To dokumenteret succesrige alfamennesker af hver sit køn og profession (henholdsvis topadministration og hjertekirurgi) har fundet sammen også civilretsligt i en indbringende bagklogskab: For de har nu i en årrække coachet amerikanske virksomheders toplederlag – og vi taler om de helt tunge drenge såsom hærens forsyningscentral, Dell og Microsoft med tusindvis af ansatte. De to alfamenneskers speciale er at forebygge de ofte tragiske konsekvenser af mange alfahanners slagsider. De støtter sig herunder til et righoldigt empirisk materiale og beskriver fænomenets ’botanik’ og statistik i dets typiske varianter. De mange åbenhjertige casestories er med navnes og firmaers nævnelse, undtagen endnu uløste hårdknuder. Alfamennesker defineres som selvtillidsfulde og handlekraftige mennesker, der med overblik, mod, robusthed og utrolig energi konkurrerer for at vinde, og med en medrivende tro på deres sag. De er derfor naturlige og karismatiske ledere der får folk til at yde deres ypperste, og de beklæder da også de fleste lederposter samt halvdelen af mellemleder-posterne. Men de volder tillige ofte kaos menneskeligt som professionelt, fordi nævnte forcer kan kamme over i brutal selvhævdelse, intimidering og manipulation. Fire typiske formationer Ikke uventet er der belæg for at alfamennesker noget oftere er mænd – men tillige for at de kvindelige alfaer langt sjældnere udvikler nævnte negative sider. De kvindelige alfaers største risiko er derimod at virke emsige ved deres omsorg for deres ansatte og ved deres solidariske engagement og indblanding i alle gøremål på alle niveauer. Det kan indadtil virke formynderisk, men udadtil kan det omvendt virke uglamourøst og føre til den velkendte undervurdering af f.eks. kvindelige ministeremner... Alfaerne inddeles i fire typiske formationer: de øverstkommanderende, de udøvende, de visionære samt de analytiske strateger. Disse fire dimensioner er imidlertid i sig selv næppe særlig alfaspecifikke, og de synes derfor snarere at betegne nogle velkendte begavelsestyper end egentlige karaktervarianter. Nuvel, hver alfatypes karakteristiske fortrin og risici beskrives, for meningen er at lære dem at værdsætte og bruge hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden på firmaets og de øvrige ansattes bekostning. Begavede fører-psykopater Endvidere beskrives de gruppedynamisk onde cirkler og rollespil, der udvikler sig når forholdet mellem ledere og ansatte præges af frygt, misforståelser og bagtalelse. Men bogens positive budskab er at disse ting kan behandles, og at de fleste uheldige alfahanner med deres karakteristiske helhjertethed formår at lægge stilen helt om, blot de får oprigtige, konstruktive og overbevisende meldinger udefra – det modspil som deres kolleger desværre sjældent tør give dem. Og derved adskiller de sig helt fra begavede fører-psykopater, der som bekendt mangler en streng eller to på buen. Den dybdepsykologiske og biologiske gåde, som denne brugsbog ikke nævner, er nu følgende: Fødes nogle som alfa-mennesker – eller bliver vi det alle, blot vi får lejlighed til det? Naturligvis bliver man ikke leder for noget man ikke har evner for, eller hvis man er autist; men spørgsmålet er om der ud over evner, kompetencer samt lejligheden tillige kræves en særlig ’karakter’. For erfaringen lærer os, at når mennesker får lov til at udfylde en mere glorværdig og lønnende rolle, siger de sjældent nej tak – og så kan det snart gå som med Jeppe i baronens seng. Den som Gud giver embedet, giver han efter sigende tillige forstanden – men desværre også tit en del mindre heldig proviant. Evig misundelse Den tanke slog mig især, da jeg læste om en del alfahanners dokumenterede hang til sexchikane: For det er jo nu engang kun i et magtforhold at den mulighed overhovedet foreligger. Af samme grund er det heller ingen stor gåde, at magtens mænd samt de mest anerkendte ikke sjældent er overraskende smålige: For de forkælede og de førstefødte vil snart have det hele og har jo desuden mest at miste. Dertil kommer det oplevede forventningspres hos dem der beklæder de højeste og mest krævende poster. Denne bog bør anmeldes af en mand, for vi kender vort eget køn bedst – bl.a. fordi vi ubevidst altid forstiller os forskønnende for det modsatte køn. Selv velbegavede kvinder duperes derfor ofte af mænd med en høj position til at tilkende dem en nærmest ’ødipal’ status af ufejlbarlig ædelhed og objektivitet – velsagtens ud fra følgende antagelse: »Store Mænd har aldeles ingen grund til smålighed, men lider desto mere under de ansattes evige misundelse«. Magt er praktisk og kærkommen Det lyder akkurat lige så logisk som det udsagn, at de rige ikke behøver at snyde i skat – men holder akkurat lige så lidt i byretten. Men mange alfahanner belønner og omgiver sig med kvindelige støtter af denne observans for at ekvipere og ’menneskeliggøre’ deres styring: For ubegrænset tillid bliver ganske ligesom ubegrænset magt altid udnyttet her i verden. Denne overvejelse belyser tillige bogens budskab, at de uheldige alfahanner i reglen formår at ændre stil med overraskende gode resultater til følge på alle hånde bundlinjer. For de er ikke værre end vi andre ville blive, hvis blot vi fik lov. Men ikke alle kompetente ’får lov’, og her er det så at bogens typologi alligevel får sin berettigelse. For ganske vist ville magt også for os andre være såre praktisk og kærkommen, hvis blot vi fik den serveret på et sølvfad – men nogle tænder på magten og nyder endda selve kampen om den: Og det er derfor dem, der får den. Også i dyreriget hælder de fleste biologer til teorien om medfødte alfatræk. Men naturligvis må alfamennesker ganske som vi andre gøre sig gældende på felter som de tillige har evner for.