For nogle år siden fortalte Peter Martins, mangeårig balletmester ved New York City Ballet, om en amerikansk tradition, han sætter stor pris på. Nemlig den, at amerikanere, der har været så heldige at have succes i livet, ofte føler, at de skal betale noget af gevinsten tilbage til samfundets dårligere stillede – eller, som i Martins’ tilfælde, til en kulturinstitution. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2006 gav amerikanerne omkring 300 milliarder dollar, men derudover giver over 55 procent af befolkningen også hjælp i form af frivilligt arbejde – svarende til mere end arbejdstiden for 9 millioner fuldtidsansatte. ’At give’ Bill Clintons ’At give’ illustrerer denne tilsyneladende amerikanske uropfattelse med en overvældende tydelighed. Næsten for overvældende, hvad eksemplerne og læsbarheden angår. ’At give’ ligner en bog – den har omslag, bagsidetekst, kolofon og den slags, der kendetegner en rigtig bog – men det er snarere et idekatalog spækket med historier om alskens gode gerninger, som man kan glæde sig over og endnu bedre: lade sig inspirere af. Bogen er delt ind i kapitler, der bl.a. handler om at give penge, tid, ting og færdigheder, om at give gaver til forsoning, gaver, der gives videre etc., etc. Eksemplerne på gode gerninger er legio. Oseola McCarthy Der er f.eks. den 87-årige sorte kvinde Oseola McCarthy fra Mississippi. Hun gik ud af skolen i 6. klasse for at passe sin syge tante og kom aldrig tilbage på skolebænken. I 75 år levede hun af at vaske og stryge andres tøj og boede i en beskeden bolig. Eftersom hun ikke ejede en bil, gik hun de næsten to kilometer til supermarkedet, når der skulle handles. Igennem årene lagde den ugifte kvinde penge til side i banken, således at hun i 1996 kunne give 150.000 dollar til et legat for sorte amerikanske studerende på University of Southern Mississippi. Pengene var små McCarthy er et eksempel på, at man ikke behøver at være Bill Gates for at kunne hjælpe andre. Clinton, der selv voksede op i en familie, hvor pengene var små, nævner en lang række private initiativer, fra de helt små givere til de megastore, og ingen er for kapitalistiske eller kommercielle til at vinde Clintons sympati. Foruden Bill og Melinda Gates, der har givet milliarder og atter milliarder til velgørenhed, hylder han kendisser som Bono, George Clooney, modtageren af Nobels Fredspris og forfatterens egen tidligere vicepræsident Al Gore og en lang række nuværende og tidligere sportsstjerner som Andre Agassi, Tiger Woods og Lance Armstrong. Det personlige ansvar Fælles for alle er det personlige ansvar, et ansvar, der kan udfoldes privat eller i en af landets over en million velgørenhedsorganisationer, der har 10,2 millioner ansatte. Det svarer til hele 7 procent af arbejdsstyrken. Ikke så mærkeligt, at Clinton finder anledning til at henvise til franskmanden Alexis de Tocqueville, der allerede i 1835 beskrev amerikanerne som et folk, der løftede i flok, frem for – som europæerne havde tendens til – at lade staten løse problemerne. En interessant pointe i aktuel dansk sammenhæng, hvor den store middelklasse står forrest i råbekoret om det, Socialdemokraterne kalder velfærds rettigheder. Hr. og fru Clinton Når det gælder hr. og fru Clintons egne initiativer, tilfalder størstedelen af æren sjovt nok den aktuelle præsidentkandidat, der meget passende er i fuld gang med sin kampagne. Bill er klædeligt beskeden, selv om det både på og mellem linjerne fremgår, at han i årevis har været optaget af at hjælpe verdens udsatte og i dag via Clinton Foundation investerer stort set al sin tid i godgørende formål. »Mens jeg var guvernør, prøvede jeg at lægge ti procent af min indtægt til side, så jeg kunne give til min kirke, mine gamle universiteter og gode lokale projekter såsom et herberg for mishandlede kvinder og børn i vores bydel«, skriver han. Og han bekræfter selv, at intet er for småt at give væk: På grund af det heldige liv, han har levet, ophober den golfglade Clinton alt for mange gode golfkøller, så derfor gennemgår han jævnligt arsenalet af køller og giver de overskydende væk ... Måske kommende præsident USA’s måske kommende præsident er filantropisk set særdeles flatterende beskrevet af ægtemanden. De mange eksempler på Hillarys velgørenhed både før, under og efter studietiden vil fylde for meget i nærværende anmeldelse, så vi nøjes med den karakteristik, som Bill – der nu selv »arbejder for offentligheden som privat borger« – giver: »Min kone var min første rollemodel for det at være offentligt ansat uden offentligt embede«. Gå lidt mere til makronerne Og apropos præsidenter: Man kunne i den grad have ønsket sig, at Clinton med sin sproglige begavelse og sin indsigt i politik gik lidt mere til makronerne, når det drejer sig om at kritisere magtfulde beslutningstagere. I stedet for nogle ordentlige slag i bolledejen bliver det kun til små tjat hist og her; som f.eks. til Bush Jr., om hvem det bl.a. nævnes, at han forkastede Kyotoaftalens påbudte grænser for udslip, og Putin, om hvem det i en sætning nævnes, at han har indført en streng begrænsning af ngo’er i Rusland. Hvad synes manden, der efter otte år som verdens mægtigste mand nu kan tale frit fra leveren, om den slags? Måske får vi fremover den slags svar af fruen i huset.