I sin forrige store roman ’Unn fra Stjernestene’ tog Hanne Marie Svendsen os med til nordboernes Grønland i middelalderen. Denne gang bevæger hun sig til den modsatte pol, Antarktis, i en eventyrlig roman om en gruppe mænd, der søger det forjættede land, men ender med at opdage, at det ikke findes som andet end en drøm. Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet. To unge mænd, der lige er blevet studenter, tager ud at rejse: den jordbundne Fergus og den filosofiske drømmer og ’mors dreng’ Nilaus, der ikke har meget metal i kroppen, som det hedder. Men det får han, samtidig med at han får justeret de vage forestillinger om at tjene en ide og vinde ære og berømmelse, som hans mor har sat i ham. De to drenge rejser med skib til et sted syd for ækvator, hvor Nilaus’ karismatiske, driftige og farlige onkel Eliphas bor i en slags palads med slaver, diamantminer og uhindret adgang til at føre alt det ud i livet, han ønsker. Han eksperimenterer og manipulerer med mennesker. Dette magtmenneskes modsætning er Alejandro, idealisten, der arbejder for retfærdighed. Det kræver også en del snedighed.
Ekspedition til Antarktis Eliphas sætter Alejandro til at lede en ekspedition til Antarktis, hvor man tror, der findes et frodigt område, hvis råstoffer kan udnyttes. De to unge mænd skal med, og det skal den enfoldige Kristoffer, Eliphas’ trofaste tjener med et mord på samvittigheden, også. Dertil kommer Jonsen, kaptajn på en hvalfangerbåd. Han er pragmatikeren, der mener, at »tilværelsen er ikke sort/hvid, nærmere lidt gråbrun og flosset i kanterne«. Det er han også selv. Endelig er der Hartung, bjergbestiger og opdagelsesrejsende, også han med blakkede historier i bagagen. Der er lagt op til den rene røverhistorie. Det virker da også, som om Hanne Marie Svendsen har moret sig med at bygge disse skildringer op med materiale fra litteraturens mere farverige kasser. Og hun kommer godt fra det. Der er noget ’Moby Dick’ over konstellationen af disse meget forskellige mandstyper, der kontrasterer hinanden, men er fælles om ét: kampen mod naturen. Isen og kulden er den sidste medspiller, og mod den er samtlige mænd meget små. Isen vil »æres og frygtes«. Den gemmer »rædslen for det store intet og fortabelsen i uendelig skønhed«. Hanne Marie Svendsen har været i Antarktis, og hun giver sine indtryk af den frygtindgydende ødemark fra sig med stor pragt. Mennesket fremstår som en lille prik i ishavet, og deres mål forskyder sig i dagenes mørke, iskolde ensformighed. Det handler om overlevelse. Det gamle livs bestanddele af farver, varme, mad, intriger og ømhed svinder ind og bliver til vilde søvnsyner.
Livets nulpunkt Bliver man en mand af at blive konfronteret med livets nulpunkt? Nilaus gør. Andre bukker under. Hvordan den skånselsløse iværksætter og skurk Eliphas’ skæbne bliver, skal jeg ikke afsløre, men selv dette massiv af en mand virker meget lille på baggrund af naturkræfterne, ligesom de tilsyneladende urokkelige regimer fremstår spinkle, som alt andet menneskeskabt i denne eventyrroman. Meget er set fra stor overflyvningshøjde. Nilaus husker et citat fra latinundervisningen: »En lille prik er den jord, hvorpå vi sejler og grundlægger vores riger, der er bittesmå, selv om oceanet møder dem fra begge sider«. Set fra denne position og med det mægtige islandskab som ramme har ingenting af, hvad vi gør, nogen videre betydning. Hanne Marie Svendsens roman er skrevet på en betagelse af isens umenneskelige skønhed. Så meget desto mere fylder det konkrete liv i romanen, skildret ned til mindste problem med slidte støvler, is i øjenbrynene, skidt på kroppen, flænger i teltet og frosset sælkød i munden. Det gør den meget menneskelig, og et muntert glimt i øjet har den kloge kone også!