Selv om Monica og Tomas Tranströmer er det nærmeste jeg nogensinde kommer at få en tante og onkel, har Tomas aldrig sagt en sætning til mig. Bekendtskabet begyndte ved et af de tilfælde, som det meste af det bedste i tilværelsen er gjort af. Det var midt i firserne, og jeg var det der hed ung digter. Som overbygning på selvstudiet i hermetisk lyrik havde jeg kastet mig over næreksotiske hemmeligheder. Til den kategori hørte alt hvad der lå bag Jerntæppet. Jeg studerede ivrigt landkort og dybfrosne grænser, og på et tidspunkt opdagede jeg, at der lige på den anden side af Østersøen fandtes tre små, tidligere selvstændige, semi-nordiske lande. Og snart var jeg i færd med at fremskaffe kornede fotos fra den mystiske, dybt utilgængelige Kaliningrad-enklave, filosoffen Kants fødeby under et andet navn, en sovjetisk flådestation helt omsluttet af et ukendt land, Litauen, et stenkast fra Bornholm!

Det kan lyde mærkeligt i dag, men de baltiske lande havde været skjult i Sovjetunionen så længe, at deres eksistens ingenlunde var alment kendt i Danmark. Turen går til Grækenland Da jeg på biblioteket spurgte efter noget litteratur om Baltikum, viste bibliotekaren mig ned til reolen med bulgarske kogebøger, ’Turen går til Grækenland’ og den slags. Hun troede jeg mente Balkan. Så var det jeg en dag i Svensk-Norsk Boghandel i St. Kongensgade i København tilfældigt bladrede i en svensk digtsamling og pludselig læste linjen »Men der er langt til Liepaja«. Der var andre end mig der kendte lettiske stednavne! Ordene stod i Tomas Tranströmers ’Østersøer’, et langt digt om livet i Stockholms skærgård omkring ’Det blå hus’, som forfatteren arvede efter sine bedsteforældre. Det blå hus er også titlen på et andet digt, og i det hører man selvfølgelig poesiens hus, om end det vil passe dårligt med Tranströmers diskrete og økonomiske omgang med idéerne at overtrække på den konto. Det er i digtet og i virkeligheden først og fremmest det hus, hvor Tranströmers mormor gik og ventede, når morfaderen der var lods »før telegrafmasternes tid« var på havet: »Østersøen suser også midt inde på øen, dybt inde i skoven er man ude på åbent hav … Man må tænke på dem der er ude i bådene«. Det meste af august måned sad jeg på en bænk i Mindeparken i Århus og læste i den lille MånPocket-udgave af Tranströmers samlede digte. Følg en bjergfører Derpå gik jeg i gang med alt det, der var skrevet om Tranströmer; og endelig tog jeg, mens bladene faldt omkring mig, fat på at læse det, som han havde læst, og som man kunne finde henvisninger til i digtene og i interview og litterære analyser. På den måde kom jeg til at læse Thoreau og Gide, Pickwickklubben, Éluard, Björling og Simenon. Det er i øvrigt en metode jeg kan anbefale unge, der står foran bøgernes bjerg, og ikke ved hvor de skal begynde opstigningen: Følg en bjergfører du har tillid til. Det gik op for mig, at – bortset fra et udvalg i en antologi – var Sveriges største nulevende digter, der var oversat til mere end tredive sprog, ikke oversat til dansk. Jeg gik straks i gang. Efter et par måneders intensivt arbejde sendte jeg lige før jul de første prøver af sted til en rækkehusadresse i Västerås. Jeg fik et venligt svar fra forfatteren, der skrev at han syntes godt om min oversættelse, men at der faktisk allerede var en anden dansk oversætter i gang. Spørgsmålet var, skrev Tranströmer, om man kunne forestille sig to danske oversættelser? Tanken var ikke så mærkelig som den kan lyde for en digter, der alene på engelsk og amerikansk havde 10 forskellige oversættelser ude. Nogle år senere kom Tranströmer endelig til Århus for at