Denne nuttede bog om Knut stikker sine læsere en stor hvid løgn.
Og der skulle nok en amerikaner med to søde døtre til at formidle den så begejstret, som det gøres i ’Knut – Den lille isbjørneunge som fortryllede verden’. Af forordet fremgår det i øvrigt, at Knut ikke er det første celibrity-dyr, som Juliana, Isabella og Craig Hatkoff har udgivet en bog om. Først skrev de historien om Owen, en forældreløs flodhest, »som blev opfostret af en 130 år gammel kæmpeskildpadde ved navn Meeze efter den asiatiske tsunami«. Og så var det, at familien blev opmærksom på, at »der fandtes endnu en forældreløs dyreunge«. Den dyreunge var Knut, som jo blev reddet fra en uinteresseret isbjørnemor af en dyrepasser ved navn Thomas Dörflein, men som også overlevede »på grund af alle de øvrige ansatte i Berlin Zoo – en miljømæssig metafor for ’Mennesket Hjælper Dyret Til Overlevelse’, der opstod på det helt rigtige tidspunkt. Pragtfuldt!«. Sort snak om en hvid bjørn, som i dag i øvrigt er brun, men derom senere. På god oscaruddelingsvis åbner Craig og Co. med en varm tak til forskellige involverede, efterfulgt af en opfordring til at se Knut som internationalt symbol for vort miljø og forfader for kommende generationer af isbjørne. Noget, der nu næppe vil ske, da Knut på grund af sin menneskenære opvækst ikke levnes mange muligheder for et liv blandt bjørne. Verden i sort og hvid Men never mind, Knut er en barnestjerne, der giver selv flodhesten Owen baghjul, og tilsyneladende var bjørnen allerede fra fødslen selv klar til berømmelse: »Lige nu var han bare en lillebitte isbjørneunge, men inden længe ville millioner af mennesker verden over komme til at elske ham«. Man må håbe, at Knut er glad for at have »tusinder af venner uden for ZOO (...) mennesker i alle aldre (som) sendte ham digte og små gaver som tegn på venskab«. Den ophedede debat i Tyskland, om hvorvidt det er dyrplageri at opflaske en vild bjørn til et liv som hverken dyr eller menneske, fylder ikke meget i bogen. De dyreværnsforeninger, der mente, det var bedre for Knut at være »død end sød«, er kogt ind til en enkelt – gal – mand: »Men så en uge før den store dag (Knuts første offentlige optræden, red.) kunne man i avisen læse, at der var en mand, som ikke syntes, Knut skulle have være reddet (...). Knuts tilhængere var chokerede«. Det kan godt være, at man ikke behøver servere alverdens dilemmaer og problemer som godnatlæsning for børn, men mon ikke de alligevel er bedre tjent med oplæg til debat og samtale i stedet for en verden i sort og hvid? Historien om Knut kunne sagtens være fortalt, uden at der gik Disney og halve sandheder i den. Ej blandt bjørne Fotografierne i bogen er til gengæld i farve, og her må man overgive sig og juble sammen med familien Hatkoff. Den bjørn er vildt sød og fotogen. Og måske kan billederne, som forfatterne opfordrer til, skabe mere opmærksomhed om vilde isbjørnes trange kår ved det smeltende ishav. Fortællingen ender med, at Knut snart ikke længere må være sammen med sin dyrepasser, fordi han kunne komme i tanke om, at han er et rovdyr. Alligevel tegner fremtiden lys, trøster forfatterne, for Thomas vil blive ved med at deltage i pasningen af Knut, »til han er parat til at blive sluppet fri«. Det ligger vist ikke i Knuts kort at blive sluppet fri. Muligvis er det endog småt med zoologiske haver, der har lyst til at overtage menneske-bjørnen. Forleden sagde Københavns Zoo nej tak med den begrundelse, at Knut ikke kan gebærde sig blandt isbjørne, og at man uden respekt for dyret har kommercialiseret dens liv. En bred Disneypensel Knut skal heller ikke sætte snuden op efter at få besøg af dyrepasser Dörflein i en ny zoo. Sidst en isbjørneunge blev opflasket og fik besøg af sin passer i den have, den blev flyttet til, skreg den nat og dag i tre uger, da hun forlod den igen. Berlin ZOO har tjent kassen på mediestjernen Knut – 74 millioner kroner – blandt andet ved at lade bjørnen optræde foran et tusindtalligt publikum to gange om dagen. Måske kommer det havens andre dyr til gode (bortset fra den pandabjørn, der døde af stress over alle de besøgende). Og det skal også nok passe, at fokus på vilde isbjørnes vilkår er blevet profileret (Tysklands miljøminister har af samme grund adopteret Knut). Men at skrive en bog om, hvor glad og lykkelig Knut selv er, er uldent som en isbjørnepels. Tilfældigvis var denne anmelder i Berlin dagen efter Knuts et års fødselsdag 6. december. Brun og beskidt lå den nu 100 kilo tunge isbjørneunge og krammede et babytæppe i en slags rede i sin indhegning. Havens andre isbjørne går et andet sted, og Knuts selskab bestod af 12-15 krager, der hoppede rundt om bjørnen, der forsøgte at sove med poten over øjnene og tæppet i favnen.
