Ruslands vej ud ad det gale spor begyndte, længe før Vladimir Putin blev præsident.

Den autoritære vej blev udstukket samtidig med kommunismens sammenbrud i 1991. Kommunistpartiet blev forbudt, men dets mest bestialske redskab, KGB, blev kun nedlagt på papiret. Jeltsin-epokens liberalisering var dømt til fallit og den tidligere KGB-officer Putin var et logisk valg som efterfølger. Det er det grufulde budskab i ’De sprænger Rusland i luften’. Reorganiseringer af KGB-apparatet blev gennemført, men nogen »havde held til at bevare den overordnede struktur intakt« – endog med større manøvrerum. Kommunistpartiet havde »politisk kontrol« med KGB, men efter 1991 begyndte de såkaldt nye tjenester, herunder FSB, som Putin siden har styrket, »at operere fuldstændigt uafhængigt og uden nogen form for opsyn«. »Det tidligere KGB’s grundlæggende aggressivitet blev ikke længere holdt i ave hverken af ideologi eller lovgivning«. Mordet skabte interesse for bog Da de to forfattere, Aleksandr Litvinenko og Jurij Felsjtinskij, i 2002 havde bogens førsteudgave klar, var det svært at gøre vestlige forlag interesserede, og en russisk udgave var udelukket, da Putins regime da havde mast ytringsfriheden under sine balder. Eller var det selvcensur? Alle vidste, hvad Kreml ikke ønskede lys over, herunder omstændighederne ved bombesprængningerne i russiske boligblokke i 1999. Mordet på Litvinenko skabte en ganske anden interesse for bogens opdaterede udgave, der lå færdig kort før hans død. Mange vil kaste sig over den, da netop bogens afsløringer ses som årsag til mordet på Litvinenko. Man leder dog forgæves efter konkrete spor til opklaring, derimod er der rigeligt, som gør det sandsynligt, at den kostede Litvinenko livet. Den handler om et svidende sår i Ruslands kød: Et væld af indicier på, at FSB stod bag bombesprængningerne, der blev startskud til den anden invasion i Tjetjenien. Det er en kendsgerning, at det bar Putin frem til præsidentposten. At FSB ofrede næsten 300 russiske liv for det, forbliver imidlertid indicier, hvor stærke de end er. Sække med stof og sukker De stærkeste indicier gælder det, som først blev kaldt et »afværget terrorangreb« i byen Rjasan, hvor beboere i en boligblok så nogle sække blive båret ind i deres kælder. De tilkaldte politiet, der konstaterede, at sækkenes indhold var »et stof af hexogentypen blandet med sukker«. Putin og indenrigsministeren roste de årvågne borgere, men så kaldte FSB-chef Nikolaj Patrusjev det en »øvelse« og sagde, at der kun var sukker i sækkene. Rjasans FSB havde intet hørt om en øvelse, og FSB’s pressechef blev en højst uheldig helt, da han før Patrusjevs påstand havde sagt ja til at deltage i tv-programmet ’Dagens Helt’. Her fremgik det ifølge forfatterne, at »det havde været FSB’s plan at se tiden an, mens indbyggerne i Rjasan og journalisterne slugte versionen om et afværget tjetjensk terrorangreb«. Planen blev saboteret af, at politiet i Rjasan havde sporet bombemændene, der var tilknyttet FSB. Indicierne imod FSB ville i en retsstat havde udløst en tilbundsgående efterforskning. Det har Kreml hårdnakket afvist og blandt andre to medlemmer af Dumaen blev myrdet for at forsøge. Og alt lokalt efterforskningsmateriale blev bragt til Moskva. Den russiske mediedækning, umiddelbart efter de gennemførte bombesprængninger i Moskva og andre byer, er sammen med bogens materiale en guldgrube for eventuelle efterforskere. For åben tv-skærm eksploderede det udetonerede bombemateriale i Rjasan i FSB’s ansigt, mens der stadig blev talt åbent på russisk tv.
Virkeligheden overgår fantasien Bogen er hårrejsende spændende som en kriminalroman, og igen overgår virkeligheden fantasien. Til fordel for Putins Rusland har talt, at det uden indsigt i KGB-logikkens hærgen virker usandsynligt, at FSB skulle være parat til at ofre landets borgere. En ting er mord på enkeltpersoner som Litvinenko, men massemord på almindelige borgere! Forfatterne fremlægger meget gode grunde til at pege på FSB som skyldige. Men forlaget gør sagen en bjørnetjeneste ved i sin præsentation at konstatere, at Litvinenko »blev dræbt af FSB-agenter« og at FSB stod bag bombesprængningerne. Det er at fælde dom på – om end meget stærke – indicier. Og det gavner ikke kravet om en uvildig undersøgelse. Der er endnu ikke givet næring til håbet om et stærkt internationalt pres for en uvildig undersøgelse af begivenhederne bag en krig i Europa, som ikke er slut. Bogen burde også udløse et internationalt krav om, at FSB omdannes til et offentligt kontrolleret foretagende som forudsætning for samarbejde med den tjeneste. For hvordan kan der samarbejdes med FSB imod terrorisme, så længe der er så god grund til at se det som en terrororganisation?