Her er en historie fra den yderste ende af provinsen.
Den foregår i en tid, hvor man vasker i gruekedel, hvor fædre slår deres børn, og konerne går til hånde hos de store bønder. Bodil Bredsdorff har en tunnel af indsigt i de gamle dage. Med ’Min slagsbror’ skaber hun igen liv i de forrige tider og får lejlighed til at dyrke sin forkærlighed for skafning. Der er altid mad på bordet i Bodil Bredsdorffs historier. Martin flytter på landet med familien. Far går med en kunstner i maven, og nu skal hans naturlyriske malerkunst stå sin prøve. Naboen er en voldelig mand, som tæver sin dreng – og senere sin kone – men også på skolevejen lurer farer. Næseblod er en hyppigt tilbagevendende begivenhed i Martins første skoletid, indtil nabodrengen får sat en stopper for mishandlingen. Så går tiden ellers med at skyde efter fugle og konservesdåser med luftbøssen. At vade langs stranden. At fiske og svømme og klatre op i det høje træ og spejde efter dén ø, hvor Martins fars værste malerkonkurrent bor. Mor er også maler, og da hun får succes, går den lille familie i midlertidig opløsning. Det er ikke Bodil Bredsdorffs ærinde at fortælle om hårde tider. Hun sliber kanterne af og bereder vejen for de to nabovenner, så ’Min slagsbror’ ligefrem ender godt. Sådan: »Min mor lovede, at når Svend Andersen på Bækkegården havde fejret sin 75-års fødselsdag i forsamlingshuset, så skulle det være slut« (med at gå til hånde). Det er fornemmelsen af hverdag og livets opretholdelse, som løfter denne historie op over folklore og gør den til en eviggyldig beretning om mod, mad og kunsten at leve sammen. Sproget ringler som en lærkehimmel. Når det er bedst Bodil Bredsdorff har skrevet adskillige historier fra de varme lande. Nu er hun tilbage i Mozambique for at fortælle ’Hvad der kan ske når man drikker Cabanga’. Så bliver man fuld! Og det er præcis, hvad der sker for Elias på 11 år. Hans mor sender ham hjem til afkøling, og dér redder han sin lillebror og majsen fra de vrede abers hvide tænder. Der er et fint samspil imellem den enkle tekst og en række farvefotos af Gugga Zakariasdottir. De er strøet ud over siderne i forskellige formater og undgår netop det folkloristiske ved at gå helt tæt på. Sådan ser det ud, når Elias laver mursten til det nye hus. Sådan funkler fiskene i alle farver. Og sådan er der ude på havet om natten. Dyrk også billederne af de festklædte tiårsbørn, som bliver fejret så fornemt af fulde folk! Det er en rar og nærmest inderlig fortælling fra et fjernt land. I beruselsens forløb vædder Elias med sin ven. Taber han, skal han af med sit elskede armbåndsur. Det bliver ret spændende. Fra baobabtræets skygge beretter Bodil Bredsdorff om livet på den lille varme plet. Og om livets opretholdelse. Det er ligeværdigt skrevet. Det er ulandsoplysning, når det er bedst.
