I1967 var Eric Clapton 22 år og sov stadig på venners sofaer rundt omkring, da en fan spraymalede det siden så legendariske udsagn ’Clapton is God’ på en væg på Islington station.
Da Clapton fik det at vide, blev han både stolt og pinlig berørt. Selv om storhedsvanvid og arrogance, godt støttet af megamonster-druk, var en årelang gæst hos guitaristen, var realitetssansen aldrig langt væk. Clapton har altid vidst, han ikke var verdens bedste guitarist, endsige gud, men han har hele vejen igennem higet efter at forbedre sit spil med udgangspunkt i nogle af de sorte amerikanske bluesforbilleder, han blev inspireret af som dreng. Usikkerheden og den manglende selvtillid var aldrig langt væk fra ambitionerne. Clapton var en guitarhelt i Cream, da Jimi Hendrix dukkede op fra ingenting i London med sin manager og ville jamme med trioen. Den ukendte amerikaner kastede sig ud i Howlin’ Wolf-nummeret ’Killing Floor’ og fik både publikum og de andre musikere til at måbe ved sin optræden og sit spil. »De var vilde med det, og det var jeg også, men jeg tænkte også på, at her var en musiker, som ikke var til at overse. Det skræmte mig, for der var ingen tvivl om, at han ville blive en stor stjerne; netop som vi var ved at finde vores egen stil, kom han som den ægte vare«, skriver Eric Clapton i sin selvbiografi, der nu findes på dansk. Titusind hjertesorger Typisk for ham er Clapton aldrig i tvivl om, at de britiske musikere ikke er ’den ægte vare’ i forhold til deres amerikanske forbilleder, og det skal tage ham mange år at nå frem til en stil, han selv kan være tilfreds med. Cream forlader han på toppen af berømmelsen, fordi han finder dem for selvfede og uden vilje til musikalsk udvikling.
