponeret og hierarkisk ud – med numerisk underinddeling af kapitler og afsnit – er der noget søgende og subjektivt ved fremstillingsformen, der ikke udelukker mere personlige betragtninger. Et af de bedste og mest lærerige svar i bogen er – efter min mening – at litteratur er »den eneste diskurs«, der formidler et »helhedsperspektiv på tilværelsen, i hvert fald den eneste der ikke samtidig tiltager sig en anfægtelig autoritet« – sådan som for eksempel religiøse eller naivt videnskabelige tekster, der forkynder teorien om alting, gør. Litteraturen taler til os uden anden magt end den, vi selv skænker den. Af samme grund kan den som institution siges at være både overflødig – og fuldstændig uundværlig. Den skal nok klare sig, også uden hjælp til opdriften fra litteraturteoriens varme luft. Til gengæld kan alle interesserede blive klogere på, hvad litteraturen er for en størrelse, ved at læse Dines Johansens sobre og klarsynede betragtninger.
