T il Jakob, vores kære søn/Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor/Du bringer smilet frem hos din far og mor/Må livets byrder føles som en leg/Når vi bærer dem alle sammen med dig«,

lyder dedikationen i den bibel, Troels og Rebekka Isaksen har givet Jakob i dåbsgave. Lille søde, artige Jakob. Lille slemme, uartige Jakob. Ekko, ekko, ekko. I Mads Nørskov Rasmussens debutroman, ’Mono’, er forældre, mostre, pædagoger og hvad der ellers findes i voksenverdenen flyttet ind i hovedpersonen Jakob, 16 år, som en kedsomhedens muzak. Klicheernes trofaste akkompagnement til hans indre monolog. Indeni kommenterer han alt og alle, især fejlene spotter han, i et anti-akademisk sprog, der lavkomisk gennemstrømmer bogen. Udadtil er han stort set stum. Lad og uden initiativ. Han henholder sig til ikke at mene, føle eller drømme, alt imens han bliver talt til og omklamret af en verden, han ikke kan eller vil passe ind i. Et år på efterskole, med morgensang og udendørsliv, er den ordinerede medicin, der skal kurere lille Jakob. Mellem trashy og finkultur Mads Nørskov Rasmussen tager imod på Nørre Aaby Efterskole på Fyn. Han er netop blevet ansat og har arbejdet nøjagtig fem dage i den tætte, lave bebyggelse i provinsbyens udkant. Det er første gang, den 30-årige cand.mag. i dansk og tysk underviser på efterskole. Han ser ud til at føle sig hjemme og indrømmer, at han da er begyndt at lede efter Jakob og bogens anden hovedfigur, den lidt ældre punkdyrker Ivan, blandt eleverne. »Jakob er en usikker dreng. En bangebuks og en medløber på mange måder. Punker bliver han aldrig, selv om han i løbet af bogen giver sig ud for at være det. På grund af sin usikkerhed tager han afstand fra alle autoriteter. Det er en let position at være i. De voksne er stereotyper. Ingen nuancerede billeder her. Han er i høj grad en upålidelig fortæller. Kun Ivan og læreren HP får chancen for at have mere end én dimension«, siger forfatteren. Titlen ’Mono’ refererer til bogens eneste – upålidelige – fortæller. Og den refererer til monoton. Kedsomheden spiller en stor rolle i bogen. Mads Nørskov Rasmussens intention var at dyrke kedsomheden på en underholdende måde. »’Mono’ skulle lande mellem det finlitterære og en mere trashy populærkultur, som først og fremmest skal underholde. Den slags synes jeg ikke, der er nok af. Netop det, at han er denne lade person, der spotter andres fejl, skaber komikken«. De fornuftige voksneUanset hvilken del af voksenverdenen, der er på banen i bogen, repræsenterer den en ganske bestemt indstilling til de unge. De skal fyldes op, præges, gøres stærke, gøres klar, lære at stå på egne ben, kende sangskatten, kende danmarkshistorien osv. ... Som var de tomme kar, hvis det ikke skete. »De voksne repræsenterer rationaliteten. Fornuftsverdenen. De bliver så over en kam i Jakobs optik lig med ét stort skolesystem – og en mega floskelfabrik. Derfor rummer hans stemme også alle de klicheer, som præger den verden af autoriteter, der omgiver ham. Ordsprogslignende vendinger, som jeg kan tage mig selv i og derefter tænke: ’Hold kæft, hvor er det snotdumt at sige!’«. Forstanderen på Nørre Aaby Efterskole gav et fint eksempel lige før. »Mit kontor er lidt mørkt, men I to sole lyser jo sådan op, at det kan blive nødvendigt at trække for«, sagde han venligt til os. Men hvad kan han egentlig vide om, at vi er to sole? Vi kunne lige så godt sætte os ned og være dybt formørkede. »Ja, det er præcis den trang til hele tiden at tale pædagogisk, Jakob brækker sig over. Det hele bliver åh, så korrekt. Det ville være dejligt, hvis nogen bare en gang imellem stillede sig op og sagde ’Luk røven! Hold din fede kæft!’ til en elev. Hvis det virkelig var det, man mente. I stedet for ’Du skulle nu lige tage og gøre sådan og sådan ...’