Politiinspektør Ewa Johnsén-Tanguy, som vi først mødte i Guillous forrige roman om et nutidigt og nulstillet Sverige med tilbud for de rige på alle hylder, ’Tyvenes marked’, er her i ’Fjenden i os selv’ ledende embedskvinde i det svenske bagmandspoliti. Etaten, som skal tage sig af finansielle forbrydelser, pekuniære rævekager og økonomisk rænkespil. Men den slags banditvirksomhed er jo ingenting ved siden af tidens terrorisme, som anføres af dunkle mænd med mærkelige navne, løjerlig beklædning og eksotiske fipskæg. Så resurserne flyttes, for at sige det mildt, fra kapitalismens kyniske kræmmere til ørkenens sønner, som ikke vil Vesten det godt. Ewa flytter med fra bagmandspoliti til sikkerhedspoliti, bliver simpelt hen en del af SÄPO.
Al-Qaeda knust i Sverige
Med baggrund i vore egne Vollsmose- og Glostrupsager skildrer Jan Guillou, hvorledes SÄPO slår til over for en række indvandrerfamilier i Stockholm på en studs. Og således kan lancere nyheden på vort nabolands boulevardpresse, at al-Qaeda er knust i Sverige, et land, hvis borgere kan sove trygt og godt i et spidsborgerligt regime, som ingen midler skyer for at sikre folkehjemmets revner og sprækker, for at ikke udenlandske insekter af den farlige art kan trænge ind og uhildet æde af svenskheden. Prisen for denne udvikling er imidlertid noget, som ligner en politistat og et fascistisk regime, som er værre end forventet terrorisme.
Ewa er heldigvis gift med machomanden Pierre Tanguy, som både har været i Fremmedlegionen og samtidig på god gallisk vis forstår at lave raffineret mad i køkkenet med tilhørende vin af den rette årgang. Nå ja og jamen, vi kender jo Pierre fra Guillous øvrige forfatterskab, først og fremmest fra mesterværket ’Ondskaben’, hvor han slap ud i tide og kostskole.
Således er vi atter blandt venstreorienterede aristokrater, som kender prisen på det smagfulde og raffinerede og synkront foragter noget af den pøbel, som iklæder sig borgerskabets kofte, manerer og magtbrynde.
Fjenden i os selv
Jan Guillou kalder selv ’Fjenden i os selv’ for en art fortsættelse af sin fine tempelriddersaga om ridder Arn og Co. Men sagaen om Arn havde dog en episk linje, et engageret elan og noget at fortælle om i lange baner og et spændende perspektiv. Just hvad det gotiske Europa skylder det lykkelige Arabien med hensyn til kulinarisk luksus, kulturelle værktøjer og bekvemme landvindinger. Men her i ’Fjenden i os selv’ er disse kulturelle rødder omkalfatret til politiske manifestationer sat op som en roman, en haltende krimi, en elegant, men også arrogant samfundssatire og -skildring.
Hvor skal jeg skrive under? Eller rettere sagt, jeg har allerede skrevet under på Sankt Jans katekismus mod tidens reaktionære kætteri udi Norden. Men en spændende roman, krimi eller ej, kræver mere, end at sovsen ikke skiller, pasta al dente, plus en ganske vist raffineret skrivestil, som minder om 1700-tallets oplysningsfilosoffer, der frustreret lukkede sig inde i egen selvfrelsthed, sofistikeret etikette og selektiv enighed på et frisindet slot med en godsejer til venstre for midten.
