’Always look at the bright side of life’ fra afslutningsscenen i Monty Python-filmen ’Life of Brian’. I sangen bliver hovedpersonen Brian, der gennem hele livet er blevet misforstået og undertrykt, og som nu ender sine dage med at blive uretfærdigt korsfæstet, opfordret til at se lyst på tingene og ikke være bekymret med følgende ord: ’Du kommer af intet. Du vender tilbage til intet. Så hvad har du mistet? Intet!’. Af en eller anden grund føler Brian sig ikke rigtig opmuntret af budskabet. En væsentlig årsag til religionernes store attraktionskraft er, at de rummer løfter om, at livet ikke er omkranset af Intet, men af Noget. En trøst som den, sangen skildrer i ’Life of Brian’, er for mange mennesker slet ikke nogen trøst, når man konfronteres med meningsløshed, lidelse og død, og de føler, at den eneste mulige trøst må bestå i, at der på en eller anden måde er udsigt til et liv efter døden.
At leve og dø uden religion Netop dette løfte kan en ateistisk livsanskuelse ikke give, så hvilken trøst og opmuntring kan den så levere til det lidende menneske? Dette er et af de centrale spørgsmål, som der tages stilling til i den lille antologi ’At leve og dø uden religion’. Bogens ni bidrag er meget forskellige, indholdsmæssigt og omfangsmæssigt, men fælles for alle er et ateistisk eller, som det hedder i bogen, »humanistisk« synspunkt. Et liv uden religion er bedre og langt mere fornuftigt end et liv med; det argumenterer Niels I. Meyer, Erik Bahn og Mikael Rothstein for i bogens tre første artikler. Men gælder det også døden? Det handler resten af bogen om, hvor især Lasse Petersens bidrag bør fremhæves som det, der mest eksplicit tager stilling til, om og hvordan der eventuelt kan findes trøst i en ateistisk/humanistisk livsforståelse. Troen på det gode i mennesket Trøsten kan her nogenlunde koges ned til den Monty Pythonske opfordring til ubekymrethed: Eftersom døden er ensbetydende med den endegyldige eliminering af bevidstheden, er der ikke nogen grund til at frygte døden, for vi er der jo ikke til at opleve den. Vi kommer fra intet og vender tilbage til intet, så hvad har vi i grunden mistet? I stedet for at være optaget af døden, vil humanismen da også snarere være optaget af livet, for som Petersen skriver, så er troen på det gode i mennesket og i menneskelivet »kernen i humanistens livssyn«. Eller lidt senere: »Livet er ikke altid smukt og let, men vi vælger alligevel at tro på det«. Humanismen bliver på den måde en kontrafaktisk livsholdning, et mod til at leve og en tro på livet på trods af al død, uretfærdighed og meningsløshed. Var det i øvrigt ikke det, teologen Søren Kierkegaard kaldte »troen i kraft af det absurde«?