Viden er godt. Og her er tre bøger propfulde af viden. Forskellige former for viden. Alene titlerne angiver mangfoldigheden på det danske børnebogsmarked. ’Børnenes store leksikon’. ’Børnenes ænsyklopædi’. ’Hvad? Hvordan? Hvorfor?’ Viden er magt. Men man skal også have gode armkræfter for at løfte ’Børnenes store leksikon’, der er en stærkt bearbejdet udgave af en svensk udgivelse. Der er tale om en helt traditionel opslagsbog, hvor man kan surfe imellem romere og rumfart. Noget er der dog sket, siden ’Det store nordiske konversationsleksikon’ var god smag. De enkelte opslag er holdt i en mere personlig stil, uden at det går ud over den faktuelle side af sagen. F.eks. får udlægningen af Big Bang disse ord med på vejen: »Hvis man tror, man rigtig forstår det her, er man ikke rigtig klog – det tror man bare, at man er«. Og nu er det ganske vist med leksikal autoritet: »’Junglebogen’ var oprindelig en bog«. Christiania er med Under Larsen finder man både Kim og Henning. Under præsentationen af de enkelte lande glemmes internetnavnet ikke. Det er f.eks. ’pl’ for Polen. Christiania er med. Men det er Rolling Stones ikke. Under ’dødsstraf’ angives den sidste danske henrettelse til at være i 1892, og det er jo ikke rigtigt. Der kan intet indvendes mod læsbarhed og relevans. Det er også svært at finde mere end fem fejl. Et batteri af grafiske virkemidler, bokse, billeder, kort og deslige byder sig til for det nysgerrige øje. Viden er magi. Og Gyldendals store – og knap så tunge – ’Ænsyklopædi’ er proppet til randen med hundredvis af fummelfingrede oplysninger og manglende fakta. Det går helt leksigalt, og det er nær ved at være en genial idé. Ophavskvinde er forlagsredaktør Elin Algreen-Pedersen, som blev tænksom ved at iagttage datterens ophobning af tilsyneladende betydningsløse effekter. Hver stump gavebånd, hver eneste hønsering rummede en historie. Og en forklaring. Ænsyklopædien er blevet til i et kreativt samarbejde med tegner Tea Bendix og forfatter-tegner Hanne Kvist. Og opskriften på denne vidensmikstur lyder således: Man tager al landsens tegnere og fortællere og ryster dem lidt. Så beder man dem om at komme med en lille drejning af ord og begreber. De må selv bestemme det hele (næsten). Så derfor kommer der en helt almindelig Zimakoffsk historie fra Daniel Zimakoff, der handler om en ’skrænt’. Mens Jens Blendstrup har påtaget sig den utaknemlige opgave at forklare småfolk, hvad ’offside’ egentlig er. Det slipper han ikke så godt fra. Men det var heller ikke meningen. Offside kan man søge efter på nettet, hvis man vil vide det. Her er det alvor. Og ikke nok med det. Efter enhver af de korte eller lange tekster er anbragt en henvisning, der fører endnu dybere ind i tingenes og begrebernes anatomi. Efter Kåre Bluitgens behandling af opslaget ’øjeblik’ er der en henvisning til førnævnte historie af Daniel Zimakoff. Man studser et øjeblik. Og forstår sammenhængen. Fantasien og finurligheden Fra ’skrænt’ ledes man – naturligvis – til ordet ’plaster’. Det er som at køre en bulldozer ind i et velordnet landskab af sammenhænge og forstand. Der bliver ikke meget tilbage andet end fantasien og finurligheden. Ænsyklopædiens billeder, henvisninger og fyldige forklaringerne skaber helt nye sammenhænge. Og der trækkes på samme hammel. Det virker, som om alle bogens 63 medvirkende har modtaget et strejf af englestøv med posten sammen med invitationen. Resultatet er i hvert fald klart offside! Viden er konkret. Og i dette udvalg af varen er det lige ved, at tv-guruerne Martin og Ketil (Keller og Trisen) er de mest jordbundne – selv om de flyver af sted i et rumskib. Herfra foretager de nedslag i alverdens jordiske foreteelser under titlen ’Hvad? Hvordan? Hvorfor?’. Der er ingen egentlig rød tråd, så deres form for formidling af viden kan derfor virke forvirrende. Der er næsten ingen billeder, men en god forklaring på de mest almindelige ting. Bogen indledes f.eks. med en grundig gennemgang af følgende tre emner: strandsten, allergi og klostre. Disse to rumfarere mener business. Martin og Ketil har fundet en facon, hvor de egentlig taler lidt ned til læseren/kiggeren, men det ved begge parter godt. Der er en fin tvetydighed i deres måde at meddele sig på, som er både charmerende og altså også givende. De kommer omkring det store spørgsmål »Hvordan kan man lege, at man er rockstjerne?«, og som det eneste af disse tre leksikale værker har drengene husket Hedeby. Viden er vanedannende.