Med tillid til Gud lægger jeg min skæbne i mit folks hænder«. Er det en kongelig, der taler? En præsident? En statsminister? Man kan næsten komme i tvivl, når man læser den pakistanske oppositionsleder og tidligere premierminister, Benazir Bhuttos dramatiske udgangsreplik i den let opdaterede selvbiografi, ’Benazir Bhutto - en datter af Østen’, som netop er udkommet på dansk (dog uden den engelske udgaves spændende fotografier). For Bhutto taler om ’sit’ land og ’sit’ folk på en måde, så man næsten kan få det indtryk, at hun mener det helt bogstaveligt. At hun så at sige føler et naturligt ejerforhold til det Pakistan, som hun netop er vendt tilbage til efter otte års eksil i London og Dubai. Og til et Pakistan, hvor hun nok en gang sætter livet på spil i den stadig mere tilspidsede magtkamp mellem vestligt orienterede, sekulære demokrater som hende selv, kuppræsident Pervez Musharraf’s militærstyre og yderliggående islamister. Et blodigt terrorangreb »Jeg er klar over, at jeg på linje med mordet på Benigno Aquino i Manila i august 1983, kan blive myrdet, i samme øjeblik mit fly lander i Pakistan«, skriver hun da også i selvbiografien, hvis danske oversættelse udkom fire dage efter hendes tilbagekomst til Pakistan 18. oktober. Og dermed fire dage efter, at et blodigt terrorangreb mod hendes velkomstceremoni i Karachi kostede 140 livet og var ved at forvandle hendes profeti til virkelighed. Terrorangrebet siger alt om det politiske klima i Pakistan. Eller som hun skriver et sted i sin indledning: »Pakistan er ikke noget almindeligt land. Og jeg har ikke haft et almindeligt liv. Min far og mine to brødre blev dræbt. Min mor, mand og jeg har siddet i fængsel. Jeg har tilbragt lange år i eksil«. Men hvorfor vender hun tilbage til dette kaos, når hun kunne blive trygt og godt i sit eksil, hvor hendes familie også bor? Og når hun ifølge bl.a. den britiske avis The Times netop har sikret sig en aftale med kuppræsident Musharraf, der giver hende adgang til op mod syv milliarder kroner, som hidtil har været indespærret på familiens konti i Schweiz? Svaret er, at hun ikke kan lade være. Det må det være, tænker jeg efter (endnu en) læsning. Pakistan er nemlig ikke bare hendes hjemland, fremgår det af selvbiografien: Landet er også Bhutto-klanens historiske projekt, som både hendes far og brødre tilmed har ofret deres liv for. Familien har udgjort et dynasti, der kan spores helt tilbage til den muslimske invasion af Indien i 712. Bhutto-stammen »Hundrede tusinder af mennesker i Indien og Pakistan tilhørte Bhutto-stammen, en af de største i Sindh (en af de fire pakistanske provinser, hvor Karachi er provinshovedstad, red), hvis medlemmer strakte sig fra landmænd til godsejere. Vores gren af familien nedstammede direkte fra Bhuttoernes berømte stammehøvding, Sardar Dodo Khan«, fortæller Bhutto og underbygger klanens historiske betydning med en beretning fra 1843, hvor den britiske erobrer af Sindh-provinsen, Charles Napier, kørte rundt i sin hestevogn: »Hvem ejer dette land?«, spurgte han kusken, der igen og igen svarede: »Familien Bhutto«. Han beordrede kusken til at vække ham, når de var ude af Bhutto-land, og var derfor noget forundret, da han nåede at vågne af sig selv: »Hvem ejer dette land?«, spurgte han. Og kusken gentog: »Familien Bhutto« Siden var det Benazirs farfar, sir Shah Nawaz, der som en af Sindhprovinsens rigeste og mest indflydelsesrige godsejere deltog i den såkaldte rundbordskonference i London 1931 om Indiens selvstændighed. Og faderen, den venstreorienterede Ali Bhutto, der nåede endnu videre og stiftede partiet Pakistan People’s Party (PPP), hvorefter han først sad som præsident (1971-73) og siden premierminister (1973-77). Inden han blev kuppet og siden henrettet i 1979 ... Det vender, vi tilbage til. Benazir Bhutto forholder sig på ingen måde til nogle af de to, selv om det eksempelvis var hendes egen far, der lagde grundstenen til det atomprogram, som endte med at udstyre det