For generation Grå Guld er Montgomery, den britiske general, der under Anden Verdenskrig besejrede Rommel ved El Alamein og i 1945 befriede Danmark, en helt, en myte, et symbol på det godes sejr over det onde. Denne læser stod som 8-årig knægt med storesøster og mor på Strøget ud for Jorcks Passage og så med øjne så store som tekopper Monty komme forbi i en bil flankeret af britiske soldater på motorcykel 12. maj 1945, tiljublet af titusinder af københavnere. Billedet står stadig skarpt på den aldrende harddisk. Jeg kan sige, det var stort. Jeg plagede, indtil jeg fik en ’Monty-hue’. At jeg lignede et miks af en falleret billedhugger og en fransk hvidløgssælger med denne mærkelige baret på hovedet, kastede ingen skygger hin befrielsessommer. Monty var bare sagen. Først langt senere begyndte der at dukke et mere nuanceret – og noget plettet – billede frem af feltmarskalen. For siden har historikere, militærfolk og politikere på begge sider af Atlanten analyseret hans rolle under verdenskrigen. Nogle har kaldt ham den store, næsten geniale militære strateg, andre en kantet pedant. Sandheden ligger vel et sted midt imellem, nærmere det første end det sidste. En fremmed fugl Jørgen Sevaldsen, erfaren historiker med det engelske som speciale, har skrevet en fin, velskrevet og afbalanceret biografi om Bernard Montgomery (1887-1976), den indesluttede præstesøn med det vanskelige sind. Montys far var missionspræst, der øjensynligt mere var optaget af at producere gode kristne end at beskæftige sig med sine egne børn. Opdragelsen var overladt til en meget dominerende mor, som den unge Bernard kom til at hade og i sit voksne liv nægtede at have noget med at gøre.
Fra han var to, til han var 14 år, boede familien i Tasmanien, hvor faren var biskop. Da han vendte hjem til England, var han blandt jævnaldrende drenge en fremmed fugl, som skulle kanøfles. Og det blev han. Han er det klassiske eksempel på den engelske skoledreng, der spinkel og forladt må klare sig med stædighed og stå meget grumt igennem. Trods sin spinkle fremtoning blev han kendt som en slagsbror og lidt af en vildbasse. Svigtet af far Efter sin uddannelse som officer på militærakademiet Sandhurst blev han med sit regiment sendt til Indien 1910-12, kom tilbage og blev to år senere sendt af sted til slagmarkerne i Nordfrankrig og Belgien under Første Verdenskrig. Her kom han ud for en oplevelse, som nok havde sendt de fleste på en kolbøttefabrik.
