Er parcelhuslivet skræmmende eller fascinerende? »Jeg er selv vokset op i forskellige parcelhuskvarterer, og jeg er både tiltrukket og skræmt. Der er en stemning, som er både dybt foruroligende og helt fantastisk. Det, der tænder mig i forhold til parcelhuskvarterer, er spørgsmålet om, hvorvidt de folk, der bor i parcelhusene, virkelig er så ens, som husene foreslår. Der er samtidig en dobbelthed i kvarteret, for man følger med i hinandens liv og alligevel gør man slet ikke. Fordi man bor tæt på hinanden, hører man forskellige ting, og der går historier om folk. Ligesom i alle andre små landsbyer. Nogle gange får man ting at vide, som man ikke vil vide, og man ser ting, som man måske slet ikke har lyst til at se. Det kan være ret frustrerende. På den ene side er man nysgerrig, men på den anden side overskrider man nogle grænser«. Kunne historien havde foregået andre steder end i et parcelhuskvarter? »Ja, det kunne lige så godt have foregået i et lejlighedskompleks eller hvilket som helst andet sted. Men parcelhuskvarteret kan jeg bedst forholde mig til. Der foregår nogle ekstreme ting i bogen, og derfor havde det måske været mest oplagt at lade historien foregå i for eksempel Københavns nordvestkvarter, men jeg synes, det var mere interessant at placere den i et solidt borgerligt miljø«. Ville du selv handle, som Michael gør? »Det er et interessant spørgsmål, og det er derfor, jeg har skrevet bogen. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg ville gøre. Historien handler om den lille voyeurisme, som vi alle sammen har, og som gør, at vi ser realityshow og den slags. Jeg ville undersøge, hvilke behov der ligger bag den interesse, og hvad der får os til at interessere os for mennesker på afstand. Michael lever et tomt liv, og jeg tror, han opnår samme spænding ved at overvåge naboen, som andre gør ved at se realityshow i fjernsynet. Man behøver ikke at forholde sig til det, for det skal bare underholde. Det bliver Michaels hobby at overvåge naboen, men pludselig får han ting at vide, som tvinger ham til at handle«. Hvorfor går der så lang tid, før han træder i karakter? »I begyndelsen er Michaels overvågning ligesom at se fjernsyn. Det er noget, han kan hygge sig med, og det har ingen konsekvenser overhovedet. Men så tager volden til, og lige pludselig bliver det noget andet. Den lille voyeurisme er hypnotiserende og bedøvende, og han luller sig ind i den som en sløv ophidselse over at betragte andre mennesker. Der skal virkelig noget til, før man vågner op, og han griber først ind, da nabokonen er i egentlig livsfare«.