politisk uforudsigelige Pakistan med den atombombe, som i dag sætter verden grå hår i hovedet. Og som i øvrigt muligvis var årsag til, at USA ikke gjorde mere for at forhindre, at Ali Bhutto blev smidt i fængsel, torteret og siden hængt efter en to år lang såkaldt ’retssag’ under den islamistiske militærdiktator Zia ul-Haq, der også væltede ham ved et kup i 1977. Mordet – henrettelsen Mordet – henrettelsen – fylder naturligvis meget i Benazirs biografi. Det er omdrejningspunktet for et indædt had til militære ledere, der sætter demokratiet ud af spil. Hun var så tæt forbundet med sin far, at mange har set et hævnmotiv som det styrende i hendes – og den øvrige families – næsten umenneskelige kamp mod først Zia ul-Haq’s brutale militærregime og på det seneste den nuværende kuppræsident, general Pervez Musharraf. Deres lidelser lader sig ikke beskrive på denne korte plads, men datterens og faderens pagt er enkel: »Lad os indgå en pagt om, at vi vil gøre alt for at forstå hinanden«, siger han til hende i hendes ungdomsår, hvor han også tager hende med til internationale møder og i det hele taget giver hende en prima politisk opdragelse. Ser man bort fra det politiske klima voksede Benazir – blandt familie og venner kaldet ’Pinkie’ på grund af sin rosenrøde hud straks fra fødslen – op i noget nær perfekte omgivelser: Faderen var rig, hendes iranskfødte og ligeledes politisk aktive mor ligeledes velstående, de havde store huse, gartnere, tjenestefolk og adgang til de bedste privatskoler. Men her melder sig så et andet spørgsmål, som også Bhuttos modstandere ynder at fremhæve: Uanset de historiske beretninger om familiens tilknytning til vore dages Pakistan, hvor pakistansk er så egentlig Benazir? Hjemme talte de mest engelsk, og efter sine fire år ved først det amerikanske eliteuniversitet Harvard og siden andre fire år ved det fornemme britiske Oxford-universitet kritiseres hun for den dag i dag at have problemer med det pakistanske hovedsprog urdu – for nu ikke at nævne nogle af de 22 andre officielle sprog. Demonstrerede mod Vietnamkrigen Hun fortæller også, at hun som udenlandsk student lignede Joan Baez, gik i cowboybukser, demonstrerede mod Vietnamkrigen og kørte rundt i en åben gul sportsvogn i Oxford – en gave fra faderen. Ikke så underligt havde hun besvær med at forstå lokale pakistanske skikke, da hun efter de otte år vendte tilbage til Pakistan, f.eks. da en gruppe landsbyboere fra hendes hjemegn bad hende agere landsbyens ’ældste’ og bilægge en tvist. Alligevel forsøgte hun sig, og tilsyneladende uden succes. Og endelig kan man sige, at hun måske nok selv har indgået en af den slags arrangerede ægteskaber, som er en del af den pakistanske tradition, selv om hun egentlig er imod dem. Men også den arrangerede ægtemand, Asif Zardari, er ud af velstående godsejerfamilie og, fortæller hun i bogen, »arving til posten som leder af Zadari-stammen, der talte over 100.000 medlemmer«. Derudover har han siddet otte år i fængsel for bl.a. nogle af de korruptionssager, som har forfulgt Bhuttofamilien, der på deres side har kaldt dem politisk motiverede; sager som aldrig har udløst en regulær domfældelse i Pakistan. I dag er han helbredssvækket, men på fri fod. Og igen: Ingen kan antaste, at hun har en langt mere løfterig socialpolitik end set i mange år: Indsats mod fattigdom, analfabetisme og andet, der kan gøde jorden for religiøs ekstremisme. Netop derfor håber en stor del af den pakistanske befolkning nu på, at Benazir Bhutto kan vinde magten og demokratiet tilbage. For uanset anklagerne mod hende er hun for mange det bedste, Pakistan kan byde på lige nu. Og netop derfor er det måske en ekstra god ide at læse hendes selvbiografi. For selv om den nye version burde være tilført langt mere ny tekst, og det er en meget subjektiv udlægning, så fortæller den en hel del om tankegangen hos den kvinde, der lige nu ligner en nøgle til at sikre politisk stabilitet i Pakistan. Verdens mest ustabile atommagt.