Det er en klassisk misforståelse at tro, at man altid kan få forfattere til at sætte yderligere ord på det, som de har brugt en hel roman på at beskrive. Nogle gange er man dog heldig. Forfatterne stiller op, spiller spillet og giver journalisten, hvad hun har brug for. Andre vægrer sig, synes ikke, der er mere at sige, men stiller op, fordi det nu engang kræves, når man også gerne vil have et publikum til sine bøger. Assia Djebar hører til de sidste. Jeg fornemmer det straks, efter at jeg har sat mig over for den 71-årige algeriske kvinde. Tonen er ikke uvenlig, snarere lidt opgivende, og opgaven lettes ikke ligefrem af, at hun før mig har været i kløerne på andre danske journalister, der ligesom jeg mødte op i forventning om at få hende til at uddybe sit syn på mandsdominerede muslimske samfunds kvindeundertrykkelse. »Jeg er ikke politiker, jeg er forfatter, og min opgave er at fortælle, hvad jeg ser, og det har jeg gjort«, siger hun, så det ikke er til at misforstå. Der er med andre ord ikke noget at uddybe. Indespærring af kvinder Djebar er i Danmark for at modtage ALOA-prisen, som hun får for sin roman ’Shahrazads søster’, der udkom på fransk i 1987, men først forelå i dansk oversættelse sidste år. De danske læsere er ikke ene om at have været længe om at opdage Djebars bøger.
Hun skulle fylde 70 år, før det litterære Frankrig for alvor viste hende anerkendelse, da hun som den første muslimske nordafrikanske kvinde blev medlem af det prestigefyldte l’Academie Francaise sidste år. Til mit – og mine kollegers – forsvar skal siges, at vi formentlig alle mødte frem til interviewet med ’Shahrazads søster’ i frisk erindring. Bogen skildrer to kvinders sammenvævede liv i Algeriet. Isma er en fri kvinde – veluddannet, har boet i Vesten, bærer ikke slør og har forladt sin mand og deres datter.
