En gang for meget længe siden inviterede min far mig i Park Bio i København til filmen ’Alle tiders helt’ fra 1947 med Danny Kaye og Virginia Mayo«. Det er Line Ungermann, Politiken-tegnerens datter, der skriver sådan i dette ny udvalg af faderens længe savnede tegneserie om ’Caligula, dagdrømmeren’ – for dén var netop inspireret af Danny Kaye-filmens greb: At drømme eventyrlige hændelser ind i hverdagens begivenheder. Ungermann, der selv var redaktør af Politikens navnkundige søndagstillæg Magasinet, trængte til en ferie fra tegneserien om hushjælpen Hanne Hansen, der havde kørt i magasinet siden 1935, og tegnede så ’alle tiders dagdrømmer’ i et år, men måtte overgive sig: Læserne krævede Hanne Hansen tilbage.
Elskelig var hun da også, men også denne anden serie i Ungermanns elegante og dog lyslevende streg – husk rulletekstvignetterne til ’Matador’ – tåler fint et gensyn (selv om det kan diskuteres, om så uretoucheret en scanning efter de grumsede avistryk yder serien retfærdighed): Tandlægesnak og morgenhår I tre ruder i farver og med bølgende ’drømmerammer’ om ser vi den lille mand med det paradoksalt kejserlige navn udføre en ædel dåd, mens fjerde rude, sort-hvid og i retvinklet ramme, afslører den prosaiske virkelighed bag dagdrømmen. Som når han dræber en slange – hvis anden ende er fastgjort til naboens udendørs vandhane. Eller når Gunnar-NU-Hansen i farver lykønsker Caligula med sejren i cykelløbet – men realiteten er, at vor antihelt er ved at blive noteret af en færdselsbetjent! Sort-hvid var den danske virkelighed dengang endnu mest, både på film og i trykte tegneserier. Også i den ugentlige tegneserie om ’Poeten og Lillemor’, som sektionsredaktør Ungermann fik den unge tegner Jørgen Mogensen i gang med i 1950. Snart blev dén en daglig stribe, men Mogensen havde også kræfter til et udvidet ugentligt møde med parret, der endte både på filmlærredet og på frimærkerne – og dén version i ugebladet Hjemmet var i farver. Som supplement til det store 25-binds projekt med Poetens samlede (striber, ikke digte, for hans poesi fylder vist færre bind!), hvoraf de første syv bind er udkommet, har Bogfabrikken fået Philip Treschow til at foretage et udvalg af de i alt ca. 1.800 striber/sider, der blev trykt i Hjemmet indtil 2003. Striben begyndte i ugebladet i 1968, da Poul Hammerich var Hjemmets redaktør, og seriens funktion som kulturhistorisk kommentar til tidernes og modernes skiften bliver ikke ringere af at få farver og lidt flere ruder at slå sig løs i. Stregens skiften hen over 35 år er slående, mens emnerne vedvarende spænder fra det uendeligt små – tandlægesnak og morgenhår – til de større og mere almene trusler såsom som rudekuverter, postordrekataloger og EU-papirnusseri. På én gang drøjt og lattermildt var Mogensens syn på den hverdag, han tegnede her i Politiken indtil få måneder før sin død i 2004.
