0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bhutto-dynastiet

Benazir Bhuttos opdaterede selvbiografi fortæller meget om drivkraften hos den kvinde, der lige nu sætter livet på spil i Pakistan: Det er ’hendes’ land, der vanrøgtes af religiøse ekstremister og militæret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Med tillid til Gud lægger jeg min skæbne i mit folks hænder«.

Er det en kongelig, der taler? En præsident? En statsminister?

Man kan næsten komme i tvivl, når man læser den pakistanske oppositionsleder og tidligere premierminister, Benazir Bhuttos dramatiske udgangsreplik i den let opdaterede selvbiografi, ’Benazir Bhutto - en datter af Østen’, som netop er udkommet på dansk (dog uden den engelske udgaves spændende fotografier).

For Bhutto taler om ’sit’ land og ’sit’ folk på en måde, så man næsten kan få det indtryk, at hun mener det helt bogstaveligt. At hun så at sige føler et naturligt ejerforhold til det Pakistan, som hun netop er vendt tilbage til efter otte års eksil i London og Dubai. Og til et Pakistan, hvor hun nok en gang sætter livet på spil i den stadig mere tilspidsede magtkamp mellem vestligt orienterede, sekulære demokrater som hende selv, kuppræsident Pervez Musharraf’s militærstyre og yderliggående islamister.

Et blodigt terrorangreb
»Jeg er klar over, at jeg på linje med mordet på Benigno Aquino i Manila i august 1983, kan blive myrdet, i samme øjeblik mit fly lander i Pakistan«, skriver hun da også i selvbiografien, hvis danske oversættelse udkom fire dage efter hendes tilbagekomst til Pakistan 18. oktober. Og dermed fire dage efter, at et blodigt terrorangreb mod hendes velkomstceremoni i Karachi kostede 140 livet og var ved at forvandle hendes profeti til virkelighed.

Terrorangrebet siger alt om det politiske klima i Pakistan. Eller som hun skriver et sted i sin indledning:

»Pakistan er ikke noget almindeligt land. Og jeg har ikke haft et almindeligt liv. Min far og mine to brødre blev dræbt. Min mor, mand og jeg har siddet i fængsel. Jeg har tilbragt lange år i eksil«.

Men hvorfor vender hun tilbage til dette kaos, når hun kunne blive trygt og godt i sit eksil, hvor hendes familie også bor? Og når hun ifølge bl.a. den britiske avis The Times netop har sikret sig en aftale med kuppræsident Musharraf, der giver hende adgang til op mod syv milliarder kroner, som hidtil har været indespærret på familiens konti i Schweiz?

Svaret er, at hun ikke kan lade være. Det må det være, tænker jeg efter (endnu en) læsning. Pakistan er nemlig ikke bare hendes hjemland, fremgår det af selvbiografien: Landet er også Bhutto-klanens historiske projekt, som både hendes far og brødre tilmed har ofret deres liv for. Familien har udgjort et dynasti, der kan spores helt tilbage til den muslimske invasion af Indien i 712.

Bhutto-stammen
»Hundrede tusinder af mennesker i Indien og Pakistan tilhørte Bhutto-stammen, en af de største i Sindh (en af de fire pakistanske provinser, hvor Karachi er provinshovedstad, red), hvis medlemmer strakte sig fra landmænd til godsejere. Vores gren af familien nedstammede direkte fra Bhuttoernes berømte stammehøvding, Sardar Dodo Khan«, fortæller Bhutto og underbygger klanens historiske betydning med en beretning fra 1843, hvor den britiske erobrer af Sindh-provinsen, Charles Napier, kørte rundt i sin hestevogn: »Hvem ejer dette land?«, spurgte han kusken, der igen og igen svarede: »Familien Bhutto«.

Han beordrede kusken til at vække ham, når de var ude af Bhutto-land, og var derfor noget forundret, da han nåede at vågne af sig selv: »Hvem ejer dette land?«, spurgte han. Og kusken gentog: »Familien Bhutto«

Siden var det Benazirs farfar, sir Shah Nawaz, der som en af Sindhprovinsens rigeste og mest indflydelsesrige godsejere deltog i den såkaldte rundbordskonference i London 1931 om Indiens selvstændighed. Og faderen, den venstreorienterede Ali Bhutto, der nåede endnu videre og stiftede partiet Pakistan People’s Party (PPP), hvorefter han først sad som præsident (1971-73) og siden premierminister (1973-77). Inden han blev kuppet og siden henrettet i 1979 ... Det vender, vi tilbage til.

Benazir Bhutto forholder sig på ingen måde til nogle af de to, selv om det eksempelvis var hendes egen far, der lagde grundstenen til det atomprogram, som endte med at udstyre det politisk uforudsigelige Pakistan med den atombombe, som i dag sætter verden grå hår i hovedet. Og som i øvrigt muligvis var årsag til, at USA