0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Blændende baciller

Den slibrige og prægtige nazi-kollaboratør Célines beretning om turen til Danmark i 1945 er stadig provokerende og inciterende.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tableau: Den gamle, udslidte, døende Céline sidder i 1961 som en miserabel skygge af sit fortidige jeg, men skriver ikke desto mindre som en rasende.

Historien er simpel, den beskriver de 21 dage, Céline og hans viv Lucette brugte på i marts 1945 at rejse gennem det krigshærgede Tyskland og op til Københavns fredelige og velbevarede gader. På flugt fra en truende dødsdom for at have kollaboreret med nazisterne, og på vej efter hemmeligt opsparede midler i den danske Landmandsbanken.

Scenen er således dobbelt: På det fortalte plan er vi i Nordtyskland anno 1945, på det fortællende niveau i Meudon anno 1961. Men teksten får sin særlige, virulente og stakåndede energi fra at opholde sig i et moralsk og æstetisk grænseland, der til stadighed krydsklipper mellem dengang og nu, mellem fordømmelse og berømmelse, mellem beundring og had, mellem latterliggørelse og idolisering, mellem medfølelse og racisme. Alt filtreret og forhandlet og forvrænget gennem Célines edderspændte og ustoppelige skriftturbine.

Céline er mildest talt stadig aktuel her i kulturkampens hede. Vi er i ’61, og Céline opsøges af to journalister: »Det sjove er, tænker jeg ... disse to hidsige fjolser kunne nøjagtig lige så vel være fra højre som venstre, eller midten ... og fra en hvilken som helst tid ... identiske! ... lige så ondskabsfuldt ihærdige åndssvage«. Sådan går det, når man hverken er at finde blandt de konforme til venstre, til højre eller på midten, men løfter sin egen, vakkelvorne fane midt blandt alle middelmådighederne og de gemene dosmere. Dog findes der selvfølgelig nuancer – men ikke hos Céline, hvis særlige univers stik modsat næres af at holde hvidt ekstremt heftigt op mod sort.

Og næres ikke mindre af ’Rigodon’s mareridt: det skrækblandede raseri over, at den hvide races vigende blod udtyndes og blandes op med sort og særlig gult – negrene, jøderne og asiaterne oversvømmer ifølge den proto-fascistoide Céline det hvide, og i særlig grad det hvide franske blods renhed. Over for denne utilstedelige, tilstundende blanding klovner Céline rundt mellem resignation og furiøs vrede; isprængt den stadige rasen mod alle rivalerne og fjenderne (Sartre iblandt dem), der sidder tungt på flæsket og bjerget.

Forfriskende storhedsvanvid
Parallelt med det bizarre og frastødende race-raseri pendulerer Céline mellem et forfriskende storhedsvanvid på egne vegne (han citerer uden blusel vennen Barjavels brev, i hvilket Céline udråbes som det tyvende århundredes største litterære geni og som en ideologisk martyr omringet af hadsk misundelse), og det der næppe kan læses som andet end en frenetisk ængstelighed for at blive glemt og overset og skubbet ud af kanon.

Det betyder med andre ord, at vi konstant har disse to scener holdt op mod hinanden: Den gruopvækkende, uhyre livagtige beskrivelse af krigens og nederlagets rædsel i Tyskland i 1945, og den forkrampede, men også sært oplivende og opløftende ponering af det egne, litterære ego i Meudon.

Alt på gravens rand – Céline døde jo uden helt at have færdigpoleret manuskriptet, som først udkom posthumt i 1969, hvor hans litterære stjerne i øvrigt var sikret, lige som kanoniseringen var stensikkert etableret med indlemmelsen i Gallimards Pléiade-serie. Og hvis vi ikke kan sige, han er dén eneste og store stjerne, er Céline i det mindste blandt en ganske lille håndfuld supernovaer overladt os fra det forrige århundrede.

’Rigodon’ betyder to ting
’Rigodon’ betyder to ting. Jeg citerer fra en kort notits i Holkenfeldts beundringsværdige udgave af romanen: »’Rigodon’ er navnet på en provencalsk dans, der danses stående på stedet med hop og spjæt til siden i en meget munter og livlig rytme. Den anden betydning af ’rigodon’ er ’fuldtræffer’, anvendt ved skydeøvelser, hvor en metalskabelon giver udslag i form af et spjæt når der rammes plet og, i udvidet betydning, det spjæt en soldat giver, når han rammes af en fuldtræffer. Altså ’dans’ og ’død’«.

Titlen er i så henseende en perfekt beskrivelse af ’Rigodon’s æstetiske og ideologiske forehavende og fremgangsmåde. Paradoksalt er det, at renheds-prædikanten Célines romaner netop ikke er for de rene af sind og skind, alle de små medløbere og dovne efterplaprere; hans univers er uden tvivl grumset, snavset, grimt, urent og beskidt og ideologisk modbydeligt – men det er også vitalt, vittigt, medfølende og heterodokst.

Med udgivelsen af først ’Nord’ og nu ’Rigodon’ på dansk, har Holkenfeldts forlag gjort en strålende indsats for at sprede Célines blændende og tvetydige baciller blandt alle de anæmiske moralister og de svaghjernede dydsmønstre. Husk at medbringe vaccine under læsningen.