Da den unge Leif Lautrup-Larsen mødte frem til sin første arbejdsdag på Den Kongelige Porcelainsfabrik i begyndelsen af 1950’erne, havde man glemt, at han var blevet ansat. Den mand, der havde vist Lautrup-Larsen rundt på fabrikken og aftalt, at han kunne begynde som ingeniør på fabrikken, var gået på pension få dage før. Vel at mærke uden at fortælle nogen andre på fabrikken, at han havde ansat Lautrup-Larsen. Efter nogen forvirring, diskussioner og et par piber tobak faldt tingene på plads, og Leif Lautrup-Larsen kunne sige goddag til en karriere som en af fabrikkens ingeniører, der skulle arbejde tæt sammen med fabrikkens kunstnere om glasurtyper, stentøj og porcelæn. En sand tour de force En karriere, der kom til at vare 44 år, og som nu er dokumenteret i en fantastisk smuk bog, der dækker Den Kongelige Porcelainsfabriks storhedstid fra begyndelsen af det 20. århundrede frem til 1985, hvor fabrikken valgte at droppe sin stentøjsproduktion. Bogen er en sand tour de force gennem fabrikkens historie, fyldt med portrætter af de væsentligste kunstnere og ikke mindst en overflod af smukke fotos. Desværre kan man ikke komme til at røre ved krukkerne, kanderne og skålene, for hvor ville det dog være skønt at lade fingrene glide over de fede glasurer, som Leif Lautrup-Larsen beskriver så levende og præcist. Som den jernrøde glasur, han ved en fejl kom til at fremstille i slutningen af 50’erne, fordi han troede, han kunne sjusse sig frem til en anden glasur, den såkaldte Sputnik. Koncentreret om glasurerne Eller Clair de lune-glasuren, der lægger sig som et drømmelandskab af skyer og vand rundt om den fede keramik. Leif Lautrup-Larsens hjerte ligger forståeligt nok hos de mange glasurer, han selv har været med til at udvikle og anvende gennem sine mange år på Den Kongelige Porcelainsfabrik. Bogens sidste tredjedel er derfor koncentreret om glasurerne og de mestre, der har brugt oceaner af tid på at ramme præcis den overflade eller netop den struktur, som har gjort hvert enkelt stykke stentøj til et unikum. For en ikke-glasurekspert er det imidlertid bogens første 300 sider, der er de mest interessante. Her tegner Lautrup-Larsen en serie af portrætter af vores største stentøjskunstnere – illustreret med knivsskarpe og meget smukke billeder. De kølige flader Godt og grundigt kommer vi rundt om Axel Saltos liv og virke og hans betydning for dansk stentøj. Saltos krukker har knopper og dippedutter, skåle har riflet zigzagmønster, og det hele sprudler af nysgerrighed og kreativ glæde. Samme opfindsomhed og nysgerrighed findes hos Snorre Stephensen, hvis stentøj dog hverken stritter eller har særlig mange knopper, men som repræsenterer en anden side af dansk stentøj end Saltos, nemlig den helt rene linje og de kølige flader. Supersmukt. Og midt i det står kvinder som Gertrud Vasegaard og Grethe Meyer, der på hver deres måde har fornyet dansk stentøj ved at gribe tilbage til traditionerne. Form og funktion Mest vellykket måske hos Grethe Meyer, der med serierne ’Ildpot’, ’Blåkant’ og ’Hvidpot’ tænker form og funktion ind i en højere enhed. Forbandet at man ikke kan få fingrene i ’Ildpot’ mere. Den slags ærgrelser opstår uvægerligt, når man læser sig gennem Leif Lautrup-Larsens bog. Gid man dog var millionær, så man kunne få fingre i nogle af Mogens Andersens vidunderlige krukker med hans karakteristiske sort-brune mønstre. Eller kunne anskaffe sig nogle af Eva Stæhr-Nielsens skåle i grønne nuancer eller et par af Ivan Weiss’ japanske lågkrukker med sirlige organiske dekorationer. Leif Lautrup-Larsens grundige og smukke ’Stentøj’ er én stor fristelse, som man må vende tilbage til igen og igen.