Manden, der møblerede velfærdsstaten

Lyt til artiklen

Jeg lover mig selv hver gang, at det skal være sidste gang, at jeg handler i Ikea.

Det fører for mange frustrationer med sig, når det møbel eller den dims, jeg har sat næsen op efter, ikke er på lager. Når jeg spilder min tid i den endeløse kø foran vareudleveringen; når jeg kommer hjem og må bruge lige så lang tid på at tolke brugsanvisningen som på et digt af Gunnar Ekelöf; for ikke at tale om den konfrontation med egen fummelfingrethed, som monteringen af et Ikea-møbel alt for ofte fører med sig. Så er det, jeg lover, at det ikke skal gentage sig. Hvad det dog gør med usvigelig sikkerhed, når jeg højst få måneder senere bryder løftet og triller troligt af sted i delebilen efter yderligere bohave – med kurs mod Ikea. At jeg på ingen måde står alene med disse ærgrelser, har jeg fået bekræftet nu ved at læse den svenske erhvervsjournalist Bertil Torekulls bog ’Historien om IKEA’. På den kan jeg forstå, at frustrationsudladninger som dem, jeg lige er kommet med, er en hel og veludviklet genre for sig i virksomhedens historie. Indbegrebet af Skandinavien Ikke desto mindre bliver jeg og millioner andre ved med at vende tilbage, og vi bliver fortsat flere. Sidste år var der en halv milliard besøgende i Ikeas møbelhuse, hvoraf der findes 260 i verden. I år udkommer Ikea-kataloget i et oplag på 191 millioner eksemplarer, mens grundlæggeren, Ingvar Kamprad, er gået hen og blevet den fjerde rigeste person i verden ifølge Forbes’ seneste opgørelse. ’Historien om IKEA’ er i virkeligheden en halvgammel sag, den udkom i Sverige i 1998, men såvel historien om virksomheden som portrættet af dens sære grundlægger er såmænd interessant nok til, at bogen kan bære en dansk oversættelse næsten ti år efter. De to størrelser, Ikea og Ingvar Kamprad, er ifølge fremstillingen så tæt forbundet, at de nærmest er udelelige. ’Ingvar Kamprad, Elmtaryd, Agunnaryd’ lyder de fire egennavne, hvis forbogstaver har givet anledning til det vellydende, vokaliske virksomhedsnavn: Ikea. Navnene henviser til grundlæggeren og hans hjemmeadresse, da han som 17-årig myndling i 1943 grundlagde firmaet: slægtsgården Elmtaryd i landsbyen Agunnaryd i det sydlige Småland. Det var her, han begyndte, fra scratch, med at handle med galanterivarer og med en helt elementær fascination af den store forskel på varernes indkøbs- og udsalgspris.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her