En uopslidelig interesse har knyttet sig til figuren Don Juan, siden Tirso de Molina omkring 1630, angiveligt som den første, satte hud og hår på herren i El Burlador de Sevilla y convidado de piedra.
Bogudgivelserne fylder flere hyldemeter.
Læg dertil antallet af filmruller, skuespil og musikalske værker komponeret til hans ære. Men hvem er egentlig den mytiske fyr fra Sevilla med højfrekvent go på at pille trusserne af byens damer? Mindst to tolkninger er i omløb. I den ene er han kynisk womanizer, med smag for sex hvor som helst, når som helst. I den anden vægtes derimod hans dybtfølte kærlighed til kvinder og sans for det individuelle særpræg ved hver enkelt af de mange, han vælter omkuld.
Amerikanske Douglas Carlton Abrams har valgt at gå mellemvejen i sin debutroman, ’Don Juans hemmelige dagbog’. Frem toner en på moderne vis reflekteret Don Juan i fuldmoden driftskontrol, men optaget af forholdet mellem kærlighed, sex og lidenskab på måder, der destillerer flere tidsepokers overvejelser på feltet fra højmiddelalderens ridderlighed til dagens postmoderne hedonisme.
Romanen hævder at basere sig på en autentisk dagbog forfattet af Don Juan himself i Sevilla i 1593. Manuskriptet dækker den sidste måned af forførerens liv, hvor han gennem en række centrale tilbageblik perspektiverer det sted, hans livsforløb aktuelt har ført ham hen, nemlig for fødderne af en kvinde, som han til sin egen forbløffelse vil både ære og ægte.
Et nuanceret eftermæle
Det ligger ellers ikke i kortene, da hittebarnet Juan starter sit omtumlede liv hos dydige karmeliternonner lidt uden for Sevilla. 15 år gammel vågner han til mere dåd, end selv en medmenneskelig gradbøjning af klosterreglerne kan rumme, hvorfor han bortvises til nærmeste munkekloster under broder Ignacio de Estradas tugtelse.