. De unge fatter ikke det sprog. Det skriger langt væk af skolevæsen. Hvorfor ikke bare engang imellem sige tingene ukorrekt, men på en måde man kan forstå?«. Et kig i spejletHvorfor er den historie vigtig at skrive? »Den bliver nærmest ikke fortalt i dansk litteratur. Stort set ingen skriver romaner i grænselandet mellem ung og voksen. Måske er der en forestilling om, at skriver man om unge, er det en ungdomsbog. Og at man skriver sig ned i en verden under niveauet for de tanker, man selv burde tænke, når man skriver om en 16-årig dreng. Men ungdommen fortjener at blive behandlet på en seriøs, nej, god useriøs måde, den rigtige måde«. Hvorfor er det så vigtigt at behandle ungdommen ’på den rigtige måde’ – fasen varer jo ganske kort? »Jamen, det er jo netop nu, det sker! Året på efterskolen flytter dem så meget og alle mulige steder hen, de ikke havde forestillet sig. Det år er så sindssygt! De kommer som børn og tager af sted som noget helt andet. Forhåbentlig noget rigtig fedt«. »Bogen er ikke tænkt som en dannelsesroman, hvor Jakob pludselig får en åbenbaring og har lært, hvad han skal gøre. Det er mere en skildring af den fortvivlelse, der må gemme sig. Hvor svært det er at have den alder. Jeg kan huske den. Bare man kigger sig i spejlet, kan det være helt ad helvede til«. Det indre, stille oprørHvorfor skal en voksen læser, lad os sige på 40 år og i overhalingsbanen i den globale verden, læse den bog? »Først og fremmest for at blive underholdt«. Skal der ikke være et argument mere end underholdning? Kvalitetskrimierne ligger over det hele, lige til at tage med. Hvorfor skal benævnte 40-årige i overhalingsbanen engagere sig i en indesluttet 16-årigs tilblivelsesproces? »Litteraturen kan udstille livet på måder, som virkeligheden ikke kan. Den kan udstille de år, som alle har en forbindelse til. Børn, bekendte, dem selv. Går du ud på gangen her, får du meget mindre at vide«. Jakob selv ved ikke noget. Han læser ikke aviser, ser ikke nyheder, læser kun tegneserier, har ingen meninger stort set. Andre må egentlig gerne bestemme. Hvorfor er han ikke engageret i omverdenen? »Omverdenen har i en lang årrække været så kedelig for ham, at han er holdt op med at høre efter. Opvæksten med forældrene har været så gennemført korrekt. Hans ikke-giden er et stille oprør. Han ryger sammen med Ivan ind i punkverdenen, men det er mest en tilfældighed. Han er passiv. Men passiviteten bliver da også en slags handling«. Der er ikke plads til hans slags. Ungdomshuset er lige blevet revet ned, til eksempel. »Det er en stor skam. At rive det ned er udtryk for ensretning af samfundet. Ungdomshuset blev fanget i skolesystemet Danmark, som de utilpassede skal tilpasses. De oprørske skal, uanset om de vil eller ej, lære at klappe stavelser«, siger forfatteren, der i bogen har givet københavner-punker-romantikeren Ivan en storebror, der kommer i Ungdomshuset. Hvorfor siger Jakob ikke noget af alt det, han siger inde i sig selv? Der er jo højtryk derinde! »Han er den stille type, der bobler indvendig. En gang imellem ryger låget af, som da han tordner ind i sin far i radiobilen og er ved at knække halsen på ham. Men han bliver med det samme den stille fyr igen. Han er skabt til at være nede i mængden. Projektørlys i hovedet får han spasmer og myrekryb af«. Hvad kan man egentlig?Hvor er han, når han er 25? »Han har formentlig stadig problemer med at finde ud af, hvad han skal være. Det håber jeg næsten. Hans ungdom kommer sikkert til at strække sig, til han er 30 