I morgen er det 40 år siden, Anna Akhmatova døde. Den russiske digterinde, der af mange regnes som en af de fineste i det 20. århundrede. 5.000 overvejende unge russere fyldte i 1966 kirken til bristepunktet ved hendes dødsmesse i Leningrad. Men der skulle gå yderligere tyve år, før et af hendes to vigtigste digte, 'Rekviem', for første gang kunne udgives uforkortet i det daværende Sovjetunionen. På det tidspunkt havde 'Rekviem' for længst gjort Akhmatova til et skattet ikon blandt menige russere. Som en stemme, der uafviseligt og kunstfærdigt destilleret i 'Rekviem' mindedes Stalintidens rædsler med digtekunst. At beskrive Her talte en moder, der som så mange andre mødre i den store terrors tid havde tilbragt talløse timer i angstfuld venten foran fængslerne. 17 måneder stod hun dag efter dag foran fængslet i Leningrad. Disse porte til helvede, der førte millioner og atter millioner russere videre til en summarisk henrettelse eller et liv henslæbt med sult og tvangsarbejde i Sibiriens mange fangelejre. »Kan du beskrive dette?«, spurgte en gammel kone hende en dag i køen. »Ja, det kan jeg«, svarede hun. Hvis et digt er en forbrydelse 'Rekviem' blev skrevet på et tidspunkt, hvor både hendes søn, Lev Gumiljov, og hendes samlever igennem ti år, Nikolaj Punin, blev arresteret og senere sendt i arbejdslejr. Ingen af dem blev dog som Akhmatovas første mand, Nikolaj Gumiljov, henrettet. Digtets tilblivelse taler for sig selv. Længe eksisterede det kun som en levende hukommelse. Akhmatova digtede og gav det, strofe for strofe, videre til betroede venner, der lærte det udenad. Sådan blev 'Rekviem' til i årene 1935-40 under Stalins tunge skygge. Et værk, der både hylder poesien og de døde. Det blev for første gang trykt i 1963 »uden forfatterens viden eller samtykke« af sammenslutningen af russiske eksilforfattere. Hvis et digt er en forbrydelse, er forbrydelsen så begået, hvis digtet ikke findes andre steder end i munden og erindringen? Unge år Den enkeltes skæbne er et individuelt udtryk for store historiske bevægelser. Det er tesen i den amerikanske forfatter William T. Vollmanns enorme dokuroman 'Europe Central', som vandt årets National Book Award, og hvor Anna Akhmatovas er en af de centrale stemmer. På en måde er det paradoksalt. Den aristokratisk udseende Akhmatova var i langt højere grad en klassisk-æstetisk digter end en samfundsengageret lyriker. Så på den anden side er det vel også passende, at netop hun gav stemme til de undertrykte. Man kunne ikke selv vælge, om man ville have noget med det politiske samfund at gøre. Det kom helt af sig selv. Som en morder i natten. Hun voksede op i Tsarskoje Selo, en lille by i nærheden af Skt. Petersborg, hvor tsarfamilien havde sommerresidens. Egentlig hed hun Anna Gorenko, men da hendes far var voldsomt imod hendes kunstneriske ambitioner, valgte hun sin tatariske bedstemors efternavn i stedet. Allerede som 18-årig begyndte hun i 1907 at udgive sine digte. Sit store gennembrud fik hun tre år senere med digtsamlingen 'Aften'. I mellemtiden var hun blevet gift med digteren Gumiljov. Som en smitsom sygdom Sammen med kollegaen Osip Mandelsjtam grundlagde de tre Akmeismen. En poetisk retning, som i modsætning til tidens mange vilde eksperimenter fremhævede struktur, overblik og klassicismens dyder. Hun skrev sanselige, konkrete digte. Hendes digt om svømme langt ud i havet, hvor jeg »tørrede mit salte hår/ på en flad klippe milevidt fra land«, gjorde hende til et idol. Ægteskabet holdt ikke, men forbindelsen blev på tragisk vis holdt ved lige. Da Gumiljov i 1921 blev henrettet af bolsjevikkerne anklaget for at være kontrarevolutionær, havde han og Akhmatova været skilt i tre år. Men under Lenin og snart Stalin var et nok så flygtigt bekendtskab nok til at kaste en ødelæggende mistanke. Anna Akhmatova blev fordømt som borgerlig og dekadent. Kommissærerne kaldte hende hånligt en blanding af luder og nonne. Hun blev ekskluderet af forfatterforeningen og fik forbud mod at udgive bøger. Stort set ingen af hendes digte blev udgivet i årene 1923-1940. Rundt omkring hende forsvandt venner, familie og kolleger én for én. Hun blev isoleret. Som var hun en farlig, smitsom sygdom i samfundsorganismen. Sølvalderen Det var en digter, der af statur og tonefald er blevet sammenlignet med Edith Södergran, Emily Dickinson og T.S. Eliot, der - næsten - blev bragt til tavshed. Men digtene i hende levede videre. Som man kan se på det vældige 'Et poem uden helt'. Et digt, som i kompleksitet og skønhed hører til de store digterværker. Som hun igen og igen vendte tilbage til, arbejdede videre på, reviderede, omskrev i 15 år »som anfald af en uhelbredelig sygdom«. Et digt ikke mindst befolket af digterne og kunstnerne fra 'Sølvalderen' i årene inden revolutionen. Navne som Aleksandr Blok, Stravinskij, Diaghilev, Mandelsjtam, Prokofjev. Et digt med et mylder af citater og dedikationer, som kræver et solidt sæt biografiske nøgler for at åbne sig mere end blot på klem, men som så til gengæld åbner ind til et skatkammer, der af gode grunde er blevet sammenlignet med T.S. Eliots 'The Wasteland'. Kimen til digtet kom til hende en mørk decembernat i Leningrad 1940. Som en procession af spøgelser fra fortidens strålende dage i 1913, der bevægede sig igennem det knugende mørke af krig og terror, som tiderne havde forvandlet sig til. I modsætning til Osip Mandelsjtam og mange, mange andre kunstnere fra Sølvalderen overlevede Anna Akhmatova Stalin og nåede at opleve en sen anerkendelse. Ulmende berømmelse Men det holdt hårdt. Sønnen Lev Gumiljov blev inden krigen arresteret, løsladt og atter arresteret. Under krigen blev han løsladt og sendt til fronten. På ny arresteret i 1949 kom han først i 1956 definitivt på fri fod. Akhmatova havde boet sammen med kunstkritikeren og historikeren Nikolaj Punin i ti år, da han blev arresteret midt i 1930'erne. Det siges, at det var hans arrestation, der fik Akhmatova til at begynde på 'Rekviem'. Punin blev dog løsladt efter et år eller to. Akhmatova oplevede Leningrads grusomme belejring under Anden Verdenskrig, inden hun blev evakueret til Tasjkent. Hun skrev patriotiske digte under krigen og blev kortvarigt taget til nåde. Det var en relativt lykkelig tid, konstaterede hun senere tørt, hvor fjenden var til at få øje på. Men næppe var krigen vundet, før Stalins opmærksomhed atter blev rettet mod de indre »fjender«. Allerede i 1946 indledte kulturkommissær Zjdanov en ny smædekampagne imod Anna Akhmatova. Først i 1954 blev hun taget til nåde og nåede at leve 12 år i respekteret tilbagetrukkethed. I dag ligger hendes berømmelse og ulmer.