Af og til kan det skade snarere end gavne en skønlitterær forfatter, at man på en bogs klap erfarer vedkommendes erhverv og uddannelse. Således bliver jeg litterært skeptisk ved oplysningen om, at den i Paris bosatte tysker Stephan Valentin er børnepsykiater og har skrevet disputats om børns søvnforstyrrelser. Er det nu en psykiatrisk casestory vi skal læse? I hvert fald er hans fortæller i ’Myrernes fjende’ et psykiatrisk tilfælde, der er godt på vej ud i en voldspsykopatisk bane. Drengen Jonas – af desværre ubestemmelig alder – ankommer med sin gravide enlige mor til mormoderens hus på landet nær en lortelandsby, som han kalder den. Den gangbesværede mormor med den arrige krykke holder sig stædigt på husets førstesal og vil ikke se knægten, som hun kalder en horeunge. Det er han forberedt på, og han lever sit eget liv med at pine små dyr og også mormoderen, når han kan komme til det. Ondt mod ondt Mormoderen er skildret lige så ensidigt ond og dæmonisk, som drengen ser hende. Sig selv ser han gerne som en dæmon. »Jeg lukker wc-døren efter mig, lader mormor ligge i mørket og håber hemmeligt, at jeg også har spærret skyggemanden inde sammen med hende. Ondt mod ondt. Så kan I rende hinanden i røven. Mor rører sig ikke. Kun den nye ligger vågen i kuglemaven og lytter bange til mejernes gyngende hvisken, når de giver nyheden videre fra hjørne til hjørne, fra spindelvæv til spindelvæv. Jonas er kommet«. Hele bogen er skrevet ’fra børnehøjde’, hvilket forlaget er meget imponeret af, selv om det ikke just er første gang i litteraturhistorien. Desuden er det et problem, at klapteksten fortæller en historie, vi ikke hører noget om i bogen. Skræmmer og fascinerer Jonas’ karakter, overvejelser og handlinger skræmmer og fascinerer. Han er gjort tilpas tvetydig, for på mange punkter er han stadig et barn, helt afhængig af i hvert fald én voksen, nemlig moderen. Det bliver aldrig klart for læseren, hvem hans fædrene ophav er, ej heller hvem der er far til det barn i maven, som Jonas meget troværdigt ikke ønsker at dele sin mor med. Hendes rolle og råderum er tvetydig. Der antydes en forbrydelse i fortiden, som moderen frygter sønnen skal gentage. Måske den kvælning, der indleder bogen ...
Pippi Langstrømpe-lignende pigebarn Moderen har en kavaler, og de opfører sig fuldstændig forudsigeligt, fornuftigt og genkendeligt i deres forsøg på at få Jonas’ accept. Det lykkes ikke. Til gengæld møder han et Pippi Langstrømpe-lignende pigebarn, som er hans feminine modstykke, og som måske kunne løse op for hans perverterede sind. Imidlertid går det galt efter en fælles skarnsstreg, og i det hele taget skejer bogens sidste tredjedel ud i melodrama. Det er synd, for pludselig er den nemmere at afvise og ikke så foruroligende, som Jonas bør være. Når jeg trods forbehold anbefaler denne bog, er det især for det indblik i et farligt barn og dermed de advarsler, den giver. Trods en sandsynligvis upåklagelig oversættelse slingrer den genremæssigt lidt for meget. En film er planlagt og vil måske fungere bedre.