Alderdom er ikke en kamp, alderdom er en massakre«. Som citatet antyder, leder man forgæves efter opmuntrende peptalks om det grå guld og den dejlige pensionisttid i Philip Roths ’Enhver’. Tværtimod leverer den 74-årige amerikanske forfatter en nådesløs og nøgtern beskrivelse af fysikkens gradvise demontering, af »de ørkesløse dage og de usikre nætter«. Det er kort sagt en roman, der handler om blive gammel og hver dag vide, man skal dø inden for en overskuelig tidshorisont. En roman om alderdom, sygdom og død som det definitive fællesvilkår. Deraf romanens titel – døden venter på alle og enhver. Samme indgang, samme udgang. Så meget har vi i det mindste tilfælles. Tilstoppede kranspulsåre Sammen med Marilynne Robinsons ’Gilead’ udgør ’Enhver’ to vigtige amerikanske nutidsromaner om at blive gammel og leve i dødens nærhed. Men hvor ’Gilead’ på en måde har barnetroen som sit tema og giver sin hovedperson et fortrøstningsfuldt nu at leve i, er Roth den gennemført illusionsløse agnostiker. Der er ingen bagdør, ingen nåde. Kun en blanding af stoicisme og panik. Den anonyme hovedperson er en typisk Roth-figur. Pensioneret, succesfuld reklamemand fra New York. Jødisk middelklasse. Tre gange gift. Først fik han to børn med en umulig kvinde. Så blev han gift med sit livs kærlighed og fik en datter med hende. Hvorpå han i en alder af 50 år mødte den unge blonde, danske fotomodel Mette med det mest uimodståelige numsehul.
Og så gik det, som det gik. Enhver vandrer omgivet af sit selvskabte vraggods fra den ene tilstoppede kranspulsåre til den næste. Menneskelig plamage Hvor præsten John Ames i ’Gilead’ kommer overens med tilværelsens afslutning, går det så stik modsat for ’Enhver’, at man næsten kan have Roth mistænkt for at skrive bogen som en replik til Robinsons Pulitzer-prisvinder. Det varme forhold til datteren Nancy er det store lyspunkt i hans tilværelse – men hun er nu også næsten patologisk tillidsfuld, husker han sig selv på! Malerkunsten, som skulle dyrkes på fuld tid i hans otium, viser sig at være en skuffelse, da først de stakkels tynde pensler skal bære hele læsset.
