Fuglebøger minder om skønlitterære bøger derved, at de i grunden alle handler om det samme. Et andet lighedspunkt er dette, at de i grunden slet ikke kan anmeldes – men ligesom humlebien præsterer vi alligevel det umuliges kunst, mod en beskeden godtgørelse fra publikum. Naturen selv anmelder vi derimod ikke, men i dag vil vi gøre en undtagelse. Klaus Malling Olsens felthåndbog om Europas rovfugle bærer præg af generationers forfinelse af ’ornitopaterne’s beskrivelse af selv de mindste kendetegn, som de rutinerede før blot registrerede ubevidst. I fyndige ord omsættes de nu til fingerpeg for de mindre garvede, omtrent ligesom kørelærernes opfindsomme instruktioner i euklidisk parallelparkering. Svundne er de tider derfor, hvor duehøgen sorgløst blev beskrevet som en grangiveligt fordoblet spurvehøg: For dens hale har som koen runde hjørner, og dens kropsproportioner er anderledes bastante og kollisionssikre. Malling hævder endda, at den langt mindre duehøge-han har forholdsvis længere hale end sin kone, og det har jeg ikke hørt før. Ligeledes fortælles, at mens den tunge hun holder en snorlige kurs, så har hannen det med at stige, mens han slår med vingerne og falde tilsvarende i faser med glideflugt. Men Malling Olsens bog kendetegnes tillige af årtiers fortrolighed med den særlige svenske naturfaglige tradition for ’poesi i sak’: Altså at det mest poetiske billede samtidig er det mest eksakte. Et sådant billede kan gå på fuglens adfærd eller på dens udseende. Ahaoplevelsen ved sådanne billeder forudsætter nok, at læseren har set fuglen – men de er alligevel præcise nok til at de kan holdes i beredskab som mentale fangstnet. Et flyvende krucifiks Malling demonstrerer denne ’poesi i sak’ gang på gang, og selv uden at forlade duehøgen kan vi give et ypperligt eksempel: For når fugleverdenens leopard en sjælden gang i parringstiden åbenbarer sig helt frit på himlen, kredser den snart som et flyvende krucifiks(!) med sit lange haleror, snart bevæger den drømmende vingerne i langsomme dybe slag ligesom en svømmende havskildpadde(!). Bedre kan det ikke gøres. Feltornitologer er et folk for sig: De påtager sig således at bestemme ørnes alder sikkert ud fra gradvise ændringer i vingernes farvetegning – i bogen illustreret med både fotos og tegninger som vi alle kan nyde, også selv om vi betvivler at naturen tager sine dogmeregler helt så alvorligt som ornitologerne. Ja, for her ser vi endnu en lighed mellem fuglebøger og skønlitteratur: Grundet vor tillid til det trykte ord forplanter også gamle dogmer sig fra værk til værk, på ganske samme vis som litterære modegriller. Nuvel, men hvad er det så egentlig med de dér rovfugle? Elementært, kære Watson: De er sublime og flygtige, mange af dem heldigvis også sjældne; de er som Gauguin og Turner, som Charlie Parker og Mozart, som Arkimedes’ ’Heureka!’, som Newtons æble, som Jesu genkomst – eller som den pige vi aldrig fik. Kort sagt: noget indiskutabelt hinsides folketingsvalg og den trælse uendelighed af gnaveragtigt knevrende meninger – og hinsides alle vedtægter i råd og nævn.