læse op. Da jeg let forsinket kom halsende op ad indgangen til Kunstbygningen, blev jeg mødt af Poul Borum, der stod udenfor sammen med en ny forfatterskoleårgang og røg. Med en karakteristisk oktav under normalen brummede Poul: »Mesteren har spurgt efter dig«. Jeg havde i de foregående to år på Forfatterskolen ikke kunnet skjule min begejstring for rektor, som selvfølgelig »havde læst Tranströmer siden halvtredserne«. Rød i kinderne fløj jeg ind i salen. Taleevnen forsvandt Næste gang jeg skrev, var det Monica der svarede. Tomas havde under en kraftig forkølelse fået et slagtilfælde, havde overlevet men var blevet lam i højre side og havde mistet taleevnen. Midt i chokket og sorgen og den uendelig langsomme genoptræning var de trods alt ved godt mod. Tomas havde som altid glæde af musikken, og som uddannet sygeplejerske kunne Monica tage sig af ham derhjemme. Deres liv var helt forandret, men det fandtes stadig. Og jeg var meget velkommen til at komme til Västerås. Siden er det blevet til mange besøg, weekender i Västerås, nytårsaften i Stockholm og sommerferier med hele familien i det blå hus på Runmarö. Når vi besøger dem i skærgården har der altid lige været et polsk tv-hold i gang med at lave en film om Tomas; under kastanjen sover en kinesisk oversætter i en liggestol; og er der optaget på udedasset, er det fordi der sidder en nobelpristager eller et medlem af det svenske akademi og læser i gamle numre af BLM eller Lyrikvännen. Tomas rager op et sted mellem syrenbuskene eller sidder inde med transistoren skruet fast på det svenske klassiske musikprogram 2. Eller han spiller selv, vanskelige klaverstykker for venstre hånd. Vi rejser altid med en bestillingsliste på venstrehåndskompositioner af en eller anden obskur, østrig-ungarsk komponist eller efterladte noder tilhørende en statsløs pianist, der vistnok engang boede på Gotland. Alt det almindelige har Tomas for længst. Musik med en hånd Da han fyldte 70, spurgte jeg derfor komponisten Per Nørgård, om han ville skrive et stykke til Tomas for venstre hånd. Per havde citeret et af mine egne digte i sin Sonningpris-tale, så jeg tænkte, at det nok gik an at bede om hjælp. Til min store glæde indvilgede Per straks og skrev et kongenialt stykke, der fik titel efter et af Tranströmers digte, ’Hemmeligheder på vejen’: »Det mørknede pludseligt som ved et regnskyl./ Jeg stod i en stue der rummede alle øjeblikke –/ et sommerfuglemuseum«. Når vi ankommer med færgen til Runmarö, kigger vi altid langt efter dem, der bliver hentet af lokale på de ladknallerter, der findes overalt i den svenske sommeridyl. Når støvskyerne efter dem er lettet, hanker vi op i en oppakning, der er tung af chokolade og de danske snapse, som Tomas gerne skyller ned inden middagsluren, og begiver os ud på trasketuren ad de knastørre grusveje. Indtil for nylig undrede vi os altid over skiltene, der klart forkynder et M! og som er det eneste, ud over »telefontrådenes tynde civilisation«, der tyder på åndelige hensigter. Trætte som vi var, fablede vi om, at de selvfølgelig markerede nedgange til den velbevarede hemmelighed, skærgårdsmetroen, der kunne have reddet os, blot den ikke, som alt andet i dette paradis, havde været dybt metafysisk. Da vi fik at vide, at skiltene stod, hvor vejen var bredere så traktorer kunne passere hinanden, og at M stod for ’Møde’, fandt vi, at det var en fuldt ud tilfredsstillende og egentlig ikke spor prosaisk forklaring. Det blå hus Det blå hus »ligner en barnetegning«, skriver Tranströmer, og det er sandt. Lodsen selv finder man et sted mellem de »stillestående brodsøer af ukrudt« og så snakker vi længe om det ene og det andet – er der nye digte i stilehæftet? Tomas siger ikke meget, men kommunikerer en hel del. Afasi er et ufatteligt handikap, som nok kunne tage modet fra selv de stærkeste, men den humor og grundlæggende tillid til alt, som Tomas altid har haft, har på en eller måde undveget lammelsen. I sine digte har han flere gange berørt sit slagtilfælde, og uden et gran af sentimentalitet tværtimod fået os andre til at le med: »Tilbage til 1990.