0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En stor hvid løgn

En amerikansk familie har skrevet en bog om isbjørneungen Knut fra Berlin, der blev opflasket af mennesker, da dens mor ikke ville have den. Det er der kommet en nuttet, men farvet historie ud af.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bjørne- tjeneste. Er det bedre at være en berømthed end at være en bjørn? Det er den nuværende Knut til højre. Foto til venstre: Fra bogen. Foto til højre: Rainer Jensen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne nuttede bog om Knut stikker sine læsere en stor hvid løgn.

Og der skulle nok en amerikaner med to søde døtre til at formidle den så begejstret, som det gøres i ’Knut – Den lille isbjørneunge som fortryllede verden’.

Af forordet fremgår det i øvrigt, at Knut ikke er det første celibrity-dyr, som Juliana, Isabella og Craig Hatkoff har udgivet en bog om. Først skrev de historien om Owen, en forældreløs flodhest, »som blev opfostret af en 130 år gammel kæmpeskildpadde ved navn Meeze efter den asiatiske tsunami«. Og så var det, at familien blev opmærksom på, at »der fandtes endnu en forældreløs dyreunge«.

Den dyreunge var Knut, som jo blev reddet fra en uinteresseret isbjørnemor af en dyrepasser ved navn Thomas Dörflein, men som også overlevede »på grund af alle de øvrige ansatte i Berlin Zoo – en miljømæssig metafor for ’Mennesket Hjælper Dyret Til Overlevelse’, der opstod på det helt rigtige tidspunkt. Pragtfuldt!«. Sort snak om en hvid bjørn, som i dag i øvrigt er brun, men derom senere.

På god oscaruddelingsvis åbner Craig og Co. med en varm tak til forskellige involverede, efterfulgt af en opfordring til at se Knut som internationalt symbol for vort miljø og forfader for kommende generationer af isbjørne. Noget, der nu næppe vil ske, da Knut på grund af sin menneskenære opvækst ikke levnes mange muligheder for et liv blandt bjørne.

Verden i sort og hvid
Men never mind, Knut er en barnestjerne, der giver selv flodhesten Owen baghjul, og tilsyneladende var bjørnen allerede fra fødslen selv klar til berømmelse: »Lige nu var han bare en lillebitte isbjørneunge, men inden længe ville millioner af mennesker verden over komme til at elske ham«. Man må håbe, at Knut er glad for at have »tusinder af venner uden for ZOO (...) mennesker i alle aldre (som) sendte ham digte og små gaver som tegn på venskab«.

Den ophedede debat i Tyskland, om hvorvidt det er dyrplageri at opflaske en vild bjørn til et liv som hverken dyr eller menneske, fylder ikke meget i bogen. De dyreværnsforeninger, der mente, det var bedre for Knut at være »død end sød«, er kogt ind til en enkelt – gal – mand: »Men så en uge før den store dag (Knuts første offentlige optræden, red.) kunne man i avisen læse, at der var en mand, som ikke syntes, Knut skulle have være reddet (...). Knuts tilhængere var chokerede«.

Det kan godt være, at man ikke behøver servere alverdens dilemmaer og problemer som godnatlæsning for børn, men mon ikke de alligevel er bedre tjent med oplæg til debat og samtale i stedet for en verden i sort og hvid? Historien om Knut kunne sagtens være fortalt, uden at der gik Disney og halve sandheder i den.

Ej blandt bjørne
Fotografierne i bogen er til gengæld i farve, og her må man overgive sig og juble sammen med familien Hatkoff. Den bjørn er vildt sød og fotogen. Og måske kan billederne, som forfatterne opfordrer til, skabe mere opmærksomhed om vilde isbjørnes trange kår ved det smeltende ishav.

Fortællingen ender med, at Knut snart ikke læng