Findes der noget smukkere end det røde danske postbud? Det skulle da lige være sommerskyerne over Engbakken, hvor Kokodyret og Pungmulen bor. Har du aldrig hørt om sådanne Kokodyr og Pungmuler? Næ, det havde Jan Mogensen heller ikke, men da de først var landet i tegnerens fantasiland, blev han nødt til at fortælle deres historie i ord og billeder. ’Kokodyret og Pungmulen får post’ er én lang hyldest til rarhed og det røde postbud. Det er det samme. Kokodyr og Pungmuler spiser ærter og gulerødder. De kan læse og skrive. De hygger sig med hinanden som gode naboer. Og så en dag begynder de at undre sig over, hvorfor den røde mand cykler den samme vej hver dag. Da de har spurgt ham, begynder de at skrive breve til hinanden. Senere tømrer de en postkasse sammen, og så venter de på brev. Fra Kina. Fra Congo. Fra anywhere. En startpakke til hele universet De får en reklame fra supermarkedskæden Superland. Senere får Kokodyr og Pungmule en rigtig penneven, der er en slags pindsvin. Pindvarpen bor sammen med pigen Ida, der har en dejlig kyssemund. Jan Mogensen fortæller om hjælpsomhed og følgerne af nysgerrighed. Hans lille bog er en startpakke til hele universet. Dét univers, som er den korrekte afsenderadresse på breve, og dét univers, som Pungmule så, da han røg til vejrs med luftballonen fra Superland. Der er mange finurlige iagttagelser og sproglige stjernekastere i historien. Den bliver omfavnet af en række billeder på kanten af trivi, hvor tegneren ofte færdes, uden at komme i uføre. Hans skyer er så danske, hans postbud strutter af venlighed, og dagens ret er ærter og gulerødder. Det hele afsluttes med et let kindkys. Og har du et postbud, da skøn derpå.