Selve scenariet er så simpelt, som tænkes kan i Hans-Erik Larsens digtsamling efter syv års tavshed (eller rettere: publikationsfravær), nemlig ’Og så til mennesket’.

Et midaldrende mandligt digterjeg taler centrallyrisk rundt om den hverdagsligt nære og gnistrende skarpe sansning af konkrete detaljer, indlagt på et bagtæppe af en undersøgelse af identiteten (hvem er jeg egentlig?) og kærligheden og sensualiteten i mødet med en eller flere kvinder. Men der er noget sprødt ulmende og skingert over dette jeg – i åbningsdigtet ’Cementblander’ lyder det: »ud på et strygebræt af sol/der drejer rundt i en/cementblander på byggepladsen:/jeg virker ikke«.