Min far så godt ud i matrostøj foran den danske ubåd, Daphne, i Københavns havn.
Det var dengang, han fik sin tatovering af en pige med et dansk flag på højre underarm. Det var dengang, morgenudkaldet lød sådan her: »Op og se land. Der er sorte piger på kajen!«. Jeg tænker på, om denne stille, beskedne mand, Hans Kaj Leth, så flot, som han var, mon ikke var en stor kvindebedårer i sin ungdom? Det tror jeg. Han blev maskinarbejder hos Frichs ved Århus Å og kom til at lære lokomotiver fra bunden af. Og så hentede han min mor, Anna Elisabeth Linde, ud af en familie, der socialt lå et godt stykke over hans, og det betød noget dengang. Det kan være, det var hende, der fik øje på ham og tog initiativet. Det ved jeg ikke noget om. Men jeg ved, at min mor så hamrende godt ud. Hun var det, man kaldte »en ægte Linde«. Høj pande, flotte tænder, fast hage. I krigsårene gik han altid stille med dørene. Han havde illegale blade på bagagebæreren, når han cyklede ned til motorremisen i Århus. Han havde en tung blyknippel i en skammel i entréen. Jeg tror, han havde en fantasifuld idé om at forsvare familien, hvis der skulle komme ubehageligt besøg. Min mor var skarp og meget slagfærdig. Hun kunne finde på at sige hvad som helst. Jeg måtte sommetider gå i rette med hende og sige, at hun skulle tænke sig om, før hun åbnede munden. Men det havde ingen virkning. Hun havde masser af energi og var i topform, når vi skulle på udflugt til skov eller strand. Hun holdt meget af at være sammen med venner og en større familiekreds. Drillesyg Min far var et mildt gemyt, men han var drillesyg. Det var en evne og en lyst, han havde med sig hele livet. Han kunne godt lide at sætte tingene på hovedet og lave nonsens ud af sproget. Det var han god til over for mig og min lillesøster, og han nåede nye højder over for mine børn. Det var piblende morsomt, og alle ville have ham til at fortsætte legene. Min mor havde sommetider problemer med at acceptere virkeligheden, som den var. F.eks. var hun ikke indstillet på at acceptere, at jeg faktisk var blevet journalist og ikke, som hun havde ønsket, studerede til lærer på universitet eller seminarium. Jeg var fastansat på Dagbladet Aktuelt og boede på pensionat i Vendersgade. Men hun blev ved med at skrive breve til stud. mag. Jørgen Leth. Det irriterede mig en del.
