Kan man pacificere en kvindelig selvmordsbomber, simpelthen ved at opfatte hende – og tilnærme sig hende – som en sexbombe?

Og hvis en tegning af Muhammed kan udløse afbrændinger, hvad siger de letsårede gemytter så til billedet af denne palæstinensiske kvinde uden andet på end bomber og chador, siddende overskrævs på en lige så splitternøgen jødisk mand, kun med skriftsteder fra Koranen som mellemlæg? Afprøvning i praksis kan næppe anbefales. Men her i belgieren Yslaires flot tegnede værk fungerer det – det ses endnu tydeligere nu med andet binds afslutning. Men så er der også mere end ét tids- og virkelighedsplan i aktion. Fortællingen omfatter ganske vist kun nogle få dage i marts, men vel at mærke marts år 539 f.v.t. og år 2003 e.v.t. På den måde kædes datoen for USA’s og lydstaternes invasion i Irak 20. marts 2003 sammen med Babylons undergang to et halvt årtusind tidligere. Dokumentarisk effekt En optakt i ’Himmel over Bruxelles [før]’ (kort omtalt her på siderne 13. oktober) knyttede an til 1943, da Stalin udleverede khazar-efterkommere af jødisk tro til nazisterne (men hvis det er fakta og ikke fiktion, hvorfor så ikke før bruddet med nazisterne i 1941?), mens en slags epilog her strækker sig ind i april 2003 – og helt ud i en drømt fremtid anno 2019. Indviklet ramme, men enkel kernehistorie: Fadiya er blevet overtalt til med sit eget liv at yde den ultimative jihad-indsats i dagene op til 20. marts 2003. Dengang demonstrerede mennesker over hele verden imod den forestående invasion i Irak, forgæves, som bekendt. På et demonstrationsbanner i Bruxelles stod de manende ord: Manneken Peace - Not War! – her udødeliggjort i et af de videobilleder fra dagenes tv-journaler, der er indlagt med stor dokumentarisk effekt, ikke mindst oprørende efter invasionens start. Men det er altså den oprindeligere Beatles-version af slagordet, der danner grundmønster for fortællingen, for Fadiyas forehavende forpurres af den mystiske Erwin Engell Stern, der redder hende fra politiet, op på et værelse på Bruxelles Hilton-hotellet med udsigt til kuplen i byens imposante Justitspalæ – og til den skæbne, vi kalder ’værre end døden’, men som hendes dårlige politiske og religiøse samvittighed ikke kan hindre hende i at nyde.
Rejser ikke kun kønsorgan Stern er en slags evig jøde, nemlig en af de blonde jødiske khazarer, nazisterne skød i 1943, men tilsyneladende reinkarneret – som han forudsagde ved sin (første?) død i det gamle Babylon, hvor han allerede tænkte i samme bane som John Lennon i ’Imagine’: »Forestil dig, der ikke fandtes lande ... og heller ingen religion ...«. ’Himmel over Bruxelles’ er et storslået, men besynderligt værk, på samme tid bevidst politisk naivt og visuelt udspekuleret. Dialogen mellem Fadiya og hendes palæstinensiske familie er ’boblet’ med en arabisklignende skrift, der kan være svær at aflæse, men anskueliggør sprogbarrieren bedre, end jeg før har set på tryk. Og de indkopierede fotos af Bush og bomberne og tropperne på skærmen stiller den rå realpolitiske kynisme over for de mytiske tidskoblinger og den romantiske identificering af kærlighed og sex, tegnet så elegant men også lapset, at det alligevel kan tangere det lumre. Men når sex således afværger selvmordsaktionen her i Europa, samtidig med at USA og vi overfalder Irak, gør dét så terrorisme mere tilgiveligt? Og når den smukke piges rådvilde letantændelighed iagttages så dvælende ud fra den mytiske Sterns alvidende mandlige synsvinkel, ligner det så ikke en kulturelt ubevidst kønschauvinisme, der næsten kan måle sig med Bushs bekvemt oliebjergsomme og selvbedrageriske ’vi ved, hvad der er bedst for verden’-chauvinisme? Yslaires striber rejser ikke alene Sterns strunke kønsorgan, men også en stribe vigtige spørgsmål for de politisk ambitiøse underholdningskunstarter – serier, film, spil osv. Det er et opmuntrende tegn på det før så skrantende danske seriemarkeds egen ’reinkarnation’, at vi nu får et så højaktuelt og både politisk og æstetisk provokerende værk som ’Himmel over Bruxelles’ – [før] og [efter] 20. marts 2003.