Hans far bliver henrettet under Stalins udrensninger i 1930’erne.
Hans mor flygter til Tyskland med en mand, den unge Svjatoslav Richter afskyr og hader af hele sit følsomme hjerte. Enebarnet Richter taber kontakten med moren. Nyheden om de sovjetiske myndigheders mord på faren i Odessa når ham ad omveje i Moskva, hvor den unge, selvlærte pianist har fundet en lærer, der kan forløse hans talent. Først sent i livet genser Richter moren, men møderne bliver smertefulde og forbeholdne. I årevis har klaverlegenden ikke noget hjem, men sover hos lærer og venner. Sågar på gulvet. Askese bliver hans værn mod kærlighedstabet. Men allerede som barn konstaterer Svjatoslav Richter, at han er »en anderledes slags dreng«. Lige så fantastisk hans store hænder kan trylle med tangenterne, lige så inderligt ligeglad er den voksne Richter med magt, politik og økonomi. Kvinder interesserer ham heller ikke. Musikeren, der af ydre ligner en bomstærk havnearbejder – han får tilnavnet Jernmanden – er homoseksuel. Hvis man vil, kan man godt spore en tråd af komponister med samme seksuelle observans i den altædende Richters enorme repertoire. Men komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen lader ikke det med seksualiteten dominere en fortælling, som dels bringer læseren tættere på en af 1900-tallets største musikpersonligheder, dels blotlægger langt videre musikalske, politiske og historiske perspektiver. Læseren kommer til at forstå baggrunden for Richters livslange samliv med den lesbiske sangerinde Nina Dorliak, men vi er ikke med i sovekammeret, når Richter som en anden aldrende græker dyrker samværet med en ung, smuk pianist ved navn ikke Adonis, men Andreas. 1900-tallets klaverkultnavn Det med økonomien giver til gengæld et uventet, mindst lige så ophidsende efterspil. Trods massive koncert- og pladeindtægter var der omtrent ingen formue tilbage efter Richters død for ti år siden. Musikeren, der satte klassisk rekord i antal udgivne lp’er, efterlod sig groft sagt ikke en klink! En alkoholiseret skuespillernevø er måske rendt med det meste. Vi præsenteres kun for nevøen som et anonymt x, der i årtier åbenbart via samleveren Dorliak fik rodet Richter ud i afpresning og tjenester, han ikke brød sig om. Karl Aage Rasmussen vil ikke forplumre de endnu uafsluttede juridiske tvister, men eksemplet viser, at den nye biografi – sanktioneret af Richters overlevende slægtninge – er meget mere end afskrift fra eksisterende kilder. Historien om den anderledes dreng, der voksede til at blive en af 1900-tallets største klaverkultnavne, og som ofte aflyste sine koncerter, er skrevet med brug af arkivmateriale og utrykte notater. Dertil kommer interview med personer der stod Richter nær, foretaget af bogens idemand, musikeren Antti Sairanen. Resultatet løser ikke alle gåder om Richters opvækst og karriere i et perverteret Sovjetsamfund. Men Karl Aage Rasmussen får aflivet en hel del af de anekdoter, der voksede som en jungle i det sovjetrussiske kunstnermiljø, og som den dag i dag gør det nærmest umuligt at gennemskue, hvad der er fup, og hvad der er facts om tiden før Murens fald. Det gælder for eksempel Richters egen opspundne historie om, at det var partitro læger, der med en giftsprøjte aflivede den jævnaldrende klaverkollega Emil Gilels. På livet af myten Andre gange må Rasmussen acceptere, at han og vi aldrig for alvor kommer til at lære den gådefulde, stærke, men også drømmende og feminine mand at kende. Præcist slår forfatteren fast, at den uhyrligt selvrevsende Richter effektivt censurerede sig selv. Hans kunstneriske selvkritik oversteg langt, hvad selv den mest perfide anmelder ville drømme om at mene eller skrive. Alligevel kommer vi et par skridt tættere på mennesket bag masken: Hans masochistiske, selvundervurderende udtalelser om, at snart sagt hver eneste koncert og pladeudgivelse er »elendig«, »totalt mislykket«. »Håbløs«. De depressive tendenser, der gør, at Richter måske er lykkeligst i sin primitive datja, uden varmt vand, elektricitet og omgang med andre mennesker. Hans ubehag ved at flyve, der én gang løses ved, at hans livlæge lægger ham i fuld narkose inden flyveturen(!) Hans weltschmerz og modvilje mod at skulle vælge - for eksempel mellem flere flygler. Fik han seks af slagsen stillet til rådighed, var det ham dybt ubehageligt. Stod der et enkelt, måske sønderslået instrument, ja så var det vilkåret. Lettere at acceptere. Lettere at håndtere. Særhederne som ønsket om at spille i mørklagte koncertsale, kun ved lyset af sin medbragte arkitektlampe får vi forståelse for, og med kronvidner som dirigenterne Rudolf Barsjaj og den 93-årige Kurt Sanderling når Karl Aage Rasmussen langt ind på livet af myten. Det havde været dejligt at vide, om Rasmussen har fået interviewet Sanderling specielt med henblik på denne bog. Det har han tilsyneladende. Men som et af sine forbehold afviser forfatteren, at der er tale om en videnskabelig fremstilling. Derfor rummer biografien ingen kildehenvisninger. Kun en litteraturliste i udvalg samt en diskografi med anbefalinger af den unge Adonis. Alias pianisten Andreas Lucewicz. Lykkeligst i ødemarken Som i sine tidligere biografier om komponisten Schumann og pianisten Glenn Gould er Rasmussen særdeles velfortællende. Det giver lidt redundans og en overdreven fokusering på netop særlingen Gould. Klaverkenderen Bruno Monsaingeons fremragende dokumentarfilm med den 82-årige, svækkede, selvhadende Richter og de samtaler med pianisten, Monsaingeon har udgivet i bogform, er uundværlige kilder, der ikke bare tages til efterretning, men også diskuteres og kvalificeres. Richters pianistiske stil og hans udvikling fra kraftfuld klaverbetvinger til tænksom tangentfilosof belyses, så også ikke-fagfolk kan være med. Komponisten Franz Schrekers opera fra begyndelsen af 1900-tallet hedder ikke ’Der gelbe Klang’, men ’Der ferne Klang’ (side 62). Hvor beretningen når til Richters modtagelse af Sonningprisen ved en koncert i København i 1986 (han nægtede at modtage prisen på scenen og fik den overrakt i omklædningsrummet!), havde det været fint med en oplysning om, hvilken anmelder, der står for den citerede betragtning om Richters evne til at skifte mellem flere roller. Men det er småting. Historien om kultpianisten Richter, som mente, han lærte lige så meget af Wagner som af sin klaverlærer Neuhaus i Moskva, som måske var lykkeligst i ødemarken med bare en skive tørt brød, og som var lige så optaget af teater og billedkunst som af musik ... hele denne historie har vi nu fået serveret på dansk.
