Interview: Leonora Christina Skov

E r den nye krimibølge med krimidronninger her og der en fornyelse eller en fornedrelse af litteraturen? »Personligt kan jeg kun hilse enhver saglig diskussion af moderne kvinderoller hjerteligt velkommen, og det synes jeg generelt, at femikrimierne leverer. Så en fornyelse er der så absolut tale om, selv om den har været længe undervejs her til lands, når man sammenligner med f.eks. England og USA«. »Jeg stiller mig i øvrigt skeptisk over for litteratur omtalt som litteraturen, som har vi at gøre med et særligt reservat, hvor Den Ophøjede Kunst gungrer rundt, mens alle med dannelse må klappe andægtigt. Selvfølgelig anerkender jeg, at ikke al litteratur er lige sprogligt og indholdsmæssigt udfordrende, lige godt skruet sammen eller lige behæftet med nødvendighed og relevans for verden, men det er da alt sammen litteratur«. De såkaldte femikrimier bliver beskyldt for ikke at være litteratur men ren underholdning med dårligt sprog og tynde plot – har man ikke altid hørt de beskyldninger, bare rettet mod krimigenren generelt? »Det er klart, at vurderer man Camilla Läckberg og hendes krimikolleger ud fra forestillingen om, at god litteratur er lig med Rilke, så skuffer krimierne fælt. Men man bortdømmer jo heller ikke Rilke, fordi hans digte ikke just underholder. Første skridt i en seriøs debat må virkelig være at vurdere bøgerne på deres egne præmisser og spørge sig selv, hvad de lover, og om de holder det eller ej. Femikrimierne lover at fængsle og underholde og bringe en kvindelig erfaringsverden i spil på en ny måde, og jeg er temmelig sikker på, at det lige præcis er de kameler, visse mandlige forfattere har svært ved at sluge«. Seriøs leverpostejmad »Overordnet hersker der stadig en lam konsensus om, at underholdning er lig med underlødigt, som er det i udgangspunktet dubiøst at læse en bog til ende i et stræk. Det bliver mærkværdigvis ikke regnet for en kunst at skrive en god krimi, selv om det faktisk er påfaldende få forfattere, der formår at skrue et overbevisende plot sammen og endnu færre, der har det nødvendige sproglige drive. Når der oven i købet er tale om underholdning for kvinder, skrevet af kvinder, har genren da helt klart også sit køn imod sig, ligesom ridderromaner, guvernanteromaner og gotiske romaner har haft det, hvis vi kaster et blik over skulderen«. »Det interessante er, at mænd, der skriver biografier om hinanden eller spionromaner om andre mænd, aldrig bliver klandret for at underholde, selv om det er, hvad de gør. Som regel endda i et henrivende dårligt sprog og med alverdens sidehistorier om heltens forbrug af alkohol og kvinder. Man tænker ’dameblad’, når kvinder inddrager intimsfæren og ikke ’M! Magazine’, når mænd gør det. Sandsynligvis fordi man stadig forestiller sig, at mænd pr. definition skriver om det almene og kvinder om det partikulære med pil til pinlige«. Udgør femikrimiernes succes og den massive markedsføring af deres forfattere en reel trussel mod andre typer skønlitterære bøger og forfattere? »Der er lidt Hitchcocks ’Fuglene’ over spørgsmålet. Man ser den her kæmpe invasion af kvinder for sig, der langsomt men sikkert udpiner markedet, til der ikke er en eneste kvalitetsudgivelse tilbage. Bogbranchens pendant til skrækfantasien om, at kvinderne overtager verden, selv om jeg i grunden er temmelig sikker på, at mandlige forfattere fortsat sidder på størstedelen af markedet«. »Personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter. Det har heller ikke været spor okay at udtrykke, at man faktisk gerne vil sælge bøger, og at man har en stor læserskare i tankerne, mens man skriver. Men det skader altså ikke at tænke bøger som en vare, der skal sælges bedst muligt – både forlag og forfattere kan faktisk kun vinde på det. På den måde ser jeg femikrimierne som bogbranchens wake up call.«. »Samtidig kan man selvfølgelig ikke se bort fra, at den massive markedsføringstrend udgør en reel trussel mod den store gruppe forfattere af begge køn, der hverken er shiny shiny eller vil se sig selv i fuld figur over Vesterport Station. De vil sandsynligvis få sværere ved at få opmærksomhed, end de allerede har, og det er selvfølgelig en skam. Særligt, selvfølgelig, hvis de har en masse på hjerte«. Her og nu er genrens grundpræmisEr femikrimierne kommet for at blive eller er de en trend, der måske topper nu og forsvinder? »Langt de fleste genrer har deres storhedstid, og det samme vil utvivlsomt gælde femikrimierne, som vi kender dem i dag. Uden at lyde alt for meget som Institut for Fremtidsforskning forestiller jeg mig dog helt klart, at den kvindelige helt tilsat krimiplot vil leve videre på nye måder, f.eks. i nye heltindetyper og dermed nye forhandlinger af kvinde- og manderollerne.« Hvorfor ligger de øverst på bestsellerlisterne, tror du? »Det er jo ikke ligefrem noget nyt, at underholdningslitteratur ligger øverst på bestsellerlisterne. Det nye er, at den handler om modige og selvstændige kvinder og er skrevet af kvinder, der scorer kassen, og jeg tror helt klart, at ronkedorerne føler sig stærkt anfægtede over begge dele. Efter århundreder, hvor både succesforfatterne og deres helte var mænd, mens kvinderne kunne gøre sig til i baggrunden, er det vel også trist at måtte indse, at kvinder ikke gider bøje sig i støvet længere. I hvert fald ikke over mandlige forfattere og deres gammeldags helte. Når kvinder køber femikrimier i tusindtal, hænger det netop sammen med, at vi selv vil være heltinder, og at femikrimierne udstikker en retning for, hvordan vi kan blive det. For eksempel ved at bruge vores hoved og udvise dristighed og handlekraft. Så at læse femikrimier er en win-win situation: God underholdning og et spark i den rigtige retning«. Vil de kvindelige krimiforfattere, der topper bestsellerlisterne nu, blive læst om tyve år? »Næppe. På en måde kan man selvfølgelig sige, at det er et kvalitetskriterium at skrive bøger, der stadig kan læses om tyve år. Men samtidig kan man spørge sig selv, hvad der er mest kvalitet i: at en bog appellerer til titusind læsere både i dag og om tyve år, eller at en bog appellerer til tohundred tusind læsere i dag. I begge tilfælde er bøgernes udbredelse enorm, og i femikrimiens tilfælde er jeg temmelig sikker på, at her og nu-udbredelsen er genrens grundpræmis. Det er bøger, der foruden spændingsmomenterne tematiserer moderne kvindeliv og diskuterer moderne kvinderoller, ligesom Henning Mankell f.eks. diskuterer 50+-manderollen og far-datter-forholdet i sine krimier. Om tyve år står kvinder og mænd forhåbentlig andre steder og føler trang til at diskutere andre problemstillinger, der vil afspejle sig i den tids underholdningslitteratur«.