Kokain og sort slang og finter og flyvninger«. På en måde er det en ganske rammende indholdsfortegnelse for Jonathan Lethems på mange måder banebrydende stykke hjemstavnslitteratur fra Brooklyn.
For den hvide Dylan Ebdus, der stort set mutters alene i rollen som whiteboy vokser op i et ramponeret sort kvarter i Brooklyn, kommer sort slang og finter til spille en vigtig rolle. Det samme gør den ædle kunst at dukke nakken og narre fjenden i det sociale boligbyggeri. For om at assimilere sig kan der ikke blive tale om i denne roman, der på mange måder handler om omvendt racisme, musikkultur og frustreret identitet. Dylan har bogstavelig talt ikke en kinamands chance for at blive accepteret som sort. Til gengæld kommer hans tidlige kamp for at blive accepteret, eller bare blive tålt, til at blive definerende for et liv kredsende om én eneste ting: Sort kultur. Musik og graffiti. Men også vold, narko og det fælles mødested: tegneserier. Sammenfattet i Dylans inderste higen efter at blive sort, at høre til, til at kunne skråle »play that funky music, whiteboy« til de andre. En sang, som i øvrigt til den voksne rockskribent Dylan Ebdus’ udelte skuffelse viser sig at være en bitter, ironisk kaskade affyret af skuffede jødedrenge. Tyste spøgelser Kokainens rolle som forgænger for crack siger sig selv. ’Ensomhedens fæstning’ er blandt meget andet også en forfærdelig sørgelig fortælling om de hårde stoffers nedbrydning af den sorte befolknings sociale potentiale i 1970’erne og 80’ernes USA. Som i Michael Chabons romaner holder også kærligheden til comics sit markante indtog i Lethems univers.
