For godt 100 år siden, helt præcis i 1902, arriverede fransk teaters superstjerne Sarah Bernhardt til København.
Madame Bernhardt var på dette tidspunkt knap 60 år gammel. Hun havde ikke desto mindre tænkt sig at give den i rollen som den unge prins Hamlet. Det var ambitiøst. Efter at have overværet forestillingen og studeret fruen var teaterkritikeren Herman Bang ikke i tvivl. Madame Hamlet var divine! »Jeg personlig tilstår, at denne kvinde, der havde anlagt Hamlets dragt, er den største af alle de Hamlet-fremstillere, jeg har sét …«, skrev Bang efter den historiske gæsteoptræden en oktoberaften på Folketeatret. Og med hensyn til kønnet, jo, så var Bernhardt kvinde nok til at give den som mand. Lyslevende Hun har måttet gøre sig til mand, for, som Hamlet, fuldt og ganske at kunne tolke den besynderlige sjælslidelse, der er bunden for hendes egen genialitet«, noterede Bang, og pegede i virkeligheden på sig selv. Hvad Herman Bang så på bunden af Sarah Bernhardt, var – dybest set – et spejl af sin egen lidende sjæl. Hendes Hamlet var også hans Hamlet … »aldrig gal og dog bestandig på den alleryderste skillelinje til at blive det«, noterede han og hæftede sig netop, på tværs af køn og alder, ved dét, han hos Hamlet så som en neurasteniker: et menneske, der lider af nervesvækkelse med træthed og nedtrykthed. Hamlet som »det lyslevende menneske, jeg genkendte og forstod«, skriver på én gang mennesket og teatermennesket Bang. Mennesket bag kritikeren Hamlet vendte Bang gang på gang tilbage til. Det kan man læse af hans mange teateranmeldelser og skuespillerportrætter, som de fremstår lyslevende, og indsigtsfuldt kommenteret i en af årets mange, men også lidt oversete Bang-udgivelser: Knud Arne Jürgensens antologi, ’Dramaturgiske pennetegninger, Herman Bang som teateressayist’. Det er mildt sagt fremragende læsning. Psykologisk indsigtsfuldt, teaterteknisk pointeret, som regel satans velskrevet. Men det er også sigende, at teaterkritikeren Bang ikke nødvendigvis er noget sandhedsvidne, når det gælder det, der skete på scenen. Ungdomsvennen og journalisten Peter Nansen bemærkede bl.a. om kritikeren Bang, at han jo var og blev en indvendig skuespiller: »Ser han et stykke, spiller han åndelig med, og skal han så skrive om stykket, så tænker han ikke på, at meget af det, han har set og hørt, ikke er foregået på scenen«. Så meget mere viser mennesket bag kritikeren sig i det, han skriver og portrætterer. Sandheden om Herman Bang kan man, i alt fald delvis, aflæse i hans anmeldelser i almindelighed og i hans tilgang til Hamlet i særdeleshed. Født til at flakke Om den svenske skuespiller og teaterleder August Lindbergs Hamlet-fremstilling skrev Bang således i en artikel i 1883: »August Lindberg er en ægte moderne type. Ihærdig indtil feber, opfyldt af tusind ting, jaget af den evindeligste uro. Denne mand synes ikke at kunne blive på et sted, han er født til at flakke om. (…) Bestandig i aktivitet, stablende anstrengelse på anstrengelse lever han af og på sin nervespænding. Den driver ham af sted, og den nærer ham. Den skænker ham alt – uden ro«. Hvis det ikke er Bang, der her skriver om Bang selv, for ikke at sige om netop tidens moderne menneske … rastløs i sin kunstnersjæl, hjemløs i sit liv, hjælpeløs som et stakkels barn. Nerver alt sammen! Og om den østrigsk-ungarske skuespiller Josef Kainz, hvorom Bang skrev i alt seksten større artikler, hedder det om hans Hamlet, (’Masker og Mennesker’, 1910), at »Fremmed er han omgivet af fremmede. Det er dette, som bliver hans nervers pinsel. Selv forstår han ikke og forbliver uforstået. (…) Indtil han, den ene blandt alle, pludselig føler sig som – bliver den ene mod alle«. Igen: Bang vidste, hvad han skrev om. Eneren og outsideren, den undertiden landflygtige, forstod om nogen Kainz’ Hamlet. Outsider genkender outsider Men der var også trøst at hente her. For hvorhenne, andet end netop hos sin eneste ven, kan denne Hamlet finde hvile? »Derfra denne rent legemlige klyngen sig til Horatio – «, maler Bang frem fra scenen, »med hovedet på hans skulder, hænderne om hans hals, hjertet ind mod hans hjerte. Hele Hamlets trætte hjemløshed i verden løser sig ud i denne korte hvilen ved vennens bryst«. Her må man gerne tude lidt! En ung mand ligger på scenen ved en anden ung mands bryst; mand til mand, hjerte til hjerte. Som udtryk for den anderledes kærlighed? Bang skriver det ikke, men sådan som han beskriver scenen, ser læseren det for sig: den ældre homoseksuelles patetiske udlægning af og indirekte hyldest til to trætte drengemænd. Bernhardt og Kainz: Det var især hos disse to særprægede Hamlet-fremstillere, at Bang så og fandt sig selv. Når en outsider genkender en outsider … At være homo Med andre ord. Er det først og fremmest bøsse-Bang, der igen og igen taler om og spejler sig selv igennem homo-Hamlet? Historien om en teaterkritiker, der så at sige fandt sin prins: kvindelig som hos Madame Bernhardt, spinkel og drenget som hos Kainz? Spørgsmålet kan bestemt foldes ud med henvisning til bl.a. Shakespeares egen omdiskuterede seksualitet. For eksempel skriver Bang selv i ’Mine Tanker om det sexuelle Problem’ ( udg. 1927), kendt som ’Herman Bangs erotiske testamente’ og netop genoptrykt, om digteren som homoseksuel:
