Var der nogen, der kunne tale med om 1800-tallets danske lægevæsen, var det superhypokonderen H.C. Andersen.
Den ømskindede digter var dagligt leveringsdygtig i et farverigt spektrum af ildevarslende klager, og det meste af sit voksne liv omgav han sig (af sikkerheds- og prestigegrunde) med en håndplukket skare af estimerede guldaldermedicinere. Andersen var et omkringvandrende katalog af psykosomatiske skavanker, men de tålmodige doktorer tog hans bekymringer alvorligt, og der var næppe den behandlingsform, som ikke før eller siden blev digterens kadaver til del: klystre, kopsætning, åreladning, vineddike, kloral, opium, spansk flue, igler og surdejsomslag. H.C. Andersen levede midt i en medicinsk brydningstid: Den moderne epoke stod trippende på dørtærsklen, og i generationerne efter Andersens død afvikledes årtusinders hippokratiske medicin til fordel for en ny tids materialistiske blik på krop, sygdom og sundhed. Sygdomme opfattedes nu ikke længere som midlertidige ubalancer i de fire legemsvæsker, og selv om det lå tungt med de terapeutiske landvindinger, gjorde læger overalt i Europa op med en forældet lægekunsts uvirksomme metoder og remedier. Vokseværk Den nye læge var en klinisk arbejdende naturvidenskabsmand, og med bakteriologiens gennembrud i 1880’erne fik lægefaget omsider fast grund under fødderne. Den moderne medicin spændte sig ud mellem sygeseng, obduktionssal og laboratorium, og takket være Listers antiseptik og Mortons æternarkose tilførtes faget tilmed en kirurgisk handlekraft, som i stor stil kom nødlidende patienter til gavn. »Lys over Landet, –/ Det er det, vi vil«, skrev en videnskabsbegejstret I.P. Jacobsen programmatisk i 1884, og selv en forbenet humanist som Georg Brandes måtte nølende erkende, at lægen tog pokalen som periodens lysende helt. Lægestanden oplevede en hastig social opstigning, og faget fandt identitet i knopskydende selskaber, konferencer, tidsskrifter og specialer – og i aggressiv afstandtagen til kvaksalvere og halvstuderede charlataner.
