Da jeg havde dræbt den rødhårede mand, gik jeg hen til Quinn og bestilte østers til aftensmad«.

Sådan begynder Michael Cox’ i alle henseender store roman om hævn, arv, familieintriger, besættelse og mord i Victoriatidens England. Det er ikke en sætning, som umiddelbart virker særlig egnet til at vække velvilje eller tillid, men selv om vi altså lige fra første sætning ved, at Cox’ hovedperson og jeg-fortæller, Edward Glapthorn, er morder (eller rettere sagt bliver det, for Cox fortæller sin historie bagfra) og endda en meget udspekuleret og tilsyneladende samvittighedsløs morder, når man ikke desto mindre undervejs gennem historien at fatte sympati for ham.