Man skal altid skrive sine anmeldelser, så man dagen efter kan sidde i stue med dem, som man har anmeldt. Sådan omtrent lyder Erik Aschengreens etiske fordring til kritikken. Og det uanset om det drejer sig om teater eller dans. Balletanmelderen, dansedoktoren og privatpersonen har vist stort set altid levet op til sit eget krav. Kritikkens rolle – mellem det fordringsfulde og kompromissøgende – diskuterede Erik Aschengreen løbende med især sin vitriole kollega, nu afdøde Henrik Lundgren. Synspunkterne på det at svinge lugejernet i kunstens have kan man læse om i et af de sidste kapitler i Aschengreens nye bog, ’Som jeg kendte dem’. Aschengreens adelsmærke 28 portrætter er det blevet til: mennesker og især balletmennesker fra den danske og internationale skueplads, som Aschengreen har mødt, også anmeldt – og for de flestes vedkommende efterfølgende siddet i samme stue med. Alle sprællevende kunstnere engang – hver på sin måde: Henning Kronstam, Erik Bruhn, Rudolf Nurejev, Kirsten Ralov, Toni Lander Marks, Martha Graham, ja, sgu selv Lulu Ziegler. Og som det forholder sig med kritikken, således også med portrætterne: ikke et ondt ord om de døde. Der er et par herlige scener og stikpiller undervejs, men det er undtagelserne. Svend Kragh-Jacobsen smider en skrivemaskine i hovedet på den unge Erik. Hans Brenaa slipper ikke fra at være noget af en hykler i Paris. Og Erik Bruhn får lov at blive flov – de nærmere omstændigheder må man selv læse. Ellers er det meste festligt. Skrevet med den humor og generøsitet, som er Aschengreens adelsmærke; ud over hans enorme faglige indsigt selvsagt. Efter disputatsen om Jean Cocteau og senest moppedrengen om Harald Lander er det her nok stadig ballethistorie, men på den mere afslappede og især personlige måde. Det klæder. Et spændende liv forpligter Men stikker man læseren en lilletå, kræver han som bekendt benet, ja, hele kroppen med. Aschengreen er nok på god fod med portrætterne, men han sladrer ikke: Vi er på nært hold, og dog holdt på afstand. Ingen godbidder til husarerne!
Det får så være. Det interessante er de momenter af et selvportræt, anslag til erindringer, der følger med … barndomshjemmet på Dantes Plads, ungdoms- og studieårene og siden lejligheden i Paris, mødet med Edouard Dermit (Cocteaus unge tyr og siden universalarving), hvor Aschengreen står i salonen med alle spejlene og lader os ane ’den anden verden’ … Alt sammen peger både indad og fremad, dvs. på det langt mere personligt prægede erindringsstof, som jeg et eller andet hengivent sted sidder – og har siddet – og ventet på. »Mit liv rummer ikke det store dramatiske stof. Jeg har ingen trang til de store bekendelser«, svarer Erik Aschengreen beskedent tilbage i forordet. Bekendelser eller ej: Et langt og spændende liv forpligter. Jeg er hamrende overbevist om, at der gemmer sig en masse – både dramatisk og festligt forførende – tids- og livsstof til en rigtig og gerne stor erindringsbog: om København, om Paris, om den anden verden. For nu at blive ved fødderne: Er det ikke bare at springe ud i det?
