Vibeke Marx giver et indblik i en fortidig behandlingsform, hvor man udøvede racehygiejne ved at isolere retarderede kvinder på en øde ø.
Men romanen knækker over på midten, hvor en ny historie om en forsømt pige i kløerne på det grå terapimarked begynder. I årene 1923-61 drev De Kellerske Anstalter et hjem på Sprogø for kvinder, der var kommet på kant med loven, tidens moral eller kendt umyndige pga. åndssvaghed. En sådan kvinde er den retarderede Magda, hovedperson i Vibeke Marx’ roman ’Skygger fra Sprogø’. Magda, som ellers ikke er en af de vilde piger, bliver gravid – der kommer jo af og til mænd på øen i et eller andet arbejdsanliggende. Barnet bliver bortadopteret, og Magda får en chance: Hun skal være pige i huset hos ingeniøren – den selv samme, som besvangrede hende – men det ved ingen. Nu har ingeniøren både gratis hushjælp, sengekammerat og barnepige til den adopterede søn Gunnar, som fruen synes, Magda har sådan et godt tag på – det har sådan nogle som hende, der aldrig selv bliver rigtig voksne, som fruen siger til de tilsynsførende fra øen. Ikke et ord om Sprogø Da Magda bliver gravid tredje gang, får hun lov til at beholde barnet. Da er fruen i mellemtiden død, og Gunnar vender sig både mod Magda og lillesøsteren. Han bliver et rigtig ubehageligt menneske og senere en frygtelig far for den Ursula, der er hovedperson i romanens anden del. Magda er godt skildret, og Vibeke Marx giver et spændende indblik i en fortidig behandlingsform, hvor man forsøgte sig med racehygiejne ved at isolere kvinder eller sterilisere dem. Af en eller anden grund, der må høre under det rent romantekniske, undgår Magda det sidste. Og man spørger sig selv, om det virkelig ville have været muligt for Magda og ingeniøren at skjule et forhold, der resulterer i tre graviditeter. I 1936 udskrives Magda endelig af forsorgen, og hun klarer sig godt, også efter ingeniørens død. Hun og datteren er kommet ind over tærsklen til ’de rigtige’, og hun får både arbejde og egen lejlighed. Uanset om man accepterer romanens præmisser, knækker den over på midten, hvor Ursulas historie herefter skal fortælles. Det er en helt ny roman, der starter her, om opvækst i et kuldslået hjem og efterfølgende søgen efter menneskelig kontakt, først i forbindelse med en veninde, der svigter, da hun ikke mere har brug for Ursula som et spejl, dernæst i såkaldt terapi hos en kvaksalver, der udnytter hende økonomisk og seksuelt. Bindeleddet mellem de to dele er Gunnar, der ikke kan tåle at høre ordet Sprogø nævnt. Det bindeled er for spinkelt.
