Det er på tide at udvide Kloge Åges boghylde. For nylig udkom det store børneleksikon fra Carlsen. Gyldendal fulgte efter med ’Ænsyklopædien’, og det er kun to (af de bedste) blandt mange bøger med umulige spørgsmål og mulige svar. Eller det modsatte! Nu blander naturvidenskabsmanden Tor Nørretranders sig i koret af orakler med ’Børnespørgehjørne’, der er i et lækkert, højt format. Det er – underligt nok – hans første bog for mindre læsere. Den vil kunne forstås fra 8 år og op. I ’Børnespørgehjørnet’ er tonen lagt fra sætning nummer ét. »De voksne bliver tit vrisne, når man spørger om noget, de ikke kan svare på«. Sådan skabes et dem og et os. For Tor Nørretranders tilhører gruppen af ’videnskabsfolk ’, og de er »voksne, der stadig er som børn«. Ligesom børn er »videnskabsfolk , der ikke er blevet voksne «. Mister man da sin nysgerrighed, når man ikke tilhører en af disse to kategorier? Min nabo kører slamsuger, og han ved en masse om himmelrummet og undrer sig dagligt! I bogen stilles der spørgsmål, og der gives svar. Der er ofte tale om en dialog imellem det usynlige barn og den synlige fortæller. Tor Nørretranders tager 50 emner op og blander dem godt sammen. Vi begynder med det håndgribelige såsom stjernerne og uendeligheden. Og vejret. ’Hvad er sne lavet af?’. Dernæst handler det om selve livets substans: ’Hvorfor synger fuglene?’. Og endelig hedder sidste kapitel ’Hvordan virker vi ?’. Det rummer forsøgsvise svar på livsafgørende spørgsmålstegn. ’Hvor bliver maden af?”’ Og: ’Hvorfor elsker vi hinanden?’. DET ER gennemgående noget rod. Tor Nørretranders’ fornuftige fortællestemme lyder som en gammel vise. Belærende og påtaget småfolkelig. Der er mere sludren end egentlig faktuel viden. Og det er også i orden, hvis fremstillingen når det niveau af tosseri, som ’Ænsyklopædien’ gør, og dermed åbner op for børns nysgerrighed. »Kan man så ikke holde op med at forurene?«, spørger den indbyggede Spørge Jørgen. »Det var en god idé«, svarer videnskabsfolkets mand, og han fortsætter: »Men det synes landmændene ikke altid. Så må vi andre stille krav om, at de gør det. Eller lade være med at købe deres kød og grøntsager, hvis de ikke gør det«. Sådan formulerede den bløde del af de politiske børnebogs- 70’ere sig. Den anden halvdel krævede revolution. Tor Nørretranders får sagt en del, og naturligvis er der originale forklaringer på mange begreber såsom ’kælkevejr’ og ’uendeligheden’. Man forventer ikke en åndelig dimension hos denne forfatter, alligevel skyder han sig selv i foden ved på den ene side at bekende sig til, at alt er liv. På den anden side benægter han, at det er evigt. Det er dog på tonen, at ’Børnespørgehjørne’ glider i spinaten. ’Den voksne’ bliver udleveret til næserynken. Men ’den voksne’ er ikke så dum endda. Måske ligner ’den voksne’ forfatteren selv? Din røst er fra i fjor, Tor!