Det blev Denis Johnson, der i år vandt USA’s store litterære pris, The National Book Award, og det gjorde han for sin Vietnam-roman, ’Tree of Smoke’. Johnson er ellers ikke et navn, der er fremtrædende i den amerikanske litteratur for tiden, ligesom man skulle tro, at vi da snart har hørt nok om den krig. Men Johnson har længe haft en fast skare af hardcore fans (der blandt andre tæller kritikeren Harold Bloom og forfatterkollegaerne John Updike og Jonathan Franzen), og ’Tree of Smoke’ viser, at lige meget, hvor meget vi har hørt om Vietnam, har vi ikke hørt nok. Eller vi har i hvert fald ikke hørt efter. Skip Sands er den ene af hovedpersonerne i romanens store persongalleri, og han er ved bogens indgang en ung, idealistisk CIA-agent på sin første mission i Sydøstasien. Vildt og blodigt dyr på slagmarken Den anden hovedperson er James Houston, en ung og målløs arbejderdreng, der bliver til et vildt og blodigt dyr på slagmarken. De venter her i romanens første halvdel utålmodigt på, at krigen skal begynde og kommunismen bekæmpes, så de i en fart kan blive nogle helte som deres leder, General Francis X. Sands. Han er Skips onkel og en levende legende i det amerikanske efterretningsvæsen, efter han som ung pilot under Anden Verdenskrig undslap en japansk fangelejr. Nu har generalen af CIA fået til opgave at kortlægge vietnamesernes net af underjordiske tunneler, men det er en mission, der aldrig rigtig fører til noget, ligesom ingen andre af efterretningsvæsenets opgaver opklares i løbet af bogens over 600 sider. Ild, blod og støtter af røg Tværtimod bliver alt – fra den mindste bipersons personlige livshistorie til USA’s overordnede ideologi – revet i stumper og stykker af den krig af »ild, blod og støtter af røg«, som bogen har taget sin titel fra, og som ifølge Bibelen (Joels Bog, tredje kapitel) går forud for dommedag. Og så begynder Skip og James ellers sammen med romanens andre personer at vente utålmodigt på, at krigen skal tage en ende. Men det gør den ikke. I ’Tree of Smoke’s sidste kapitel springer handlingen frem i tiden, der viser, hvordan bogens hovedpersoner – her ti år efter krigens ’afslutning’ – stadig befinder sig midt i dens ødelæggelse. Udvikling og fremskridt er politisk illusion Ingen er kommet videre, heller ikke landets ledelse, og det er det, bogen vil pege på: at udvikling og fremskridt er politisk illusion, og at vi ikke lærer af historiens fejltagelser, men i stedet er dømt til at gentage dem. Det var præcis amerikanernes fatale fejl, at de så sig hævet over det diktum, da de dengang i 1960’erne gik i krig på et kontinent, de ikke kendte og mod et folk, de stærkt undervurderede for – med General Sands ord – »at gennemtrænge landets myte«. At det er et stykke af den amerikanske historie, der i dag udspiller sig igen – på samme kontinent, men mod et andet folk – er netop Johnsons pointe.
Blod, vold, sexorgier og spiondrama Johnson har derfor heller ikke struktureret ’Tree of Smoke’ som en almindelig fremadskridende fortælling med begyndelse, midte og afslutning – bogens hovedpersoner introduceres først langt inde i bogen, og handlingen fortælles gennem en spejlsal af gentagende billeder og historier, som reflekterer hinanden i det uendelige. Her er også masser af referencer til andre værker i Vietnam-kanonen – fra ’Apocalypse Now’ og ’Platoon’ til Graham Greenes ’Den stilfærdige amerikaner’ for at nævne nogle få – som understreger fornemmelsen af altings evige genkomst. Det lyder højstemt, men det er det ikke, for Johnson har givet sin bitre pille af en pointe et ordentlig lag af blod, vold, sexorgier og spiondrama, som gør den til en sand fornøjelse at sluge.