Det er snart to år siden, at Kulturministeriet ladede den store danske kulturkanon, tog politisk sigte og med en række ekspertholds hjælp skød et større antal skud ud i samfundet. Det gav et mægtigt brag, da det skete, men det er allerede halvvejs fortrængt, om kanonaden ramte plet. Det vigtigste var ikke så meget skudforsøgene som debatten, de gav anledning til, både før og efter at krudtrøgen havde taget udsynet. Kunne man overhovedet gøre særlige kunstværker og dermed særlige kunstnere til officielle repræsentanter for en særlig national identitet? Oprørerne for bordenden Var det ikke bare magten, der endnu en gang gav sig selv ret og dekreterede, hvad der var hot, og hvad der var not? For uanset at pluralismen er dagens mest tidstypiske –isme, er der også grænseværdier for den herskende tolerance. For i dag sidder oprørerne for bordenden. I dag er den kunstneriske provokatør med til at tage beslutninger, som også vedrører kollektivet. I dag er det outsiderne, der sidder nærmest centrum. DET ER problemstillingen i Merete Sanderhoffs bog om ’Sorte billeder’. Bogen bygger på en guldmedaljeafhandling i faget kunsthistorie, og titlen dækker over det dobbelte faktum, at de otte kunstnere, som hun omtaler og fremhæver, dels er på den sorte liste – nogle steder – dels maler påfaldende mørkt. Fravalgt den ironiske verdensdistance Desuden har de siddet tidsåndens akademiske dekret overhørig og fravalgt både den ironiske verdensdistance og det trendede globaliserede stilmiks, som man kan opleve så mange steder. I stedet for at tilslutte sig disse alment anerkendte formler har de fyldt deres lærreder med noget af den samme rungende patos, smerte, lidelse og lidenskab, som huskes fra museumsbesøgene og de gamle mestres billeder. Derfor har forfatteren valgt at døbe disse kunstnere for ’passionister’, vel vidende, at passionisterne ikke udgør nogen sammenslutning eller sammensværgelse i sig selv. De er heller ikke fra samme land, eftersom én – Odd Nerdrum – er nordmand, mens de øvrige syv er danskere. De er: Thomas Kluge, Ulrik Møller, Preben Fjederholt, Peter Martensen, Balder Olrik, Martin Bigum og Michael Kvium. Vegetarer og veganere Bortset fra Fjederholt er alle i live og aktive og langtfra affældige. Så man skal ikke forveksle passionister med pensionister. Denne polarisering er ingen generationskonflikt. Det, der forener dem, er deres fælles skæbne i visse dele af kunstlivet. Bogen stiller skarpt på de mere eller mindre bevidste udelukkelsesmekanismer, som kunstinstitutionen anvender, når den vil kanonisere samtidskunsten ud fra et eller andet herskende paradigme. At sætte den dominerende avantgarde til at vurdere, hvad der er væsentligt i dansk kunst i dag, er lidt som at bede Kødbyen om at udarbejde en national kostplan. Vegetarer og veganere vil da lide samme skæbne som ’passionisterne’ og andre ligesindede. Et mangehovedet dyr MEN KANONISERINGEN kan ytre sig på mange andre måder end gennem et kulturministerielt initiativ. Det kan også være gennem de bøger, der skrives og udgives, og her vil kunsthistorikeren Sanderhoff gerne kalde sit fag til orden. »Hvis faget håndterer det faktum, at samtidskunsten er et mangehovedet dyr, ved at kappe nogle af dem, giver det problemer i forhold til de videnskabelige krav, faget stiller til sig selv«, fastslår hun. For med denne udgave af sandheden har kunsthistorien kun valgt at fortælle en del af sandheden. Som eksempler tager forfatteren forskellige tidsbundne tiltag, bl.a. Rune Gade & Camilla Jalvings i øvrigt roste krønike om dansk kunst i 1990’erne, NY-BRUD. I lighed med andre nye publikationer favoriserer bogen det kunstbegreb, hvor kunst defineres som en kritisk forskningsbaseret aktivitet, som et processuelt udsagn, der skal flytte grænser.
Tabet af nuancer Men med denne definition udelukkes de malere, der sætter menneskelige lidenskaber i centrum eller gør deres maleri til et eksistentielt udsagn, stilistisk måske af anno dazumal. Men Sanderhoff mener ikke, at det er kunsthistorikerens rolle at være ’tidsåndens assistenter’, som hun kalder det. Disse assistenter og skribenter går jo offensivt ind og redigerer i deres egen tid, udvælger og fremhæver noget, mens de underbetoner noget andet. Derved skaber de nok større sammenhæng og et tilsyneladende bedre overblik. Men der er også en pris at betale for denne faghistoriske sanering: og det er tabet af nuancer. Eller af passionisternes omtale på tryk. Denne manglende omtale råder ’Sorte billeder’ i den grad bod på, for ud over en større værdidiskussion rummer bogen også en række fint gennemarbejdede kunstnerportrætter. Til den store guldmedalje Men da emnet primært er kunst og kanon, specielt den danske kanon, kan man godt spørge, hvad en enlig nordmand Odd Nerdrum skal i det selskab, ligesom man kan diskutere, hvor uddistancerede Michael Kvium, Thomas Kluge m.fl. reelt er i dagens kulturliv? Kvium blev maleren, der satte besøgsrekord på ARoS, og Kluge er maleren, der netop har portrætteret Kunstakademiets afgåede rektor, Else Marie Bukdahl og ellers er godt repræsenteret på Frederiksborg Museet. Det rokker ikke ved, at Merete Sanderhoffs bog er til den store guldmedalje, og kun pletvis mærker man i den sobert gennemførte argumentation, at et universitet oprindelig har været målgruppe.