Dette er ikke et interview med en svensk femikrimiforfatter. Så er De advaret – eller beroliget. »Jeg er endt i krimibåsen, fordi mine to første bøger var krimier. Siden har jeg skrevet tre psykologiske familiedramaer eller thrillere, om du vil, og efter dem kom ’Skam’, hvor der ikke forekommer et eneste mord. Men forlagsbranchen vil have en etiket, og jeg er blevet stemplet så hårdt med ’kriminalroman’, at folk bliver lidt forvirrede, når de læser mine nye bøger og spørger sig selv, om der ikke snart kommer et mord«. Karin Alvtegen er en af Skandinaviens bedst sælgende forfattere med to millioner solgte romaner i Sverige alene, og hun har modtaget mange priser fra ind- og udland for sine bøger.
Politiske forbud Denne morgen sidder hun i hjørnet af en lilla Wegnersofa hos sin danske forlægger med ryggen til solen over indre by. For en time siden landede hun i Kastrup, og de næste to måneder flyver hun rundt og besøger mange af de 25 lande, hvor ’Skygge’ netop er udkommet. »Jeg, som derhjemme sorterer skrald, kører miljøvenlig bil og køber økologisk, blæser det hele væk i CO{-2} på en enkelt tur fra Stockholm til København. Vi mennesker har en evne til at gøre det, der er bedst for os selv, selv om det i længden gør det værre for os alle. Derfor har vi brug for politiske forbud – for at redde miljøet, for eksempel«. Det onde eller det gode Hun taler sig varm og siger, at det tema, der interesserer hende mest, er valget mellem at gøre ’det onde eller det gode’. Og tvivlen på, hvor meget det enkelte menneske selv er i stand til at styre mod det gode – ikke mindst det fælles gode, selv om intentionerne er de bedste: »Vi burde have foranstaltninger ovenfra, som gør flybilletter så dyre, at vi ikke flyver hele tiden, og rationerer benzinen. Men ingen politiker ville jo vove det. De overlader ansvaret til os forbrugere, som ikke aner, hvad der er bedst: at købe en økologisk, bæredygtig banan, som har fløjet Jorden rundt for at komme herop, eller at købe en, der er sprøjtet, men dyrket i nærheden«. Sindets sociale arv Romanen, som Karin Alvtegen med dårlig samvittighed flyver Europa rundt for at promovere, hedder ’Skygge’ og handler om de skygger, forældregenerationer til alle tider, og oftest uden at ville det, kaster over deres børns liv. Sindets sociale arv. Handlingen samler sig om den feterede nobelpristager i litteratur, Alex Ragnerfeldt, der er godt i gang med at ødelægge sin søn på samme måde, som han selv blev – ved at have ambitioner på sit afkoms vegne i stedet for at lytte til, hvad barnet selv vil og kan. Nobelpristagerens dobbeltløb med hustru og elskerinde gives også videre: Fædrenes synder nedarves på sønnerne, skeletterne i skabene rasler videre i generationer – og hittebarnet Kristoffer er nøglen til det hele. Forholdet mellem kønnene Et anden rød tråd i ’Skygge’ såvel som i Alvtegens andre romaner er forholdet mellem kønnene. Konstellationen af fjerne, utro mænd og alt for stærke hustruer går igen. Morsomt og pinefuldt beskriver du samme ægteskabelige situation set fra først kvindens og derefter mandens synspunkt. Det er tragikomisk, så galt vi kan gå af hinanden. Hvorfor sker det? »Læg mærke til det i hverdagen: Vi opfatter samme situationer helt forskelligt – samtidig med at vi hver især er overbevist om, at vores egen opfattelse af tingene er den eneste rigtige. Og når kommunikationen brister i et forhold, er det svært at få noget som helst til at fungere. Så bliver det tydeligt, hvor forskellige verdener vi lever i«. Og børnene betaler?Det udsatte barn som tema »I alle mine bøger har jeg det udsatte barn som tema. Også i form af de voksne personer, som har taget skade, da de var små. Det er det uudsagte, som vi giver videre fra generation til generation. Den psykiske arv, vi får med os fra vores forældre, og som vi ikke bryder os om, men som vi bærer i os og giver videre til vores børn. ’Skygge’ handler meget om, hvor svært det er at frigøre sig, hvis man ikke konfronterer sig selv og sit ophav med de problemer, der nu er«. Men Kristoffer, som er hittebarn, er også ulykkelig og bundet? »Ja, den ene hovedperson i bogen bliver skadet af sine forældre, og den anden bliver skadet af ikke at have forældre. Det