Hvor mange engle kan danse på et knappenålshoved? At man i skolastikken, middelalderens lærdomsform, kunne stille sig den slags spørgsmål, forekommer vist i dag lidt grinagtigt. Det minder om spørgsmålet: Hvis det tager en time at grave et hul, hvor lang tid tager det så at grave et halvt hul? Absurd, ikke sandt, for et hul er en form, og enten er der et hul, eller også er der ikke et. At diskutere engles udstrækning synes så futilt som at diskutere halve huller. Hul i hovedet. At skelne Men der er faktisk ganske stringente grunde til, at det stillede spørgsmål må besvares på en bestemt måde, uanset om engle nu findes eller ej. Og de grunde er i sig selv lærerige, som jeg opdagede, da jeg med undren gav mig til at læse en artikel om engles kommunikation skrevet af min gode ven (ellers havde jeg vist ikke læst den) John Deely, amerikansk filosof. For at forstå englenes eksistensform i den skolastiske tænkning må vi først indkredse, hvad åndelige væsner overhovedet er for noget. På en måde udgør sådanne væsner egentlig blot en logisk ekstrapolation af den rangordning af levende væsner, skolastikken havde arvet fra Aristoteles. Dyrene står her over både planter og livløse ting, idet de i modsætning til planterne ikke kun sanser deres omgivelser, men også danner sig indre forestillinger om dem. Mennesket kan som bekendt mere end det, for vi evner ene af alle dyr at skelne mellem de forestillinger, vi gør os om tingene, og tingene selv. Englenes manglende kropslighed Vi ved - for det meste da - at det, vi ser, ikke er identisk med det, der er. Og netop det forhold giver os adgang til sprogets og intellektets verden, den såkaldt åndelige verden. Men den verden synes ikke længere at være stedfast på samme måde, som kroppen er. Og her kommer så den skolastiske ekstrapolation, for næste led i rækken må jo logisk være væsner, der er rent åndelige uden overhovedet at være kropslige. Og sådanne væsner er just englene. Englene har magt over menneskene, men de mangler kropslighed, og de får derfor deres viden om tingene via direkte samhørighed med Guds skabende aktivitet. Engle dansende på en nål Englene er imidlertid endelige væsner, dvs. de er ikke - som Gud - til stede over det hele, men befinder sig netop der, hvor de udøver deres indsats. I modsætning til menneskene kan de dog skifte opholdssted uden at skulle passere de mellemliggende lokaliteter og kan så eventuelt markere deres passage som en vind, der stryger hen over landskabet. Ifølge Thomas Aquinas må man netop tænke på englene som væsner, der 'tager i besiddelse'. Dette leder tanken hen på dæmoner eller onde ånder, og en sjæl, en ånd eller en engel kan da også ifølge Aquinas besætte den samme krop, idet der gælder forskellige årsagslove for dem. Af disse bestemmelser følger nu, skriver Deely, at svaret på, hvor mange engle der kan danse på en nål, er: »Dem alle eller ingen af dem, afhængigt af om de vælger at udøve deres magt på netop det sted«. Til gengæld kan de kun være på samme sted, altså nålehovedet, hvis de hver især har et særegent formål med det, som hvis de f.eks. udfører hver sin del af dansen eller måske hver sin dans. Mangel på logik Men hvordan bærer englene sig ad med at leve i denne samdrægtighed? Englene må vel kunne kommunikere med hinanden? Men hvordan gør man det uden kropslige hjælpemidler? At tænke de logiske følger igennem af de bestemmelser af fænomenerne, man gør sig, var skolastikkens styrke. Den form for tænkning er vi temmelig utrænede i nu om dage. Vi savner intuition for, at al slags indsigt ikke befinder sig på samme logiske niveau. Måske er det netop modernitetens egentlige dumhed.