// Drømte at jeg kørte to hundrede kilometer forgæves./ Så forstørredes alt. Spurve så store som høns/ sang så det rungede«. Ligesom han standhaftigt tog konsekvensen af sin tilstand, og med en formmæssig kraftanstrengelse (og venstre hånd) yderligere koncentrerede et allerede koncentreret sprogligt udtryk og begyndte at skrive haiku, sådan har han også koncentreret sit talesprog. Tomas kan kun nogle få, men, synes det, uhyre velvalgte ord: Ja, nej, tack, mycket bra, inte så bra og titta där. Der findes næppe mange sammenhænge, hvor man har brug for mere. Skvalder er der nok af. For os andre har det betydet, at vi har fået lejlighed til at tænke os om. Engang ville Tomas bringe noget på bane, men hverken Monica eller vi andre kunne regne ud hvad det var. Tomas gentog stædigt den samme lyd, trææ eller krææ eller sådan noget. Ahsj, sagde han til sidst irriteret, og så fik han papir og en blyant, og skrev med venstre hånd to årstal og skubbede papiret hen til mig: 1879-1940. »Klee« sagde jeg straks, hvorpå Tomas nikkede tilfreds. Han kunne skrive tallene, men ikke bogstaverne, og navnet kunne han slet ikke få frem. Men han vidste, at jeg kendte maleren Paul Klee (som jeg har skrevet om) og ville kunne genkende hans fødsels- og dødsår. Tilliden var stærkere end sproget. Lettede kunne vi gå ind til Monicas gryderet og den danske brændevin. Trøst og forsoning Man har ofte sagt, at Tranströmers digte bærer en trøst med sig. Og vi »levende søm hamret ned i samfundet!« kan nok have brug for trøst og forsoning med skæbnen, mens vi arbejder på at undslippe den, og »blive mildere og vildere end her«. Ikke kun den, hvis arbejde foregår i sproget, bliver med tiden klar over, at grænserne ikke er så veldefinerede som vi tror. I portrætdigtet ’Vermeer’ skriver Tranströmer ikke blot om den hollandske maler, hvis små formater og nøje studier af det, man kunne kalde dagliglivets dybde, må stemme ret godt overens med Tranströmers egen metode. Digtet handler også om at genfinde verden indefra. Hvor indefra? Fra sproget. Det kan synes som om vi for altid vil være afskåret fra en dybere indsigt i tilværelsen. Filosofien er med den tekniske fagfilosofi endt i en blindgyde, hvor alt ganske vist kan sættes på formel, men til gengæld mister enhver relevans. Religionerne synes mest optaget af at kapre markedsandele. Og i samfundet, tja, der er omsætningshastigheden som bekendt efterhånden blevet så høj, at vi næppe nogensinde igen formår at stå stille som de gamle gjorde. Uanset at det hele »hænger sammen« foregår der til stadighed en kraftig udgrænsning af noget, vi nødig sætter ord på, eller måske simpelthen ikke har ord for. Eller tværtimod: Vi har ordene. Vi er bare ved at tømme dem for betydning. »Det gør ondt at gå gennem vægge, man bliver syg af det/ men det er nødvendigt./ Verden er én. Men vægge …/ Og væggen er en del af dig selv –/ man ved det eller ved det ikke men sådan er det for alle/ undtagen for små børn. For dem ingen væg.// Den klare himmel har stillet sig på skrå mod væggen./ Det er som en bøn til det tomme./ Og det tomme vender sit ansigt mod os/ og hvisker/ ’jeg er ikke tom, jeg er åben’«.