Uro – dette korte ord med den kolossale rækkevidde – optræder ikke mindre end otte gange bare på den første spæde side af romanen ’Bådehuset’. Og man husker med ét denne læseren til vanvid drivende stil, der er så ubetinget Jon Fosses: gentagelsen. For romanen fra 1989 rammer lige dér i centralnervesystemet, hvor den norske mester ud i puritanisme og repetitioner har sat sig som en art velklingende tinnitus siden det første danske Fosse-boom på 1990’ernes teaterscene. Og pludselig hører man atter det hele, skærende klart og uafviseligt som en postmoderne, nordisk komposition – fjorden, der giver og tager, bruser og tier og lever sit dobbeltbundne symbolske liv med hilsener til salig Ibsen. Isolationen – både den eksistentielle og den meget konkrete og langt-ude-i-bygden norske, der hænger ved Fosses jegpersoner, og som udfordres i sky og kejtede møder med Den Anden. Og fortællerytmen altså, den der går noget i retning af to sætninger frem og en tilbage med et begrænset og aldeles asketisk ordforråd at spille på. Voksne mænd Og endelig dette renskurede sprog, der tager så meget desto mere farve af de enkelte ord, der måtte stikke af fra, hvad man kunne kalde det neutrale og gennemsnitlige – ’bislag’, ’bygdefest’, ’dørge’, f.eks. Ord, ved hvilke der hænger noget gammelt – og i hvert fald meget lidt urbant. Vi er som altid i Norge, i Vestlandet – i Fosseland. Når ’Naustet’ udkommer på Karsten Sand Iversens rene dansk hos Batzer og Co. her 18 år efter debuten, skyldes det vel, at Svenska Akademiens nordiske pris tidligere på året gik til netop Jon Fosse. Og at ’Bådehuset’, som den nu hedder, er en rigtig Fosse classic. Også tematisk set. To drenge er stille og roligt og hen ad vejen blevet til det, man i mangel af bedre kalder voksne mænd. De genser nu hinanden 10-15 år efter deres nære venskabs bratte ophør, hjemme ved fjorden, i de mødrene bygdehuse med følelserne intakte og minderne indkapslet i det frønnede gamle bådehus, hvor de første akkorder til deres band og deres ungdom i sin tid blev slået. Den ene med arbejde, kone og børn, den anden med ’ingenting’, boende hjemme hos mor. Hen over romanens små 160 sider tager fortællingen tilløb på tilløb til at nå ind til kernen af forholdets forlis. Skyld og hævn dukker frem som mulige motiver i det aldrig fuldbragte trekantsdrama mellem de to mænd og den enes kone. Under hvilket der ligger mindst ét andet drama om en anden kvinde. Anti-actiondrama Typisk for Fosse løber tankerne i ring, mens dialogen mellem menneskene løber helt ud i hampen. Og snirkler absurd om ’fisk eller ikke fisk i fjorden’, når det i virkeligheden er helt andre varmblodige væsener, der skal på krogen. Der er så meget spænding – så mange spændinger – lejret i hver en stavelse af Fosses anti-actiondrama, at man forstår, hvorfor ’Bådehuset’ nu indgår i det norske skolepensum, som forlaget fortæller. For det danske publikum kan romanen jo læses som forspil til vinterens kongelige urpremiere på ’Sult’, Knut Hamsuns roman sat på dramatisk formel af – Jon Fosse. Eller som en opvarmning til den danske oversættelse af Fosses anmelderroste roman ’Andvake’ (2007), som efter sigende er undervejs. Som sagt – har man først fået Jon Fosse på hjernen, er det svært at få ham ud igen.