år«. Det duer jo ikke i det samfund, vi har skabt. Fjumreår er no-go, og det handler om at kunne stå på en scene, kunne kommunikere, sælge sig selv og mest af alt vide, hvor du vil hen. »Jeg er slet ikke tilhænger af, at man skal vide på forhånd, hvad man kan og ikke kan. Selv den tid, fra jeg kom ud fra universitetet, til jeg begyndte at arbejde, var forfærdelig skrøbelig. Man føler måske ikke præcis samme angst som Jakobs, men oplevelsen af at stå usikker helt ude på en kant er meget angstfremkaldende. Man tror, man kan så meget, men når man så står der og skal skrive sin ansøgning og kunne leve op til ordene, hvad kan man så virkelig?«. Jakob opponerer mod, at alle pr. definition skulle have drømme. Hvorfor er det en selvfølge?, spørger han. »Sådan er samfundet bygget op. Man skal stræbe efter noget. Man kan ikke passivt stå på sidelinjen og se til. Man skal gennem møllen, gennem folkeskolen, man skal videre og videre. Man bliver presset og skubbet frem. Knap så smart at være Jakob, som jeg ser som en papirbåd i vandet, der flyder med, men egentlig ikke har tænkt sig at styre nogen som helst steder hen foreløbig«. Kedsomheden i samfundetFor ikke så længe siden var det accepteret også af voksenverdenen, at det var udviklende at prøve forskelligt og tage sig tid. »Ja, det har ændret sig meget. Det er også en af grundene til, at kedsomheden spiller så stor en rolle. Den er en samfundssyge«. Hvilket samfund producerer kedsomhed? »Det gør det samfund, der er så forgrenet, at man overhovedet ikke kan se nogen alternativer. Man er bare en del af det, en slags marionetdukker, der bliver nødt til at agere inde i samfundet. Hvis vi to skulle blive enige om, at vi ville ud og revolutionere det, ville vi ikke engang kunne finde ud af, hvad der skulle stå på banneret!«. Skræmmer det dig? »Det er da egentlig en uhyggelig verden, at systemet har taget så meget over, at man ikke engang kan komme i tanker om, hvad der ellers kunne være af alternativer. Det kan være, man som ung prøver at gøre oprør, men de par punkere eller fire, der er herude på skolen, skal nok komme til at se anderledes ud, så snart de, uanset om de vil eller ej, er gennem møllen«. Kunstner – eller bare sølle Ivan vil måske være undtagelsen, siger Mads Nørskov Rasmussen. Ivan er en stærk person og meget mere punker, end Jakob er, fordi han virkelig føler for noget og tror på det. Han dyrker punken. Det gør Jakob ikke. Han lader sig blot klippe korthåret, male sort rundt om øjnene og presse ned i en to størrelser for lille læderjakke. Ivan har en god fornemmelse af, hvem han selv er. »Men i voksenverdenen vil han formentlig falde igennem som stakkel. Med mindre han gør et eller andet genialt, han får succes med. Kunstnertypen eller bare sølle«. Er der unge som Jakob og Ivan her på Nørre Aaby Efterskole? »Helt sikkert. Indtil flere, vil jeg skyde på. Sådan nogen som Ivan klarer sig godt i starten, de er gode til at råbe op og få opmærksomhed. Men de falder fra efterhånden. Jakob-typerne ved jeg endnu ikke, hvem er. De kigger ned i jorden og siger de rigtige ting, når de voksne kommer. Man prøver at snakke til dem de første dage, for at de skal føle sig trygge og kunne lide at være her, og man kan se på dem, at de tænker: ’Så hold dog kæft! Jeg har det fint nok, gå med dig. Lad vær’ med alt det tryghedsfis!’. Man gør det jo alligevel. Selvfølgelig. Jeg er selv blevet en af dem, der bliver rullet øjne af. Som snakker hjerteligt til forældrene, der naturligvis er bekymrede for at gå, mens Jakob’erne tænker ’Så luk dog døren, store klovn, så vi kan få spillet noget guitar!’«. Mads Nørskov Rasmussen: Mono (Forlaget Ries)