Forsiderne fik han alligevel ikke i torsdags, der kom et folketingsvalg i vejen.
Men ellers kan Niels Barfoed næppe være utilfreds med graden af medieopmærksomhed om sine erindringer, som efter foromtaler i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende dominerede torsdagsavisernes kritiksider med hele opslag i Berlingskes og Informations frokostformat, en ’top’ her i Politiken og dagen efter tre sider i Weekendavisen afsat til både anmeldelse og uddrag af bogen ’Farvel så længe. Nogle erindringer’ (Gyldendal). På Berlingeren og Jyllands-Posten har Barfoed aldrig været fast medarbejder. Men det udelukker jo ikke, at en anden én kan undre sig over arten af opmærksomhed, dens fokus. Berlingerens anmeldelse giver et vink allerede i rubrikken: »Den agterudsejlede Aladdin«. Vi ser bort fra, at det var Sindbad og ikke Aladdin, der stod til søs, og finder i Nils Gunder Hansens anmeldelse forklaringen på metaforen: Sine egne veje Ganske vist havnede alle appelsinerne – dvs. piger, lyrikdebut m.m. – i de helt unge år i Barfoeds turban, men »i litterær berømmelse blev han agterudsejlet af sine ungdomsvenner« – skolekammeraterne Villy Sørensen, Jesper Jensen og frem for alle Klaus Rifbjerg som den ny »førerhan« – og »den ny Aladdin – Klaus Rifbjerg – har en fiksering på den gamle Aladdin (altså Barfoed, red.), så han gennem årtier er efter ham både i private og offentlige sammenhænge«. Med Rif som naturens ny muntre søn lægger billedet op til at gøre den fortrængte til en Noureddin, men Berlingerens fhv. litteraturredaktør nøjes med at skrive, at Barfoed »valgte at gå sine egne veje i stedet for at resignere som rygklapper og betroet medlem af inderkredsen«. Bemærk den fikst insinuerende karakteristik af den kulturradikale kreds. Bogen får fire af seks stjerner i Berlingerens karakterbog. Også i Information ligger Rifbjergs skygge ind over anmeldelsen af den ny bog – endda bogstaveligt, i form af Kristen Bjørnkjærs tophistorie af udførlige citater fra Rifbjergs mere eller mindre direkte portrætter og karikaturer af Barfoed i ’Den kroniske uskyld’, ’Operaelskeren’, ’Marts 1970’ (som »dobbeltagent«) og en giftig rundvisning i Barfoeds private gemakker i Informerens sommerføljeton 1998. En sidehistorie fortæller til overflod om »forfatterfejder« i øvrigt, fra Hemingway vs. Dos Passos til Lars Bukdahl vs. Jan Sonnergaard. Vinder »som skribent« »Det er på samme tid sørgeligt og logisk«, at bogen således »lader sene opgør flytte læserens opmærksomhed bort fra ham selv og over på andre«, mener Erik Skyum-Nielsen under overskriften ’Utryghedsnarkoman’ i en anmeldelse, som med sin opregning af huske- og trykfejl i hvert fald ikke kan beskyldes for generøsitet: »Er det smukt at høre på, når en helt klager over alt det, der IKKE er lykkedes for ham?«. Rifbjerg »blev forfatteren, jeg kritikeren, en sammenhæng og en adskillelse«, citerer Bettina Heltberg Barfoeds bog, ikke her i Politiken, men som gæsteanmelder i Weekendavisen – hvor Barfoed nu skriver. Igen fylder Rifbjerg og kontroversen med ham mest i anmeldelsen: »Jeg dømmer jalousi – men jeg siger nu ikke, hvem der er mest jaloux på hvem«. Barfoed vinder »som skribent«, og hun noterer, at »der er et par kapitler om skrivekunsten, hvor Niels Barfoed ikke kan lade være med at skrive bedårende (æv, ja ...) om det, at han ikke kan skrive bedårende«. Et af kapitlerne kan Weekendavisens læsere divertere sig med et par sider længere henne i sektionen. Bedårende er dog bogomslagets barndomsbillede af dr. Barfoed – allerede dengang med det ene øje knebet i: »I den store biografi over Ole Lippmann var han nidkær. Her er han kær«. Appelsinen og skrællerne »Utryghedsnarkoman« er Barfoeds eget udtryk om sig selv, og her i Politiken ser Hans Hertel det som et godt eksempel på den imponerende »måde, Barfoed går til biddet og til bunds på. Modigt bider han spids på egne svigt og gengiver, hvad fhv. venner har kaldt ham – noget, de færreste ville sætte i udhængsskabet. Modigt stiger han ned i de kolde lag, hvor generøst fællesskab fryser til misundelse, hævnlyst, nid og nag«. Hertel ser bogen som »stor portrætkunst, flyvende fortalt« og »et originalt tilskud til vores i forvejen rige erindringslitteratur«, men hans opmærksomhed holder unægtelig også til andre afsnit af bogen end dem om det splintrede venskab mellem Barfoed og Rifbjerg.
