Navnet Mikkel Thøgersen er stort i dansk litteratur. I nu seks bind har Oscar K. fortalt om en dreng med netop dette navn, og hvordan han vokser op. Mikkel har været mange steder. Han har sagt både »mojn« og »hola«, men nu er vi nået til vejs ende. ’Mikkel og Anika’ er sidste bog i en serie, der har forsøgt at kombinere den gode historie med den gode drengebog i takt med tidens rytmer. Det er usædvanligt, at hovedpersonen i en seriebog for børn og unge dør. Det lader sig røbe hér, fordi bogen faktisk indledes med, at Mikkel ligger på asfalten foran byens diskotek med en kugle i kroppen. Mikkel var på det forkerte sted i det forkerte øjeblik, og ind imellem kapitlerne, der er drømmende tilbageblik, er indsat i kursiv en række beskrivelser af stadierne på dødens vej. Op under loftet. Ind i mørket. Fuldkommen lykkelig svæver Mikkel bort i et lysvæld til sidst. Tilbage sidder hans forskellige pigebekendtskaber, far bedemand og hans nye kone samt alle vennerne. Anika får hunden. En rar nørdet tone Oscar K. alias Ole Dalgaard skriver letflydende og mundret. I Mikkel-bøgerne med en rar nørdet tone. Her er plads til at bruge sider på at beskrive kortlægningens mysterier og i særdeleshed Th. Bugges indsats, da han opmålte fædrelandet fra 1763 og fremefter. Godt gået, når der også skal være dramatik, kys og noget at tygge videre på. En bog af denne type må jo ikke være på mere end 120 sider. Blev man så klogere på livets gang? Næ! Det er heller ikke forfatterens ærinde. Mikkel er ment som et spejl. Han er ligesom sin læser. Smaskforvirret! Så selv om udfaldet er kalkuleret grumt, får Mikkel-figuren afleveret sin pointe: Jeg er ligesom jer! Bogen er i øvrigt blevet til i et samarbejde med elever fra Langmarkskolen i Horsens. Desværre skæmmes ’Mikkel og Anika’ af forvirrende stavninger. Hvem er Djenkis Khan? Hvor ligger Valpaiso? Og hvad er en »markedtingschef«?