er bare kompliceret, det der med forældre. Jeg har læst uendelig meget psykologi, før jeg gik i gang med at skrive – og der er moderkompleks, og der er faderkompleks. Handler om at blive respekteret og elsket Det er i det hele taget meget kompleks. Man bliver helt nervøs for, hvad man kommer til at give videre til sine egne børn. Og man indser, at det for et barn til syvende og sidst bare handler om at blive respekteret og elsket. At man får den selvfølelse med sig, at man ’duer’. Kun sådan kan et menneske byde på noget selv«. Dine personer er skadede og gør selv skade, men du synes om dem alligevel? »Det er vældig vigtigt for mig, når jeg skriver, at jeg synes om mine personer. Det bliver skabelonagtigt, hvis man blot skaber en ond figur. Vi har alle kimen til at være onde, ligesom de fleste af os allerhelst vil være gode«. Verdensmester i litteraturAxel Ragnerfeldt er berømt og feteret, men synes alligevel ikke, at han slår til? »Axel var af sin far og mor udset til at blive noget helt andet. De arbejdede hårdt og led afsavn, så sønnen kunne blive ingeniør. Og selv om han blev ’verdensmester i litteratur’, er det ikke godt nok, for han skuffede sine forældre dybt ved ikke at kunne gennemføre det studie, de forventede. Det er ikke til at rette op på«. Er det et særligt nordisk tema – det med familien, og hvor svært det er? »Måske er det. Ibsen, Ingmar Bergman ... Vi er meget optaget af familien og hvor svære relationerne i den er«. Den største skurk i dine bøger er den, som intet gør. Ham eller hende, der lader stå til.Fascistoid i sin godhed »Jeg er meget interesseret i det onde og det gode. Og om den, der ikke gør noget ondt, per automatik er god. Den, der ser på og gør ingenting, for eksempel. Kristoffer i ’Skygge’ er et politisk korrekt menneske. Hvis man gjorde som han, ville verden være et bedre sted. Men han drives af foragt for dem, der ikke tænker, som han gør. Han er næsten fascistoid i sin godhed, og er han så overhovedet god?«. Ser du en parallel til Kristoffers måde at være på i samfundet i øjeblikket? »Absolut. For eksempel i hele miljødebatten, hvor det jo er så trøstesløst, men hvor der er mange, der mener, at de ved, lige hvad det er, man skal gøre«, siger hun og vender endnu engang tilbage til miljøproblematikken. Mediernes persondyrkelseDu sætter spørgsmålstegn ved social opstigning i samfundet. Hvorfor? »Ja, for hvad er fremgang? Er det det, som andre definerer og beundrer, når de står foran en og siger ’Gud, hvor er du fantastisk!’? Eller er det det, man selv føler, når man er stolt og tilfreds med noget, man har gjort: at man har et godt liv og børn, som har det godt, at man har et lykkeligt hjem? Jeg tror, de fleste synes, at fremgang er det første«. Ydre, personlig manifestation er oppe i tiden? »Ja, og jeg er dødsens træt af den personkult, som findes ikke mindst i medierne, hvor det altid er personen og aldrig selve sagen, der er vigtig. Der er intet ideologisk eller etisk indhold, kun personinteressen. Af samme grund giver jeg ikke interview til tv denne gang. For det spiller ingen rolle, hvor meget jeg taler om bogen, de vil kun tale om mig som privatperson og den panikangst, jeg havde i en periode. Lige nu sidder vi jo faktisk og taler om bøgerne, og det er dem, der er vigtige«. Ingen skygger i Astrids liv I forbindelse med Astrid Lindgrens 100-års dag for nylig blev Karin Alvtegens person ekstra interessant for medierne, fordi hun er i familie med den store svenske forfatter. Og det taler hun gerne om: »Hun var et helt fantastisk menneske, godhjertet, intelligent og generøs. Men tanken slog mig ved 100-års jubilæet: Tænk hvis der havde været en mørk side ved hende, og vi i familien havde været nødt til at skjule det for omverdenen for at tage vare på kulturarven. At det var vores skygge. Ligesom nobelpristageren Alex, der bærer en mørk begivenhed med sig, som familien må lide under«. Men I skjuler ikke noget om Astrid Lindgren? »Ha ha, nej, det gør vi ikke. Den eneste skygge i hendes liv var, at hun fødte sin dreng uden for ægteskab og måtte give ham fra sig. Og det har hun selv fortalt om. Nej, det er skønt at kunne sige, at hun var et unikt menneske – præcis så god, som man tror«.