Kammerater’ har Thomas Flensburg og Michael Olsen kaldt deres bog om den netop afgåede LO-formand Hans Jensen.
Titlen skal på den ene side signalere klassisk fagbevægelse med vægt på solidaritet, sammenhold og tydelige forskelle på ’os’ og ’de andre’. Men titlen skal også på den anden signalere opbrud i kammeratskabet. Den skal signalere, at flere og flere almindelige lønmodtagere ikke opfatter sig som en af kammeraterne og derfor melder sig ud af kammeratskabet og fagforeningerne. I centrum for disse opbrud og forandringer har de seneste godt ti år været Hans Jensen. ’Kammerater’ sammenvæver tre historier. For det første er der historien om Hans Jensens liv og levned. For det andet er der historien om LO og om fagbevægelsens relationer til det politiske system og ikke mindst det til tider anspændte forhold til Socialdemokraterne. Og endeligt er der for det tredje historien om en LO-fagbevægelse, der de senere år har været konfronteret med faldende medlemstal og stigende konkurrence fra faglige organisationer uden for LO. Metaltræthed En af Thomas Flensburgs og Michael Olsens hovedkonklusioner er, at Hans Jensen efterlader sig et LO under stærkt pres og i en kriselignende tilstand. Medlemstallet har været for nedadgående de seneste fem år for LO-forbundene, og LO’s rolle i de danske samfund udfordres af, at overenskomstforhandlingerne i stigende omfang foregår på de enkelte arbejdspladser. Samtidig er de forbund, der er medlem af LO – f.eks. 3F, HK, Dansk Metal – efterhånden blevet så store, at de kan klare de fleste opgaver uden en samlende hovedorganisation. At medlemstallet er for nedadgående i dele af LO-fagbevægelsen er uomtvisteligt, men om det i det store perspektiv fører til, at fagbevægelsen som sådan befinder sig i en krisesituation er mere tvivlsomt. Selv om medlemstallet har været faldende de senere år, er organisationsgraden stadig meget høj på det danske arbejdsmarked. Og også betydeligt højere end dengang i 1950’erne, da Danmark i højere grad var et klassisk industrisamfund med ’rigtige’ arbejdere og ’rigtige’ kapitalister. Dengang var godt hver anden lønmodtager medlem af en fagforening. I dag er tre ud af fire lønmodtagere i en fagforening. Og spørgsmålet er, om ikke væksten i de såkaldte ’gule’ fagforeninger i realiteten har været med til at vække LO-fagbevægelsen på en sådan måde, at der er kommet øget fokus på medlemmers ønsker og interesser. ’Schlüter var ikke en bytter’ hedder det i et af kapitlerne i bogen. Det er en parafrase over, at dele af fagbevægelsen i 1980’erne – især det daværende SiD (nu 3F) – investerede massivt med kroner i at bringe den daværende konservativt ledede Schlüter-regering til fald. Det skete bl.a. under parolen ’Schlüter er en bytter’. Det tog dog meget længere tid at vælte og ’bytte’ Schlüter, end fagbevægelsen havde forestillinger om. Og da det kom til stykket var det ikke fagbevægelsen, men almindelig metaltræthed i den daværende borgerlige regering, der, kombineret med Tamilsagen, væltede regeringen og bragte Socialdemokraterne – og Nyrup – til magten. Sindene i kog Erfaringerne med Schlüter-regeringen gjorde imidlertid to ting klart for fagbevægelsen – og særligt for LO: For det første, at satsningen på, at borgerlige regeringer kun sidder kort tid på regeringsmagten, ikke er holdbar. Og for det andet, at borgerlige regeringer også kan være gode samarbejdspartnere for fagbevægelsen. Begge dele har været med til at forandre forholdet mellem LO og skiftende borgerlige regeringer og ikke mindst forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne.
